En samling unge mennesker er taget ud på landet, da en hårdt såret mand pludselig ankommer til deres landsted. Tidligere på dagen har de mødt landbetjenten som har kunnet fortælle flokken om en mystisk morder, der huserer på egnen: ”trækirurgen” kaldes slagteren, der rituelt hænger kropsdele op i trækronerne. Hvorfor dette er modus operandi? Ja, det må du selv se filmen for at få svar på.

Lyder det bekendt? For dig, der har set en masse gyserfilm vil Don’t Let Him in forekommer som en meget generisk gyser, der ret beset kun kommer til at fungerer som en vag variation over et meget velkendt tema. Formlen er enkel: man tager en samling (lidt for gamle) unge, helst nogle ganske forskellige typer mennesker, der af skæbnen, eller frivilligt er samlet i for dem uvante omgivelser og konfronterer disse med en pludselig, voldsom død forårsaget af noget, i filmens start ukendt og ondskabsfuldt. Ingen overraskelser her – og når det hele tilmed er optaget på digitalt HD udstyr og med skuespillere der kun lige er stadiet over dem som optræder i din lokale revyforestilling, så er det ganske svært at blive vildt begejstret for slutresultatet.

Selv om Don’t Let Him in egentlig starter ganske hæderligt, med de fire – i et særtilfælde – voksne personer, der drager mod sommerhytten (der vanen tro ligger så tilpas afsides at hverken mobilsignaler, ordensmagten eller en nærliggende nabo vil blive mistænksom, hvis der bliver skreget og myrdet løs). I blandt dem er den tvangssure finansmand, der har scoret veninden til den unge kvindelige læge og sidstemanden er lægens søde kæreste. Det er især pengemanden, der er interessant, for hans manglende engagement i forhold til turen og hans konsekvente vredesudbrud, gør ham til en potentielt farlig mand at omgås. Måske er det ligefrem ham som filmens titel hentyder til?

Filmen blander formularisk slasherfilm, der til trods for budgetbegrænsninger byder på en glimrende mængde teaterblod, med krimien, for det er op til seeren at gætte på hvem der i virkeligheden er ”trækirurgen” blandt de figurer vi træffer undervejs. For foruden de allerede præsenterede, møder vi også en mystisk hippiepige i skoven og et par stykker til, der alle har potentialet til at finde skarpslebne våben frem og begynde at stikke tilfældige med dem.

Film der bruger meget tid i skoven med at vise os folk der skræmt ser sig omkring i tågen, mens dyster musik akkompagnerer dem, er der mange af og dette er en af slagsen. Det er scener som disse der gør at det hele bliver en anelse trivielt og nedsætter bestemt lysten til at gense filmen.

Don’t Let Him in formår, som du nok allerede har gættet, aldrig rigtigt at fange sin tilskuer, for har man set mere end en håndfuld lignende film er det mest overraskende sikkert, hvorvidt filmmagerne lader vores hovedperson overleve voldsorgiet eller ej til allersidst.

Konklusionen er derfor, at med mindre man er bidt af gysere og har sat det sig som sit livsmål at få set alle de gysere man kan komme i nærheden af, så når man sikkert også til denne, men for de der kun indimellem vælger denne type film fordi de alt for ofte er blevet skuffede, bør gå i en stor bue udenom. Det er ikke gyseligt dårligt, men det er heller ikke rigtigt godt.