I slutningen af 2024 blev det første samlebind i Carlos Gimenénez´ tegneserie Børnehjemmet anmeldt på disse sider og her i starten af 2025 er tiden kommet til også at sende en masse rosende gloser efter de to sidste samlealbum. Takket være forlaget Zoom er det nu blevet muligt for os danske tegneseriefans at få del i alle historierne om den store flok af børnehjemsbørn fra 1950´ernes Spanien.

Som det fremgik af Kapellets anmeldelse af første samlebind, så er det ganske vanskeligt ikke at blive chokeret over de historier der udfolder sig, selv om dette ´bare´ er en tegneserie. Fængselslignende tilstande, unge drengebørn der dagligt sultes, får tørre tæsk og lever under kummerlige, umenneskelige forhold, mens deres forældre af den ene eller anden grund ikke kan tage vare på dem. Nogle har mistet begge deres forældre, andre har syge mødre eller der er også de forældre, der ganske enkelt synes at have for travlt med deres eget liv til at tage sig af deres børn. De eneste voksenrelationer der eksisterer i disse drenges verden er til de lærere og medarbejdere på børnehjemmet, der nærmest alle behandler drengene som skidt.

Giménez tegner disse drengebørn med store hoveder, flyveører og tynde arme, så man nærmest skal være lavet af sten, for ikke at blive ramt lige i hjertekuglen af såvel tegninger som historierne. Som nævnt i den første anmeldelse, så bliver tegneserien også mere rørende når man tænker på at de historier som formidles alle har rod i virkeligheden. Giménez optræder nemlig selv som en af disse drenge, idet han var børnehjemsbarn i hele 8 år, mens hans mor var indlagt med tuberkulose. Hvis Giménez ikke selv har oplevet tingene, så har han fået historierne fortalt fra andre børnehjemsbørn.

Når man læser det første samlebind var historierne i de tre første album kun et par sider lange, men i samlebind to og tre får fortællingerne lov til at fylde mere og mere. Faktisk er den sidste del i det tredje samlebind på mere end 100 sider.

Gimenez skriver i indledningen til denne del, at han først havde ganske svært ved at få forlag til at acceptere en tegneserie om grædende, ulykkelige børn, men et fransk forlag bestyret af bl.a. Gotlib havde en større tiltro til projektet. Da serien først var udkommet i Frankrig, fulgte et spansk forlag hurtigt trop. Serien der begyndte i det små udviklede sig herefter til et projekt, som tegneren har arbejdet på i over 50 år. Et projekt som han selv satte et endegyldigt punktum for i 2020.

De to sidste samlebind indeholder lige som det første hverdagshistorier om drengenes indbyrdes forhold og fortællinger om de voksne der er sat til at passe på dem, men det er også som om at der er blevet gjort lidt mere plads til hverdagssysler, gode stunder og et sammenhold mellem børnene og ikke kun de mange traumatiserende overgreb, trusler og den militærdisciplin der var hverdagskost. Det er ikke fordi Giménz holder sig tilbage, men han formår at styrke fortællingen om det sociale samvær drengene imellem. Et samvær på både godt og ondt, for selv om de både kan være venner og danne en form for fælles front mod de strenge voksne vogtere, så er dagligdagen også præget af jalousi, evige slåskampe og skænderier mellem drengene.

Ud over at der sker et skift i længden af historierne, så sker der også et visuelt skift i det tredje samlealbum. Her er de enkelte tegneserierammer væsentligt større end hidtil. Uvist af hvilken årsag. Det kan være at Giménez, ganske som Kapellets redaktør, er blevet ældre (læs: ´gammel´ – red.) og derfor har brug for at tegne lidt større, så han kan se hvad han laver, eller også har det været en forlægsmæssig vurdering, at forstørre de enkelte rammer, så læseren bedre kan følge med. Uanset hvad grunden må være, så er det faktisk meget rart, idet tegneserien faktisk bliver en del nemmere at læse, da siderne og måske især teksterne i de tidligere bind godt kunne fremstå ganske kompakt. Når de enkelte billedrammer er fysisk større, så bliver det nemmere at nærstudere Gimenez´ streg.

I de sidste bind peger Giménez også tilbage til tidligere fortællinger. Når man som anmelder har læst de tre samlebind forholdsvis tæt på hinanden, så kan enkelte informationer godt fremstå som gentagelser, men hér skal man jo tænke på den oprindelige udgivelseshistorie. Serien er blevet bragt i en periode på 50 år! Så blot fordi der tidligere har været bragt en fortælling, hvor vi hører om et af børnehjemsbørnene der af forstanderinden har fået lov til at læse romaner eller en der tisser i sengen, så betyder det ikke, at læseren nødvendigvis har læst den lignende fortælling præcis på samme måde før. Det bør understreges, at Giménez ikke leverer en nøjagtig gentagelse, men i stedet fokuserer på andre detaljer og aspekter i den aktuelle historie.

Når fiktion er baseret på konkrete oplevelser bliver den samtidig mere vedkommende for læseren. Måske er det også det, der gør at de tre samlebind om Børnehjemmet fungerer så godt som de gør. Det er vildt at tænke på at de begivenheder der skildres hér, foregik i 1950´ernes Spanien og ikke i den mørke middelalder. Man har dog ikke nødig at have noget forhåndskendskab til Francos styre for at læse denne serie, for selv om falangistbevægelsen og den nationalistiske, militære disciplin som er en del af drengenes hverdag optræder, så er og bliver dette en tegneserieserie, der skabt ud fra drengenes perspektiv.

Selv om langt størstedelen af de historier der formidles er gennemsyret af voldsomme voldsepisoder, melankolske scener hvor forældre ikke dukker op til besøgsdag eller den konstante jagt på noget at spise eller drikke, så er der også glimtvise lyspunkter af håb, sammenhold og enkelte voksne der ulig flertallet faktisk vil børnene det bedste.

Et gennemgående tema er også den kreativitet som børnene har. Især de drenge, der som forfatteren selv tegner, eller de drenge der drages mod datidens tegneserier fylder en del. Man får indtrykket af, at det allerede var i barndommen at Giménez´ besluttede sig for at blive tegneseriertegner – selv om den unge, tegnede udgave af ham konstant siger ”men det er jo ikke noget man kan blive.” Det er med disse tre fine samlebind i den grad modbevist.

Vores råd er at du ikke bør gøre som de mange forlag der i starten afviste Giménez ud fra en idé om at der da ikke var nogen, der havde lyst til at læse om den slags elende. Giv i stedet de tre samlebind en chance, for selv om det er små, personlige historier, så er de bestemt værd at kaste sig over.