Selv om verden er et dejligt sted, så findes der desværre også en masse mennesker og personlige fortællinger, der tegner et langt mindre rosenrødt billede af tilværelsen. Alle der har læst f.eks. Charles Dickens´ fortællinger vil vide, at livet som fattiglem eller børnehjemsbarn, ikke kun kan være hårdt men ligefrem ubærligt. Nogle mennesker får permanente ar på sjælen, andre bryder måske helt sammen som mennesker og så er der et fåtal der formår at forvandle de voldsomme, traumatiske begivenheder de har været igennem til kunst.

I starten af 1980´erne udkom der en række tegneseriealbum skabt af den spanske tegner Carlos Giménez. Selv om han tegnede ni album, kom der dengang kun et par stykker. Her i 2024 er resten så endelig udkommet på dansk, samlet i tre store samlebind fra forlaget Zoom.

Anmelder husker at have læst de oprindelige albums, men var på det tidspunkt langt mere interesseret i spandexklædte helte, science fiction, hårdkogte kriminaltegneserier, humoristiske serier eller lignende til at blive alvorligt engageret i de socialrealistiske barndomsminder fra Spanien. Til gengæld var erindringen om Giménez’ fine streg intakt og derfor blev forlaget kontaktet og den første del af de tre læst.

Først og fremmest var erindringen om tegnestilen rigtig. Giménez er en fortræffelig tegner, der måske kan sammenlignes med en mere stilsikker udgave af Alfonso Font (som ret beset er lidt mere ulden i sine pennestrøg) kombineret med en langt mindre ekstrem version af Gotlieb. De stort/hvide tegninger fremstår både meget enkle, men kigger man efter, så vil man opdage en ganske stor detaljegrad i de enkelte billedrammer og ikke mindst en meget sikker måde at føre pennen på.

Det første samlebind af Børnehjemmet har fået undertitlen Socialstyrelsen. Her tales ikke om det bløde, danske, socialdemokratiske velfærdssystem, men om Spanien i tiden umiddelbart omkring borgerkrigen. Nuvel, som vi har set i de seneste år, har vi her i leverpostejslandet også haft ganske mange skrækhistorier fra børnehjem - tænk blot på sagen med Godshavnsdrengene, eller de ganske skrækkelige scenarier, der udspillede sig på Sprogø frem til 1961. Selv om de øjenvidneberetninger der eksisterer fra disse steder er vilde, så er det som om de mange triste, korte historier fra Børnehjemmet bliver virkelig hjerteskærende. Dette er muligvis fordi dem volden og ydmygelserne går ud over alle er børn og selvfølgelig også fordi Giménez er så mesterlig en formidler og selv har oplevet alle de ting han tegner om.

Forfatteren selv var kommet på børnehjem fordi hans mor grundet tuberkulose var kommet på sanatorium. Da der desværre ikke var andre i hans familie der evnede at tage sig af drengen, virkede dette som den rette løsning. Forældre troede muligvis at Socialvæsenet ville passe godt på deres børn og give dem den omsorg, kærlighed og skolegang de havde brug for, men lige så snart forældrene var draget væk skulle det vise sig at hverdagen her var en helt anden. Tørre tæsk, ydmygelser, fornedrelse og skam.

Det kan måske indledningsvist være vanskeligt at holde rede på hvem der er hvem i den store flok drenge. De har alle nærmest samme størrelse, går ens klædt og er blevet klippet korthårede på grund af lus, til gengæld lærer man dem lige så langsomt bedre at kende på godt og ondt. Måske især på ondt. For selv om der er masser af livslange venskaber der opstår i et miljø som dette, så er det børnehjem for drenge som skildres også arnestedet for utrolig mange kampe, jalousi og mistro drengene imellem.

Det er dog ikke de otteårige, der er det største problem, men derimod de voksne der fungerer som ledere og lærere. De voksne tyranner sørger for at der er en konstant stemning af utryghed, frygt og ikke mindst vold på stedet. Langes der ikke lussinger ud for selv de mindste forteelser, så straffes børnene med sult, tørst og ikke mindst trusler om Guds straf. Samtidig er det vanskeligt ikke at føle med de børn der lige som forfatteren selv må blive tilbage på børnehjemmet når sommerferien starter, ganske enkelt fordi han ikke havde familie, der kunne komme og hente ham.

Når man læser om en hverdag som denne, så virker det nærmest utroligt at et land systematisk synes at svigte en (eller nærmere flere) generationer af stakkels børn på denne måde. Selv om dette ikke just er en tegneserie der får dig i bedre humør, så er det også virkeligt fint at Giménez ikke kun har fokuseret på alt det skrækkelige i hverdagen. De mange rystende optrin kontrasteres nemlig med scener der viser hvordan drengene er fascineret af tegneserier, film der har set og er i stand til at lege og skabe et slags sammenhold, selv om dette konstant udfordres af de voksne. Der er også flere historier hvor man møder venligtsindede lærere, der faktisk vil børnene det godt, men der der desværre ganske langt mellem disse.

De første historier er ganske korte. De strækker sig maksimalt over to sider, men det virker som om at tegneren har opdaget at der er en fordel i at skabe længere forløb idet serien skrider frem. Mange af de sidste historier strækker sig til forskel over en 6-8 sider, hvilket gør at der er plads til flere detaljer fra dagligdagen.

Børnehjemmet – Socialvæsenet er (måske sammen med Will Eisners En kontrakt med Gud - red.) det første eksempel på en selvbiografisk tegneserie, som anmelder i sin tid stødte på. Når man genbesøger tegneserier man i sin ungdom har læst kan man indimellem godt blive skuffet, men det sker ikke her. Faktisk tværtom, for som voksen læser synes der at være endnu flere nuancer og detaljer i såvel historierne som tegningerne som man påskønner. Det er velfortalt, veltegnet og ikke mindst virkelig vedkommende.