Andetsteds på kulturkapellets sider, er det muligt at finde min omtale af Kosmorama 239, dedikeret til animationsfilm. En af de mest interessante artikler handlede om det japanske animé studie 4° C, med særlig fokus på den eksperimenterende Mind Game. Denne film er ikke til at opdrive herhjemme, men det er derimod studiets nyeste film Tekkonkinkreet. Titlen henviser legende til det japansk/engelske ord ”Tekkin Concrete”, der betyder hærdet beton. En henvisning ikke alene til de byggeprojekter, som er centrale for filmen, men især til figurerne i den. Filmen er baseret på Taiyō Matsumotos sort/hvide manga fra starthalvfemserne.

Tekkonkinkreet handler om de to gadebørn Sort og Hvid, der fungerer som anarkistiske ordensbetjente i den fiktionelle by Treasure City. Her lever de deres liv i legende, kaotisk harmoni, indtil en bande velhavende yakuza’er fortrænger de gamle gangstere i bydelen. Den nye flok kan næsten ikke engang kalde sig selv for forbrydere, idet deres hovedformål er, at forvandle Treasure City fra charmerende slumby til en slags kapitalistisk, betonstøbt forlystelsespark for folket. Det falder naturligvis ikke i god jord hos de to unge rebeller, der med alle midler forsøger at standse dette foretagende.

Selv om yakuzaen i første ombæring ikke tror, at ungerne udgør nogen større fare, indser de hurtigt, at de får brug for hjælp til at få fjernet irritationsmomentet. De hyrer en nådesløs, psykotisk dusørjæger og hans umenneskelige, robotagtige dræberandroider, til at tage sig af Sort og Hvid. Da det endeligt lykkes, at skille de to børn ad, begynder tragedien så småt at tage form. Yin er skilt fra Yang, jorden fra himlen, det skal jo ende galt.

Det kan måske lyde som en historie, der er meget ligetil, men Tekkonkinkreet benytter sig af en ekstrem fragmenteret fortællestruktur, som er kendetegnende for mange nyere animéfilm henvendt til et voksent publikum. Filmen er symboltung, filosofisk og byder flere steder på sømløse overgange mellem børnenes fantasi og det rå liv i gaderne, hvor de kun har hinanden og en gammel mand som deres eneste støtte.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det var langt fra alt i filmen, jeg fattede, mens den nådesløst angreb mine synsnerver. Hvis man frygter for at blive hægtet helt af, er der heldigvis på DVD’en inkluderet et meget interessant kommentarspor med filmens instruktør og manuskriptforfatter, som mystisk nok begge er amerikanere. DVD’en indeholder også en samtale mellem instruktøren og bandet Plaid, der har leveret musikken til filmen samt en 54 min. lang ”making-of” dokumentarfilm.

Selv om Tekkonkinkreet måske er mere end en smule mærkværdig i plotstrukturen, er den helt klart et gensyn værd, for selvom det ikke just er en film, man går fra med et stort smil på læberne, så er det en film, der efterlader et nagende varigt indtryk. Det mest kendetegnende er dog, at den besidder en visuel stil, der er ulig alt andet animé, jeg har set. Baggrunde, køretøjer, interiører er alle nærmest hyperrealistisk gengivet, med en detaljerigdom, der vil få selv de mest hærdede animéfans til at måbe. I bidende kontrast til dette er alle figurerne grotesk, nærmest parodisk tegnet og animeret. Det føles vitterligt som en tegnefilm, der ikke kun er meget stilbevidst, men som også sender et klart visuelt budskab om sin egen mediebevidsthed. I stedet for at være en kollaboration over flere måneder med mange folk på opgaven, føles filmen som en enkelt kunstners værk, og det er i sig selv bemærkelsesværdigt.

I Tekkonkinkreet leges der med et utal af genrer, selvom filmen konsekvent nægter at placere sig i en – på nær den bredeste, ”drama”, mens der også leges med tilskuernes forventninger fra filmens imponerende flyvetur gennem Treasure City til de sidste mareridtsagtige drømmesyn, der på trods af alt heldigvis forløses i en opløftende fantasislutning. Dette viser med al tydelighed, at animatorerne på 4° C ikke kun er eminente håndværkere inden for deres fag, men også er folk der virkelig har noget på hjerte. Det er tegnefilm for et voksent, kræsent publikum, som ikke lader sig tale ned til, og deri ligger måske filmens største force.