Siden hendes start i branchen, som den mest bizarre barnestjerne nogensinde i Wiliam Friedkins banebrydende gyserfilm Exorcisten, har Linda Blair haft en karriere, der har bragt hende vidt omkring. Mest af alt er hun nok kendt for at optræde i b-film og ofte i b-film, der bevist forsøger at lukrere på den rollen der gjorde hendes verdenskendt. Ikke desto mindre så kan man også blandt mange ganske uudholdelige film, finde Blair i roller, der viser helt andre sider af hendes talent og en af disse er sleaze-vendetta-filmen Savage Streets fra 1986.

Selv set med helt friske øjne er Savage Streets faktisk regulært underholdende og en opvisning i hvor grim æstetikken, frisurerne og tøjstilen i midtfirserne faktisk var. Grimheden synes især udpræget når filmmagere skulle skildre unge, utilpassede individer. For persongalleriet i Savage Streets består, foruden af en enkelt voksen, udelukkende af unge mennesker, der alle bevæger sig på kanten af hvad det etablerede samfund kan og vil acceptere.

Blair spiller pigen Brenda, der er lederen af en pigebande på den lokale high school. Selv om stort set alle elever på skolen virker som om de er mellem ti og femten år for gamle til at gå i skole, betyder dette mindre, for om ikke andet er de ikke nær så gamle som de ”voksne” der er med i filmen.

Pigebanden støder en aften ind i en drengebande, der kommer kørende i deres store bil og forsøger at provokere tøserne gennem tilråb og sjofel gestik. Pigerne stjæler efterfølgende drengenes øse og fylder den med skrald. På den måde optrappes det anspændte forhold mellem de to grupper.

Brenda har en søster som er døvstum og naturligvis fokuserer drengene deres hævnaktion på dette nemme offer. Hun trækkes ud på et toilet og de skiftes til at voldtage hende. Som en af pigerne efterfølgende siger, så kunne hun ikke engang skrige på hjælp! Dette er i og for sig tragisk nok, men værre bliver det da drengebanden jagter og dræber en af pigebandens medlemmer. Tragedien vejer endnu tungere, når vi ved, at hun lige har været inde for at hente sin brudekjole og at grunden hun gifter sig er, at hun venter barn med sin kæreste.

Oven på disse voldsomme hændelser er Brenda naturligt nok opslugt af had til alle drengebandens medlemmer. Hun aflægger derfor, efter et hurtigt bad, den lokale forhandler af militært isenkram et besøg og sætter sig for at hævne sin søster og veninden efter alle kunstens regler.

Selv om voldtægts-hævn motivet langt fra er nyt, da Savage Streets lanceres, så kan man vist ikke komme helt udenom at det er en b-films klassiker man har fået fat i. Selvfølgelig er hele filmens præmis ganske tåbelig, ligesom det faktum at man, idet rulleteksterne begynder at køre, måske kan undres fælt over at der ikke har været nogen form for retsmæssigt efterspil i kølvandet på Brendas hævnaktion. Det betyder dog mindre, for realismen er på intet tidspunkt i højsædet hér – i stedet gælder det om at vise seeren en række scener, der involverer både nøgenhed, brutalitet og blod.

Filmen excellerer i tåbelige one-liners og forskellige replikker som man ikke kan andet end at holde af. I det ganske omfattende ekstramateriale på DVDen (som blandt andet indbefatter hele tre kommentarspor samt nyindspillede interviews med både Linnea Quigley, Robert Dyer og naturligvis Linda Blair) fortæller Blair, at hendes ultimative favorit replik er den følgende:

Brenda: “I wish you were double-jointed”
Bad Guy: “Why?”
Brenda: “’Cause if you were, you’d be able to bend over – and kiss your ass goodbye!”

Så er man interesseret i at høre flere replikker af denne kaliber, er der en håndfuld andre som man kan begejstres over undervejs i filmen.

Savage Streets er på ingen måder en stor film, men den hører til i den kategori af film, der gør filmfans nostalgiske – for det er svært at finde nye spillefilm, der på samme måde udnytter sit magre stof. Blandingen mellem komedieelementer, high school ungdomsdrama, sleaze og vold fungerer hele vejen igennem og gør at filmen er lige så underholdende at se i dag, som den var da den oprindeligt kørte i biografen. Det er næppe en film, der vil falde i alles smag, men for alle os, der dyrker den bevidst dårlige smag, er Savage Streets så afgjort en lille perle.