Tegneren Daniel Henrotin og tegneserieforfatter Yannic Le Pennetier har gennem de sidste otte år barslet med et nyt album med Splint & Co. Hvis du er i tvivl om hvem de to nævnte tegneserieskabere er, så drejer det sig om Dany og Yann. Dany, der har arbejdet med serier som Oliver og Columbine, Bernard Prince (efter Hermann stoppede) og Yann, der krediteres for en række albums med Spirillen og Splint & Co.. Nu er albummet her endelig og kan nydes af danske tegneseriefans.

Titlen er blevet Den blå gorgon, men hvis du troede, at Kvick og Splint skal en tur til det mytologiske Grækenland, kan du godt tro om igen. Selv om gorgonen i titlen tildels henviser til fabelvæsenet, som Perseus ifølge legenden nakkede, så er den blå gorgon i tegneserien navnet på en miljøaktivistgruppe, bestående nærmest udelukkende af kvinder, iklædt stramt spandex og gorgonmasker.

Før vi møder disse de blå gorgoner, ser vi den populære supermodel Coralie Blaukopf, bedre kendt som som ”Lara”, blive kidnappet efter at have optaget en reklamefilm. Hun er ansigtet udadtil for Mac Burger, en kæderestaurant der minder en hel del om 'den gyldne måge' bestyret af en hensynsløs forretningsmand, der har en bemærkelsesværdig lighed med selveste Donald Trump.

Hvad måske er endnu værre er, at selveste Grev Champignac også er forsvundet. Muligvis hænger hans forsvinden sammen med hans seneste opfindelse, en slags virilitetspille, som vanen tro er udviklet fra svampe, men Splint og Kvick (og Spip) beslutter sig for at komme til bunds i disse sager, som fører dem vidt omkring i verden.

Til trods for at Den blå gorgon er endnu et ´ekstraordinært eventyr med Splint & Co.´ så minder det umiddelbart om et helt klassisk Splint & Co.-album. Det gælder både konceptet om at vore hovedpersoner skal opklare en række mystiske hændelser, at historien er fortalt med masser af humor, byder på dramatiske scener og ikke mindst en række sære karakterer og fiffige påfund.

Desuden bidrager Danys meget detaljerige, farvestrålende tegninger, til at gøre det hele til en ubesværet læseoplevelse og en veritabel fest for øjnene. Faktisk indbyder mange af de lidt større rammer, hvor det vrimler med figurer, til at man stopper op og begynder at nærstudere alle de ting der også sker i periferien.

Det der muligvis kan gøre albummet til noget ´ekstraordinært´ er, at handlingen er sat her i nutiden og er ganske aktuel i forhold til flere af de tematikker historien tager op. Det er selvfølgelig først og fremmest forbrugerkulturen, almenhedens kærlighed til fastfood og miljøhensynet, som bliver de mest tydelige. Som allerede nævnt er det heller ikke svært at se parodien på Trump som et udtryk for serieskabernes lyst til at tage tykt pis på den storskrydende præsidentkandidat.

Dertil kommer at der undervejs også kommenteres på den seksualisering af især kvinder som er en del af debatten. Eksempelvis italesætter medlemmer af Den Blå Gorgon, selv deres påklædning. En spørger: ”Pfffft, hvornår er det lige vi kan smide det her latextøj? Jeg sveder helt vildt i det og det klør over hele kroppen.” En anden kommenterer: ”Ja, hvorfor er vi tvunget til at gå rundt i det åndsvage kostume her ombord?” Hvortil deres overordnede vredt fortæller dem at det er deres ”ærefulde kampuniform” (s. 65). Denne meningsudveksling tolker anmelder netop som en direkte kommentar til den måde vores samfund ofte tingsligører kvinder. Når der så er sagt, så er Dany samtidig meget dygtig til netop at tegne utroligt indbydende, nedringede kvindelige karakterer, hvilket i næste nu synes at undergrave det ellers så fine budskab en kende.

Helhedsvurderingen er dog at Yann og Dany har skabt et fremragende Splint & Co. album, som med garanti vil glæde fans, hvad enten man netop har opdaget serien eller har været fast læser siden barnsben. Det er et veltegnet, veloplagt og velfortalt album, der til trods for sine satiriske stikpiller til især USA, får leveret en overraskende ´klassisk´ Splint & Co. til trods for de nye tiltag som er beskrevet herover.

Kapellets skrivekarl er i al fald ganske begejstret og knuselsker måske allermest en enkelt replik leveret af det lille egern Spip, der kommenterer på de katastrofer der er indtruffet på følgende måde: ”Vi mangler de regnende frøer, myggene, græshopperne... øh, hvad var nu Ægyptens andre plager? Meldug? Vinlus? Mangaer? Aktionærer?” (s. 56) – det næstsidste ord, en slet skjult stikpille til de mange japanske tegneserier, der i disse år er ustyrligt populære hos især unge læsere. Læsere, der måske også burde give Splint & Co. den chance serien rettelig fortjener.