Steven Spielberg har haft fat i Anden Verdenskrig op til flere gange, men på intet tidspunkt er han kommet i nærheden af den fortolkning af krigen, som han kom frem til den første af slagsen fra hans hånd: 1941 fra 1979. Den er netop genudgivet i en luksusudgave med masser af ekstramateriale og to versioner af filmen. Filmen fik i sin tid titlen Undskyld, hvor ligger Hollywood? på dansk, og – for en gangs skyld! – siger den danske titel mere end den oprindelige. Det er blandt de mest syrede, sære og outrere fortællinger om krigen (eller mangel på samme).

Filmen tager sin begyndelse en lille uges tid efter japanerne har bombet Pearl Harbor, og USA er skrækslagne for yderligere angreb fra Japan. Samtidig trænger japanere tættere på kysten ud for Californien i den tanke, at en bombning af Hollywood vil skamride den amerikanske moral. Midt i denne store krig følger vi en række soldater, der lader op på landjorden, og en del mænd og kvinder, der på forskellig vis forsøger at holde styr på, hvad de skal tro på i krigen – og uden for krigen. For det er ikke kun krigen det hele drejer sig: Mand møder kvinde fylder mere – også i den store mængde af slet så subtile, erotiske undetoner.

Helt grundlæggende er 1941 en screwball-komedie, der ikke tager krigen specielt seriøst, og det er måske – har man set mange tungsindige krigsfilm – også det, der er befriende. Der er ikke et gran seriøsitet tilbage i filmen. Der er overspillet, overfyldt med oplagte klichéer og dækket til i en lummer stemning af seksuelle spidsfindigheder. Filmens begyndelse siger det meste: En kvinde springer splitternøgen i vandet for at bade, men bliver – til det velkendte tema fra Jaws – overrasket af et periskop, der løfter hende op. Japanerne er ankommet – men de har lidt svært ved at finde Hollywood…

Filmen er bemærkelsesværdig i sin nærmest fuldstændige mangel på en fortælling (hvilket ikke er så typisk for Spielbergs film). Der er i stedet en lang række små sketchagtige scener, der bliver bundet sammen af svage udviklinger og et temmelig stort persongalleri. Filmen er i stedet en forunderlige mulje af grovkornede komiske passager, der er suppleret af John Williams påtrængende musik, som mest af alt minder om musikken fra Politiskolen. Det er med andre ord en film, man skal være i et særligt humør for at se. Det er ikke nødvendigvis en specielt god film, men falder den sammen med et lummert, lavkomisk øjeblik, kan den faktisk være vældig morsom.

Et snapshot af tidens større stjerner og mere kuriøse karakterer præger filmen – John Belushi, Dan Aykroyd, Ned Beatty, Christoffer Lee, selveste Toshiro Mifune, Warren Oates, Treat Williams og John Candy er bare de mest iøjnefaldende. Filmen er forfattet af Robert Zemeckis og Bob Gale, som senere blandt andet står for et utal af populære Hollywood-film. Det er med andre ord en samling af tidens – og eftertidens – store navne, der står bag. Og var filmen bare halvt så sjov, som det virker til, de har haft under produktionen, ville den også holde i dag. Filmen består nu mest som et kuriosum i den overordnede Spielberg-oevre.

Udgaven, der netop er smidt på gaden, er en dobbeltdisc-udgave med en god mængde ekstramateriale. Filmen selv er en nyrestaureret biografversion, og det pynter i høj grad. Den indeholder – ud over et længere dokumentarprogram, fraklippede scener og alt det øvrige obligatoriske – også Spielbergs egen director’s cut. Desværre er denne version i en skidt tilstand og i et format, der kun fylder halvdelen af skærmen – ift. den restaurerede version er den derfor nærmest en undskyldning for sig selv. Samlet er udgaven her dog en udmærket opdagelse værd.

1941 er en film, der kræver sin lavstammede humor og en lyst til at fordybe sig i den grovkornede komedie, der blev så typisk for amerikansk film i løbet af 80’erne. Den er en larmende oplevelse, der sjældent er set ligesådan – og jeg er da lige ved at sige heldigvis. Men kun lige ved…