På ekstramaterialet, der ligger på BluRay-udgaven til Tusk, fortæller filmens forfatter og instruktør Kevin Smith at han egentlig var holdt op med at lave film. Han var nemlig træt af at lave film, som ikke rigtigt betød noget for ham og at han egentligt havde det fint med at lave podcasts , tage på foredragsturneer, forfatte tegneserier og blot være engageret i alt muligt andet.

Men da historien til Tusk pludselig helt tilfældigt dukkede op da Kevin og hans medsammensvorne Scott Mosier lavede en af deres mange podcasts, var der ikke andet valg end at lave dette til en film, for som Smith selv siger det så smukt på ekstramaterialet: ”who the fuck else would have?”. Svaret er: ikke særlig mange, for Tusk er en virkelig bizar fortælling, der ellers starter ganske letbenet ud.

I filmens start møder vi de to radioværter Wallace og Teddy. De laver naturligvis, som instruktøren selv, internetradio – podcasts hvor intet er helligt. Sammen kalder de sig for ”The not-see party” et navn, der selvfølgelig spiller på, at det lyder som ”The nazi-party”, hvis man siger det højt.

Wallace sendes af sted til Canada for at lave et interview med en dreng, der er blevet et internetfænomen, men da han ankommer er drengen desværre død. Nu er gode råd dyre, for Wallace kan næppe tage tomhændet hjem til studiet. Til hans store held finder han på en bar, et gulnet opslag på en opslagstavle, der straks fanger podcasterns interesse. For over flere sider skriver en ukendt person, om en fantastisk livshistorie, som den ukendte skribent brænder for at dele med omverden før det er for sent og han dør.

Så i stedet for at køre tomhændet hjem sætter Wallace kurs mod adressen og ankommer efter adskillige timer i bil til et ensomt beliggende hus midt i en skov. Her mødes Wallace af en gammel, distingveret kørestolsbruger, Howard Howe, som indrømmer at det var ham der skrev sedlen.

Den ældre gentleman byder straks sin gæst på en kande te og begynder at fortælle Wallace om hans begivenhedsrige liv. Især kommer Howards fortælling til at fokusere på den tid, som han tilbragte som skibsbruden og hvor han hævder, at en hvalros, som han døbte Hr. Stødtand, reddede ham fra den sikre død. Kort tid herefter, begynder Wallace at føle sig sløj hvilket naturligvis skyldes det høje indhold af sovemiddel som Howard blankt indrømmer teen er brygget med.

Da Wallace ikke vender hjem, beslutter Teddy at finde ud af hvad der er sket med hans kammerat og derfor tager han, sammen med Wallaces kæreste til Canada. Det er blot lidt svært at få hjælp fra de officielle kanaler, når man siger man kommer fra noget der til forveksling lyder som nazistpartiet. Hvad Howards plan med den unge mand er, skal man selv se filmen for at finde ud af, men kapellet kan godt forsikre, at det er en både meget skummel og absurd plan Howard har.

På den måde udvikler filmen sig fra en meget sort komedie, til en ultrasort komedie, der mest af alt minder om reel gyserfilm, havde det ikke været for at præmissen var så mærkværdig som den er. De der tænker: ”Jamen, Kevin Smith har da allerede lavet en gyserfilm og den er rædselsfuld”, kan godt ånde lettet op, for Tusk er i modsætning til Red State virkelig vellykket. Dels fordi det basalt set er en gyser, er det en film der virkelig tager røven på seeren, især hvis man intet ved om den i forvejen. En film, der ikke kun leger med genrekonventioner, men som også er helt unik, fordi dens præmis er så udsyret, at man som seer ender med at sidde måbende og tænke grundigt over hvad det egentlig var man lige var vidne til.

Tusk udmærker sig ved at have en virkelig skarp dialog, som både er morsom og ekstremt velskrevet. Det er ganske tydeligt, at Smith har haft det virkeligt sjovt med at skrive manus til denne film. Tusk er i øvrigt første del af den planlagt trilogi af film, der alle foregår i Canada og som er udsprunget af Smiths podcasts. Den anden film Yoga Hosiers er allerede færdig og får efter planen præmiere i USA senere i 2015.

Der er al mulig grund til at se Tusk, for det er en af de film man med garanti aldrig glemmer. Vigtigere måske fordi det basalt set er en film, der sine ekstreme scener til trods, i bund og grund handler om kærlighed. Misforstået, helt, helt forkert kærlighed, jovist, men altoverskyggende, fortærende kærlighed ikke desto mindre.

Så mangler man en film, som man kan se sammen med kæresten, så anbefales Tusk på det varmeste. Vær blot opmærksom på at det kan komme til at koste indtil flere besøg hos en psykolog efterfølgende.