Det er vist ingen hemmelighed, at den amerikanske forfatter Elmore Leonard er garant for både spænding og en ganske sort form for humor. Det er især gangsterfilmene man associerer med navnet, og man kan i flæng nævne filmatiseringer som Get Shorty, Out of Sight & måske mest vellykket Jackie Brown, men han er faktisk også en habil fortæller af westerns, idet han foruden en del mindre kendte titler har 3:10 to Yuma stående på sit CV.

I filmen Freaky Deaky er vi dog ikke i det vilde vesten, men i stedet præsenteres seeren for et nærmest velkendt persongalleri bestående af ugidelige politibetjente, halvdumme hustlers, snotdumme, kreative anarkister og ikke mindst en nærmest imbecil rigmand, hvis penge naturligvis bliver omdrejningspunktet for filmens letbenede fortælling.

Det er Walther Matthuas søn Charles der har instrueret filmen, et forholdsvis ubeskrevet blad i denne skribents optik, da den håndfuld film han har instrueret ikke umiddelbart er kommet på anmelders radar. Det er der måske en grund til, for selv om Freaky Deaky ikke decideret er et flop, så er det også en af den slags meget middelmådige kriminalkomedier, som man hurtigt glemmer efter at have set den, idet ellers ganske veloplagte multiplotfortælling, som den præsenterer for seeren, er både lidt rodet, virker søgt og godt kan tendere det forvirrende.

Det er ellers ikke fordi filmen mangler skuespillere, som har i sinde at gøre alt de kan for at gøre deres figurer memorable. Eksempelvis har vi den koleriske filminstruktør, spillet af Christian Slater, der pludselig støder ind i en gammel flamme, som har planer om at springe rigmanden i luften, for at få del i dennes penge. Der er også en politimanden – og filmens egentlige hovedperson – Chris, der enormt tilbagelænet navigerer rundt i den ganske kringlede sag, som udfolder sig. Endelig møder vi også rigmandens bodyguard, der på mange måder forsøger at manipulere millionæren til at blive inkluderet i dennes testamente, med svigtende held.

Selve historien er sat til at foregår i starten af 70erne og selv om periodebilledet er ramt rimeligt fint, så er det, idet filmen slutter, måske lidt svært at finde ud af hvad man egentlig burde få ud af at have brugt den sidste halvanden time på. Faktisk er det svært – i skrivende stund – klart at huske scener fra filmen, selv om det er mindre end en uge siden den blev sat i maskinen i hjemmet.

Det skal dog siges at der er enkelte ganske morsomme scener undervejs, især de hvor den irriterende millionær – spillet af den altid mærkværdige Crispin Glover – optræder, men det fungerer altså ikke i længden at lade et komisk soundtrack understøtte scener som, nøgternt set, ikke er særlig morsomme. At baggrundsmusikken forsøger at være morsom kommer indimellem til at virke næsten modsat, idet man overbevises om, at det netop ikke er sjovt det man er vidne til.

Dommen er derfor, at Freaky Deaky sikkert kun vil falde i de seeres smag som er helt vilde med Elmore Leonard, for selv om filmen er ganske ujævn reddes dele af den dog takket være den velskrevne dialog som ligger til grund for manus. Det er bare ikke nok til at redde en film, der synes at have endog meget svært ved at finde ud af hvilket ben den skal stå på.