I sommeren 2012 blev det besluttet at lade den allerførste film med Peyos smølfer, Smølferne og den fortryllede fløjte fra 1976 få repremiere i udvalgte danske biografer og her op til julesalget er filmen udkommet på DVD. Spørgsmålet er så om filmen stadig holder i 2012?

Selv om smølferne både pryder filmens cover og indgår i filmens titel er filmen mere end halvt færdig før de dukker op for første gang. Filmens egentlige hovedpersoner er nemlig den unge væbner Henrik og hans ven Hagbard, der ufrivilligt hvirvles ind i et ganske hyggeligt eventyr om en magisk fløjte. Den dukker ved et tilfælde op en dag, da en handelsrejsende besøger kongen. Han vil sælge musikinstrumenter, men da Hagbard er en frygtelig musikant, som hverken Henrik eller kongen har lyst til at høre på, bliver den handelsrejsende jaget på porten. I farten taber han fløjten.

Da Hagbard spiller på den begynder alle der lytter til fløjten at danse, for det er det som er dens overnaturlige evne. Bliver man ved med at spille, danser folk til de dejser bevidstløse om. Hagbard har dog ikke fløjten evigt, for en skurkagtig skurk – Franz Fækkelin – stjæler den og bruger den til en række røverier, tæt forfulgt af vore to venner. På jagten efter Fækkelin møder Henrik og Hagbard en troldkarl, der kan fortælle dem, at det er selveste smølferne som har fabrikeret fløjten og derfor må Henrik og Hagbard opsøge smølferne for at få hjælp.

Smølferne og den fortryllede fløjte var ikke kun den første film med smølferne, men det var også det første album som Peyo tegnede med Henrik og Hagbard. Oprindeligt var smølferne tænkt som bifigurer i den forbindelse, men som de fleste ved, var det smølferne der blev enormt populære i stedet for, for det er vist kun tegneseriefans der reagerer på navnene Henrik og Hagbard nu om stunder.

Da filmen skulle anmeldes trak undertegnede endnu engang på familiens drenge på fire og otte, der begge syntes at det var en ganske underholdende film, selv om de klagede sig en hel del over, hvor langt tid der gik før det første blå væsen dukkede op. Set med mere voksne øjne har filmen heller ikke klaret kampen med tiden så godt, for selv om animationen er charmerende, lever den på ingen måde op til den standard man er blevet vant til.

Fortællingen er også ganske god, i hvert fald indledningsvis, men det er som om historien kollapser i samme sekund som smølferne gør deres indtog, for så afløses eventyret af fjollede påfund og ikke mindst af nogle smølfesange der er næsten uudholdelige. Her taler vi altså ikke ”klassiske” smølfesange som dem vi oldtidsfund kan huske fra kassettebånd med Johnny Reimar, men en virkelig irriterende sang, som er glemt lige så snart den slutter.

Derfor må konklusionen være, at Smølferne og den fortryllede fløjte højst skal ses som et kuriosum, der sikkert vil fascinere de der er store fans af tegneserieskaberen Peyo, der har alle de albums han har udgivet, men som i mange år ikke har kunnet se hans smølfefilm. For alle andre, er det en langt bedre idé at anskaffe sig de gamle smølfetegneserier, for de er både sjovere, flottere tegnet og ikke mindst byder de på langt mere smølf!