Er du lige som Kapellets skribent kæmpefan af tegneserien om Tintin og taler du indimellem med andre fans om Hergés fantastiske albumserie, så kan i med garanti aldrig blive enige om hvilke(t) album der er de(t) bedste. Undertegnedes favorit er selvfølgelig De syv krystalkugler (og Soltemplet hvori historien afsluttes – red.), mens andre læsere fremhæver de blændende kvaliteter ved nogle af Hergés andre mesterværker. Én ting som vi fans dog relativt nemt kan blive enige om, er at Castafiores juveler (af os boomers bedre kendt under titlen Det gådefulde juveltyveri - red.) er det dårligste i hele serien. Det findes der flere grunde til.

For det første så foregår hele handlingen i og omkring Møllenborg - kaptajn Haddocks slot - og selv om Tintin da spiller en rolle, så er den egentlige hovedperson dennegang den storskydende operadiva Bianca Castafiore. Hun er en figur som selvfølgelig er tænkt komisk, men også hører til blandt de (bevidst) mest irriterende i hele Hergés univers. Normalt tager Tintin jo på eventyr ud i verden (eller til månen), men denne gang er lokationen hverken så eksotisk eller visuelt lige så interessant som man ellers er vant til.

Dernæst kunne man sætte genrebetegnelsen krimikomedie på albummet. Selv om der i sagens natur forsvinder nogle juveler, så er plottet mildest talt ikke eksisterende. Historien følger godt nok et ganske klassisk krimiplot hvor der potentielt er en håndfuld mistænkte blandt gæsterne på Møllenborg, men når Tintins til allersidst afslører forbryderen, er denne afsløring mildest talt både skuffende og ganske utroværdig.

Når det så er sagt, så ender Castafirores juveler alligevel med at være et album, der er langt bedre og mere gennemført end mange andre på markedet, selv om det her i starten af 2024 er hele 60 år siden albumversionen udkom i Belgien. Dette skyldes ikke kun nostalgien ved at vende tilbage til Tintin, Haddock, Tournesol, Nestor, Max Bjævermose, Dupond og Dupont og alle de andre fremragende karakterer, men også fordi Hergé var en helt fantastisk tegner. Det var ham der skabte ´ligne claire´ teknikken og selv om der muligvis ikke er vildt mange eksotiske ting at se på i dette album, er alle tegningerne utroligt gennemførte - farvelægningen ligeså.

Denne jubilæumsudgave af Castafiores juveler indledes også med en 16 siders lang introduktion der fortæller lidt om publikationshistorien. For denne udgave er en føljetonversion der blev bragt med en side om ugen i Tintin-magasinet tilbage i 1961. Hergé lavede efterfølgende en række ændringer da albummet udkom samlet i 1963. Mange af disse små ændringer, er beskrevet i indledningen hvor læseren også får at vide, at denne føljetonversion i mange år har været stort set glemt, indtil originalerne blev lokaliseret og efterbehandlet efter alle kunstens regler for få år tilbage, så vi nu allesammen kan nyde historien som den oprindelig fremstod.

For mange Tintinfans, der i forvejen har albummet stående, er der muligvis ikke grund til at investere i denne nye udgave, for det er et album der i højere grad appellerer til den ivrige Tintinsamler, der selvfølgelig også har fået anskaffet sig genudgivelserne af de gamle avisstriber i sort/hvid, som Cobolt også har udgivet gennem de sidste år.

Kapellets egen Tintin-fan var til gengæld ret overrasket over hvor meget Castafiores juveler blev nydt. Ikke kun er stregen formidablé men anmelder tog også sig selv i at grine højt flere gange undervejs, især i de mange scener hvor Haddock får sin sjus galt i halsen på grund af Castafiore eller forgæves forsøger at ringe til den lokale murersvend, som skal fikse hans drilske trappetrin. Der er vel meget folkekomedie over dette album og både retrolooket og humoren kunne godt minde om en tegnet version af en af Erik Ballings klassiske filmkomedier eller tv-serier. Ikke desto mindre har man også hos Hergé en samling virkelig fine figurer, og forvekslinger, der i sidste ende kommer til at fungere rasende godt, selv om selve plottet kan synes papirtyndt.

Charmerende er også Tintin og Haddocks accept af en flok romaer, der har slået sig ned i nærheden af Møllenborg. De mistænkes såvel af den lokale ordensmagt og af Dupond og Dupont straks for at have noget med forbrydelsen at gøre. Dette virker ganske fremsynet når man tænker på udgivelsesåret. I introduktionen til albummet, får man også mere information om Hergés research i forhold til både romaernes liv og færden og den virkelige kriminalsag der var hovedinspirationen til historien.

Så selv om dette nok stadigvæk er det svageste album blandt de 23 Tintinalbum (ja, ja, vi ved godt her i Kapellet at der kan tælles flere, men Tintin i Sovjetunionen blev aldrig tegnet om til et af de klassiske album, og Tintin og Alfa-kunsten blev kun gjort færdig på skitseplan - red.) er gensynet med Castafirores juveler overraskende dejligt. Det er både ren nostalgi, flot tegneseriekunst og så er det stadig tres år efter udgivelsen, virkeligt sjovt flere steder undervejs.

En ´alvorlig´ bivirkning ved at skulle anmelde dette er, at når Det gådefulde juveltyveri alle tidligere fordomme til trods, klarer tidens tand så overraksnede godt, så bliver man jo nødt til at finde tid til at genlæse de øvrige Tintin-albums, der som nævnt indledningsvist er så meget federe end dette!

Forrige anmeldelse
« Gud elsker, mennesket dræber «

Næste anmeldelse
» Wayfinders 1 – ude af kurs »

Tegneserieanmeldelser