To spor i dansk mediehistorie mødes på en særlig måde hos Christian Braad Thomsen. For det første er det hans særegne observerende-refleksive måde at lave dokumentarisme på. Det er ikke nok at skildre tingene, som de var i de pågældende tilfælde, for det undviger fra virkelighedens dybde, som han kun når ved at inddrage en billedpoesi. For det andet er det traditionen for at lave fremragende filmiske forfatterportrætter. Gode eksempler er Ole Roos’ At skrive eller dø om Henrik Stangerup, Jytte Rex’ Inger Christensen – cikaderne findes om netop Christensen eller Braad Thomsens egen Svend Åge Madsen – at fortælle menneskene om Madsen. Braad Thomsen lavede også en film om en af dansk litteraturs vigtigste og mest kontrastfyldte forfattere Karen Blixen. Karen Blixen – Storyteller er netop genudgivet på dvd.

Biografien og biografisk dokumentarisme har det med at ville knytte et levet liv sammen i en helhed, der kun giver mening fra slutpunktet. Det levede liv får på den måde tilført mening og en sammenhæng, som den enkelte måske ikke har følt undervejs, men som alligevel kan fremstå lysende klart for os alle, der tænker tilbage over vores liv. Denne metode overser, at mennesket – og særligt betydningsfulde mennesker, som Thorkild Bjørnvig udtaler det – består af kontraster, der ikke nødvendigvis giver en logisk konsistens. Karen Blixen var ifølge de fleste bekendtskaber et sådant komplekst menneske, der kunne beskrives sårende forskelligt hos flere af hendes gode bekendtskaber. Dette viser Braad Thomsen også med sin film.

Han forsøger ikke at fremtvinge en hel person, men fortæller om Blixen i de fragmenter, vi kender fra de personer, der kendte hende. Vi møder koryfæer som litteraten Aage Henriksen, grundlæggeren af Louisiana Knud V. Jensen og forfatteren Thorkild Bjørnvig, der alle havde et personligt og kompliceret forhold til Blixen. Enkeltvis fortæller de historier om Blixen, der ikke – som vi ellers normalt ser det i dokumentarisme – sammenklippes på tværs af interviewene. Her får Henriksen lov til at give sit bud, før andre kommer til og så fremdeles. Dermed kommer nuancer af Blixen frem, som ikke kommer til at skabe en komplet person, men et multifacetteret individ, der bestod af interne, personlige modsigelser – modsigelser, der også kom til udtryk i hendes fortællinger.

Karen Blixen – storyteller lever derfor ikke helt op til sin titel på andre måder end, at Blixen også selv fremstår som en fortæller undervejs. Utallige klassiske interview med Blixen er støvet af til filmen, gengives i lange uddrag, mens det også undervejs afkræftes, at de fortællinger, som hun selv påstod var biografiske, ikke nødvendigvis var sande. De tog måske udgangspunkt i hendes egne oplevelser, men derpå tog fantasien fat – og det blev til litterær fiktion. Braad Thomsen kommenterer også selv på dette i sit udmærkede hæfte, der følger med dvd’en, idet han fremhæver, at hendes fortællinger ikke helt er ”fortalte”. Han forcerer i stedet en lidt for freudiansk læsning af hende, der peger på, at hun fastholdt et niveau mellem det bevidste og det ubevidste. Men betyder denne freudianisme, at hun dermed fastholder dette for at overvinde en ”åndelig dovenskab”, som Braad Thomsen skriver, er det vel ikke helt skævt.

Derfor er Karen Blixen – Storyteller heller ikke fortalt. Den viser snarere Blixen i sine mange forskellige måder at være Blixen på. At hun udgav meget af sin forfatterskab under pseudonym er vel bare et pudsigt perspektiv på dette. Filmen er et værdigt portræt, en version af en lyslevende Blixen, og et godt eksempel på, hvor god dansk dokumentarisme, Braad Thomsen har lavet.