Det er efterhånden blevet ganske populært for danske stand-up komikere, at skabe shows og optræde på en og samme scene. Således har man i løbet af det sidste års tid kunnet opleve Men’s Room med Torben Chris og Thomas Hartman, Bytte, Bytte Købmand med samme Thomas Hartman og Anders Matthesen. Senest har makkerparret Frank Hvam og Casper Christensen i tid til julesalget udsendt en DVD med det show som de turnerede landet rundt med i sommers. Showet bærer titlen Nu som mennesker.

Som titlen antyder, handler det i showet, lidt ligesom i Klovn, om figurerne Casper og Frank, men til forskel fra de roller de spiller i serien, hævder de på scenen i Odense, at de hér optræder som sig selv. Det kan den kritiske tilskuer måske godt betvivle, for selvfølgelig bør man tage deres konsekvent ironiske, satiriske, barske og nedlandende tone med et gran salt eller ti.

Det er ikke svært at forestille sig, at alle de folk, som får en sviner i løbet af showet – blandt andet en hel række kendisser, handicappede, muslimer men også Frank og Caspers respektive kærester, venner og familie – godt er klar over at d’herrer måske overdriver for at fremme forståelsen og at de sikkert ikke står ved de svadaer de kommer med, når først scenetæppet er gået ned. Komikere og i særdeleshed stand-up folk har – siden hofnarrens tid – haft det særlige privilegium, at de har mulighed for at netop at overskride alle tænkelige grænser for god smag, svine alt og alle tid uden konsekvenser og påstå de mest uhyrlige ting under dække af, at det blot er satire.

Denne satire kan indimellem godt synes at dække over en ubehagelig grundtone, eller nogle holdninger, der måske ikke er ment lige så satiriske som man kan tro og det er måske netop i dette spændingsfelt mellem det som er sagt for sjov og det som er ment i alvor, at det bliver interessant. For at eksemplificere, så er det sjovt når en blå flodhest er racist, men ikke lige så morsomt når selvsamme flodhest citeres af tiårige drenge i bussen. Dette felt mellem alvor og komik forplumres endnu mere når nu de to komikere vælger at optræde med et show, der tilsyneladende handler meget om dem selv. Fakta eller fiktion? Satire eller ubehageligheder? Det må i sidste ende være op til seeren at bedømme.

Den røde tråd der går gennem showet, er en situation hvor både Frank og Casper kom op og skændes og derfor ikke havde nogen kontakt i et halvt års tid. De skiftes til at fortælle publikum om de begivenheder der går forud for bruddet og efter pausen, får vi historien om hvordan de fandt sammen igen. Uden at afsløre for meget handler dette om grådighed, mande-egoer og merchandise. Hovedfortællingen bliver krydret med en række indskudte historier og ideer undervejs.

Showet er blevet peppet en anelse op på DVD, idet der er blevet produceret en række mellemsekvenser og små film, samt en enkelt musikvideo – der fungerer som en visuelle afbræk fra selve sceneshowet. Har man dog lyst til at opleve hvordan det har set ud for det betalende publikum i Odense, kan man finde en lang række sekvenser på ekstramaterialet. Bonusmaterialet inkluderer ligeledes en række små spots hvor Frank og Casper giver en hilsen til den by de skal til at optræde i, samt en lille film der går bagom musikvideoen.

Det er lang tid siden Casper Christensen har optrådt med decideret stand-up, for han har haft travlt med tv og producerrollen. Det synes man lidt at kunne mærke på showet, for selv om humor i sagens natur er en smagssag, så virker Frank Hvams indslag meget bedre timet og sjovere. Casper slynger om sig med en lind strøm af ”kraftædemig”, som var han Ritt Bjerregaard før hun fik medietræning og sagde ”øøøh” for at fylde pauserne ud. Ret beset er begge herrer dog morsomme, selv om det til tider bliver ufatteligt selvsmagende og lettere patetisk. Det er så nemt at svine til, men så svært at kreere noget virkeligt originalt.

Undertegnede der, til trods for de barske ord herover, har stor kærlighed til d’herres projekter, være det sig Klovn, Mandril eller mange af deres andre projekter, havde glædet sig meget til at se showet. Selv om DVD – indrømmet - er en fattig erstatning for at have siddet på forreste række i Odense, bliver Nu som mennesker aldrig helt så lårklaskende morsomt som man havde håbet på. Det kan der være flere grunde til.

Måske er det fordi ens forventninger havde været for store? Måske er det fordi den danske standup form, efterhånden er blevet lidt for rigid? (Især når man vender blikket mod England). Det hjælper tilsyneladende ikke – lige som Universal Studios måtte indse i fyrrene – at lade flere optræde sammen ud fra devisen, jo flere monstre, jo større succes. Måske er det fordi at nærværende anmelder ikke er så let at støde eller forarge som tidligere, for formen er jo særdeles velkendt: Man skriver en række scener med dertilhørende punchlines og gentager så punchlinen tilpas senere, på det sted hvor man mener, at publikum havde glemt dem.

Uanset grunden, så er Nu som mennesker gedigent morsomt, men mange af spydighederne virker også lidt for bitre – det er en skam, for det ville have klædt både Frank og Casper, at måske bløde op for deres kendis-image, i stedet for at cementere det endnu engang. Så måske er den virkelige grund til at man ikke interesseres fordi man (læs denne anmelder) hellere ville have hørt Frank og Casper fortælle helt ærligt om deres venskab, uden det tykke lag komik-fernis, som det er smurt ind i hér.