Anmelder kunne nærmest ikke være i sig selv af ren begejstring da den første del af tegneserien Wayfarers udkom i 2023. Både fordi det var en ganske episk start på en tegneseriefortælling og fordi det virkede som en udgivelse, der havde internationalt potentiale, takket være den ganske unikke tegnestil, den fede historie, den flotte farvelægning og en ganske opfindsom måde at anvende billedrammerne på.

Nu er anden del af denne odysse så endelig udkommet og til de læsere der har været lige så utålmodige som anmelder, kan det lige så godt blive slået det fast med det samme: den ´svære toer´ er mindst lige så fed som første del.

Da vi forlod firkløveret Sally, lani, Andrée og Alban sidst var de stævnet ud i en bette båd på det store hav, selvsagt guidet af det magiske kompas, som de har brugt nærmest fra starten af rejsen. Et kompas der godt nok synes at mangle nogle dele, men som de har en stålfast tro på vil guide dem ”hjem”, hvor end det så måtte være.

I det første kapitel, driver de rundt på åbent hav og er mildest talt lettere frustrerede over at de ikke kommer nogle vegne. Det trækker endda op til storm, både helt bogstaveligt, men også blandt bådens passagerer. Det er vanskeligt at være så tæt på hinanden, i så lang tid, uden hverken vådt eller tørt.

Det skal dog vise sig, at de snart får deres behov for ´vådt´ dækket, for i en sekvens, der godt kunne minde om starten på første bog, angribes deres båd af et enormt rødøjet søuhyre, der flår deres fartøj fra hinanden og sender de fire mod havets bund.

Heldigvis er havbunden ikke lige så livløs som Vejle fjord, for vennerne er så heldige, at de ankommer til den undersøiske by Tirthea, som er befolket af en større mængde havvæsener. Havvæsenerne bruger deres magiske evner til at give vores hovedpersoner gæller, så de kan trække vejret under vandet og selv om havfolket ikke kan kommunikere med alle fire venner, så kan Lani heldigvis gøre brug af sine telepatiske evner til at forstå dem med.

Det er også vanskeligt for dig, kære læser, at dechifrere hvad havfolket siger mens du læser tegneserien. Til gengæld er der til allersidst i bogen en side der byder på en kodenøgle, så du – med lidt ildhu og tålmodighed – selv kan forsøge at oversætte hvad der rent faktisk står i havfolkenes talebobler. Selv om det er en ganske fed idé, så er det også en der er set en del gange før, fra flere af Marvels tegneserier, til Futurama, bare for at nævne et par eksempler.

Der er sikkert også mange der vil indvende at en (sø)rejse, mod et ukendt mål foretaget af en gruppe meget forskellige individer heller ikke er en reel nyskabelse indenfor fantasygenren, men en af de mange fede ting ved Wayfarers-universet, er at man (eller i al fald denne anmelder) hurtigt kommer til at holde af de enkelte figurer også selv om de både kan virke irriterende, påtrængende eller for fåmælte. De er alle sammen skildret så tilpas fedt, at læseren ikke har vanskeligt ved at fatte sympati for alle de medvirkende.

For at få en chance for igen at komme op til overfladen og fortsætte deres eventyr, så lover vennerne havfolket at hjælpe dem med at bekæmpe en frygtelig fjende, der har bosat sig i et af byens forladte templer. De fire får ikke ret meget information om hvilken type monster der er tale om, kun et der er så farligt, at havfolket selv ikke synes at have evnerne til at gøre noget ved dette.

Kapellet vil selvsagt ikke afsløre mere af handlingen her, for en af de fede ting ved at læse Wayfarers er netop, at folkene bag konstant sørger for at der sker noget, at historien tager en ny drejning eller i al fald udvikler sig på uventede måder.

Var du derfor lige så glad for første del, så er det bare med at finde hammeren frem og nærme sig din sparegris, for selv om juletiden er dyr, så bør man altid prioritere at give en god tegneserie til sig selv i kalendergave.

Denne anmelder håber i al fald på, at teamet bag serien vil være i stand til at levere varen i den kommende del, for selv om rejsens endemål ikke just virker lige rundt om hjørnet, så ved alle der holder af denne type historier også, at det ikke er slutdestinationen der nødvendigvis er det mest spændende, men derimod den tumultariske rejse derhen.