Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Katyń (117 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 16/6 2009, 23:51 af Kim Toft Hansen

De dødes skov


De dødes skov

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Første scene fortæller det hele. Polske flygtninge går over en bro mod øst for at slippe væk fra den tyske invasion fra vest, men midt på broen møder de flygtninge, der flygter fra øst mod vest. Den Røde Hær er gået ind i Polen østfra. Polen var det første land under Anden Verdenskrig, der blev udsat for besættelse, men situationen blev – som det gælder for mange af de østeuropæiske lande – væsentligt forværret af, at to totalitære regimer angreb fra hver sin side. Midt i denne konflikt opstår for det tyske rige en kærkommen mulighed for at vise, hvilke grusomheder bolsjevismen udsætter sit folk for. I 1940, kort tid efter den russiske invasion, begår Sovjetunionen massedrab på omkring 12.000 polske militærfolk, intellektuelle og kunstnere. Denne massakre er blevet kendt som Katyń-massakren, og dette handler Andrzej Wajdas polske film Katyń om.

Det polske forsvar mod de angribende magter blev lynhurtigt slået ned, men følgerne for den kæmpende hær – der tages til fange – viser sig at være langt værre end ventet. I spredte byer rundt i Polen henter Den Røde Hær militærfolk, intelligentsiaen og deres familier. Her følger vi en polsk officer, en universitetsansat og en general, der alle bliver sendt i fangelejr. De regner alle med, at det midlertidigt, og soldaterne vinker glædesstrålende farvel til de øvrige fanger, når tages væk, i den tro, at de skal hjem til deres familier. Samtidig følger vi de efterladte, der ikke kender deres familiemedlemmers skæbner – også i den tro, at deporteringen kun er midlertidig.

Ganske overraskende springer filmen frem i tid, først til 1943 under tysk herredømme, hvor vi følger tyskernes skånselsløse udnyttelse af Katyń som et stykke propaganda, der udstiller Sovjetunionens forfærdeligheder. Den tyske besættelse gør, hvad den kan, for at komme til at fremstå som en redningsplanke for russisk dominans. Derefter springer vi til 1945 efter russernes – og de allieredes – sejr over værnemagten. Nu er Polen under sovjetisk herredømme, hvilket igen gør, at Katyń-massakren bliver udsat for et nyt overgreb fra den russiske propagandamaskine. Den sovjetiske overmagt forsøger her på at indbilde den polske befolkning, at Katyń var en tysk massakre – kritikere af denne holdning holdes kynisk nede.

Det mest overraskende på dette tidspunkt er, at vi faktisk er sprunget over selve massakren – et træk, der ellers virker som den nemme måde at udstille den sovjetiske kynisme på. Det er et træk, vi kender fra mangfoldigheden af film om de tyske massedrab under samme krig. I stedet fokuserer Katyń på de efterladte og de kritiske bevidstheder om massakrens sande omstændigheder. Derfor er filmen i stedet for en blodig krigsfilm med langstrakte blodsudgydelser en film om sorgen og de efterladtes græmmelse i uvisheden. Som Jacques Derrida har skrevet i sit arbejde om sorgen og dens paradokser, så er selve sorgen selv og bearbejdelsen af sorgen viklet ind i hinanden, hvilket gør status som efterladt såvel umulig som ufravigelig. Bearbejdelsen af tabet bliver med andre ord viklet ind i forsøget på at mindes uden selv at føle skyld. Den lange midterpassage i Katyń handler om netop dette forhold mellem sorgen og uvishedens bearbejdelse af sorgen.

Men ligesom vi troede, vi skulle undgå de voldsomme, gribende og ikke mindst frastødende scener fra selve massakren, så får vi den alligevel. En af de efterladte modtager sin mands dagbog fra hans sidste dage, og her følger vi ham på vej til skoven Katyń, hvor massakren finder sted. På den måde får selve oplevelsen af massakren en langt mere betydningsfuld effekt, idet vi netop følger oplevelsen sammen med den efterladte – vi var efterladt i uvished, indtil vi selv bliver udsat for samme sorg. Dermed er Katyń ikke mindre end en usandsynligt godt fortalt film, der – mere end det faktisk føles rigtigt (det gør ondt) – engagerer os, der udsætter os selv for denne lidelseshistorie.

Andrzej Wajda, der står bag instruktionen, viser her den bevidsthed om mediet og fortælleteknikker, som han er kendt for – et arbejde med symbolske og mindre kronologiske strukturer. Han er en velkendt polsk instruktør og er – sammen med fx Roman Polański – kendt som en del af den polske nybølge, der lod sig inspirere af den franske novelle vague. Dette er dog ikke helt så tydeligt i andet end den tilrettelagte narrative struktur, der i sig selv former et argument, som veksler sammen med vidensudvekslingen i filmen. I stedet er Katyń et yderst personligt værk fra Wajda, idet hans far selv blev dræbt i massakren – sorgen, som vi følger undervejs, og således efterlades med, er en sorg, som vi kan knytte til Wajda selv. Han har skabt et værk, der – som det i øvrigt også gør sig gældende med Polańskis The Pianist fra 2002 – ikke slipper sit tag med det samme. Hvis nogensinde…


Forrige anmeldelse
« De danske vildkatte «
Næste anmeldelse
» The Bridge »


Filmanmeldelser