Du kender med garanti den gamle historie om drengen Peter, der drillede landsbyboerne ved gentagne gange at råbe ”ulven kommer!!” uden dette dog var tilfældet. Han kunne tilsyneladende bare godt lide at se folk gå i panik. Da ulven senere i eventyret rent faktisk dukker op og Peter gentager sit kald, er der jo ingen der tager knægten alvorligt.

For kort tid siden, udsendte forlaget Afkom en tegneserie, som hvis titel synes at være voldsomt inspireret fra det opbyggelige eventyr idet den har fået titlen Drengen der råbte varulv. Handlingen foregår i Argentina i 1957. Ligene af elleve mennesker er blevet fundet i den nærliggende skov og en enke der også bor dérude anklages af en lokal mand for disse hæslige forbrydelser.

Det er lykkedes manden at overbevise byens indbyggere om, at kvinden rent faktisk er varulv og tydeligvis har hans fortælling været så overbevisende at der skal afholdes en retssag, for at afgøre om anklagerne er sande. Inden vi når så langt, opsøges kvinden i skoven faktisk af sin hovedanklager. Hvad årsagen til dette besøg er, skal dog ikke afsløres her.

Selv hvis undertegnede havde lyst til at afsløre dette aspekt er det ganske vanskeligt at gøre. Faktisk synes både undertegnede og ikke mindst den anklagede kvinde i historien at undres voldsomt over mandens besøg. Især da han efter at være blevet inviteret indenfor i hendes hjem, nærmest øjeblikkeligt gribes af paranoia. Han tænker at den kaffe som hun byder ham er forgiftet og forsøger derfor desperat at forlade matriklen igen.

Alle de tegneserieudgivelser Kapellet før har modtaget fra Afkom har været dunkle gyserantologier, men til trods for sin drabelige titel og de maltrakterede lig er <>Drengen der råbte varulv en noget mere jordnær fortælling, der – med frygt for at afsløre for meget - måske lige så godt kunne have fået titlen Man skal ikke kaste med sten….

Det er David Liu der både har skrevet, farvelagt og tegnet denne ganske særprægede historie. Hans tegnestil er ganske særpræget ekspressiv og visuelt ganske interessant. Selv om udgivelsen har en ganske stærk grafisk kvalitet er der indimellem truffet valg, som kan undre en anelse og være med til at øge den mystiske stemning der gennemsyrer historien. Tag eksempelvis de helt sorte sider, der optræder indimellem og som kommer til at fungere som en slags pauser i fortællingen. Dertil kommer at der undervejs optræder en række detaljer, der synes symbolladede, men hvordan denne symbolik skal tolkes, bør være op til dig, i stedet for at denne akademiker skal diktere hvordan de skal læses. Hvordan vil du eksempelvis tolke at der i en argentinsk retssal foruden Fortuna står en enorm statue af en egyptisk guddom på den anden side af dommeren, eller at vores anklager i starten konstant synes at betragte et håndspejl idet han nærmer sig den anklagedes hus?

Selv titlen Drengen der råbte varulv synes at rumme tvetydigheder, for det første er det en velvoksen, overskægsbærende, cigaretrygende mand, der anklager kvinden for at være formskifter og når så selve varulveaspektet ændrer sig betydeligt undervejs i retssagen, så forekommer titlen muligvis endnu mere spøjs.

Disse paradokser og visuelt ambivalente tegn, der optræder undervejs er faktisk en styrke ved fortællingen. Selv om enkelte læsere måske kan blive irriteret eller skuffet, så gør disse elementer, at man som læser ikke nødvendigvis forstår eller får afkodet alle aspekterne i historien første gang man læser den. Dette betyder at den nysgerrige læser får lyst til at starte forfra i et forsøg på at få flere af lagene med i anden eller tredje gennemlæsning. Når tegneserien kun er 56 sider lang, så er det også en overkommelig opgave at gennemtrawle historien igen. Om du så når et spadestik eller to dybere i din forståelse, kan anmelder kun gisne om - interessant er tegneserien i al fald.