D.21 marts 1945 er en skæbnesdag for Danmark. Anden verdenskrig er tæt, meget tæt, på sin afslutning. Gestapos hovedkvarter, Shellhuset i Københavns centrum, er ved at optrævle den stærkt voksende modstandsbevægelses organisation. Oppe under taget har tyskerne, som et levende bombeskjold, anbragt 26 tilfangetagende ledende modstandsfolk, der afhøres og tortureres, i et desperat forsøg på, at få en sidste viden fremtvunget, om frihedskampens ledelse.

På den baggrund, beslutter man i London, efter anmodning fra Frihedsrådet, repræsenteret ved Ole Lippman, at udføre en af Royal Air Forces farligste bombemissioner, nemlig at skråbombe hovedkvarteret, så de tilfangetagne på tagetagen, har en mulighed for at undslippe, mens resten af huset ligger i ruin. Risikabelt, men efter svære overvejelser i det britiske hovedkvarter, iværksættes bombetogtet. Operationen lykkes. 18 modstandsfolk undslipper og 8 omkommer.

Men, og dét er det store og rystende MEN… Et uforudseeligt uheld sker. Anden del af flyangrebs formationen tørner ind i en lysstander og styrter ned, tæt på Den franske skole på Frederiksberg. Tredje flyformation ser røgen fra nedstyrtningen og lader, i den tro at det er Shellhuset, der brænder, bomberne falde ned mod Den franske Skole. Børn, nonner, redningsfolk, i alt 140 mennesker, omkommer i ruinerne efter den tragiske fejltagelse. En af Danmarks historiens største civile katastrofer.

Filminstruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal, har valgt at sætte fokus på denne krigshandling, hvis formål var ædelt, men hvor udførelsen endte som en meningsløs tragedie, der i efterkrigstidens historie, om Danmark under besættelsen, ofte er blevet nedtonet.

Skyggen i mit øje er filmen om krigens meningsløshed og troens fallit. Brutalt demonstreret, da krigsmaskinen en stille formiddag i marts på Frederiksberg, ruller hen over en katolsk pigeskole med uskyldige elever og troende nonner, som ofre.

Allerede i filmens første billeder er meningsløsheden og tilfældets vilkårlighed belyst. Tre muntre jyske brudepiger, er i en taxi på vej til venindens bryllup. Bilen nedskydes fejlagtigt af en britisk jagerpilot, alle omkommer. Korte klip med stikkerlikvideringer og i Shellhuset piskes og tortureres frihedskæmperne. Klip til en af Den katolske Skoles nonner, der foran alteret, i guds navn, pisker sig selv. Nonnen, Teresa, nuanceret og fortvivlet spillet af Fanny Bornedal, er håbløst forelsket i en dansk nazitroende hiposoldat (Max Høgh Andersen).

Parallelt oplever vi skolebørnenes sorgløse leg og hvordan morgenen på ulykkesdagen starter rutinemæssigt i de mange Frederiksbergske hjem, med madpakke, skoletasken pakkes og en ganske almindelig hverdag gryer.

Så kommer den skæbnesvangre bombning.

482 elever og nonner bliver indespærret eller omkommer i skolens beskyttelseskældre, hvor vandet fra sprungne vandrør truer med at drukne de indespærrede. Vi følger nonnernes, redningsfolkenes og forældrenes paniske redningsforsøg, med særlig fokus på børnene Rigmor, Eva og Henrys skæbner, imponerende og rørende spillet (Ella Josephine Lund Nilsson, Ester Birch Beck, Bertram Bisgaard Enevoldsen). Vi er tæt på de fortvivlede forældre, deres usikkerhed og ufattelige sorg, når de erfarer, at deres pige er blandt de omkomne. En rystende skildring, der aldrig bliver banal, men er uhyggelig nærværende.

Skyggen i mit øje er ikke kun teknisk set en imponerende professionel rekonstruktion, af selve bombetogtet, fyldt med en minutiøs detailrigdom fra Mosquito-bombere og Mustang-jagere til klosterlivets stilhed. Men filmens budskab, for et sådan har de fleste af Ole Bornedals film, er først og fremmest krigens meningsløshed, menneskæbner og tvivl.

En moralsk udfordring: hvordan kunne Gud lade 86 uskyldige børn dø på den måde? ”Sover gud aldrig?”, spørger en af eleverne Teresa, uden at få noget entydigt svar. For stakkels Teresa har i sin søgen efter Vorherre, selv sine tvivl, om Guds kærlighed. Ikke mindst volder kærlighedslivet til den nazioverbeviste Hiposoldat tvivl. Her nærmer vi os en melodramatisk tvivlsom konstruktion, som filmen ellers har undgået.

D. 21 marts 1945 blev en sort dag, med uskyldige børn som offer for krigens nådesløse brutalitet. Begivenheden, nok så meningsløs, må ikke gemmes væk. Derfor er Ole Bornedals film vigtig ikke kun nu – men også for eftertiden.