Tintins skaber, Hergé (med det borgerlige navn Georges Rémi) var egentlig ikke uddannet tegner, men han kastede sig ud i at lave historien om Tintin, da han blev bedt om det, og det skulle vise sig at være en rigtig god idé, for Tintin er muligvis den mest velkendte, ikoniske tegneseriefigur fra Europa.

Tintin har altid fyldt meget i undertegnedes bevidsthed. I barndommen eksisterede der 23 reelle albums med Tintin. Derudover var der tre mere apokryffe, sort/hvide udgivelser. Dels var der den første, meget politisk ukorrekte, version af Tintin i Congo, samt Tintin i Sovjetunionen og senere udkom Tintin og alfabetkunsten, der mest af alt minder om en samling skitser til en tegneserie frem for et egentligt album.

Heldigvis er der sket meget siden midten af 80’erne, for forlaget Cobolt har sørget for, at vi fans, har fået mulighed for at læse Hergés oprindelige udgivelser, endda i den rækkefølge som de oprindeligt blev lavet i. De, der ikke er Tintin-fans, ved måske ikke at Hergé ofte gentegnede sine historier med Tintin, så de blev tidsvarende (f.eks. ift. design af biler, skibe og fly). Selv om de seneste udgaver klart er de, der er de flotteste, så er der også god grund til at læse de oprindelige historier.

I den oprindelige Tintin i Congo er der eksempelvis flere passager som ikke optrådte i de senere versioner (f.eks. næsehornet, der sprænges væk med dynamit). Derfor kan det være både morsomt og ganske interessant at sammenligne de forskellige versioner, forudsat at man går op i Tintin selvfølgelig.

Nuvel, Tintin i Sovjetunionen var det eneste album, som Hergé aldrig lavede en ny version af, og derfor er der muligvis flere læsere, der ikke engang ved at denne historie eksisterer. Andre har måske har sprunget udgivelsen over, da den hidtil kun har eksisteret i en sort/hvid version. Det er der blevet ændret på nu, for her i 2018 fylder Hergé 111 år og på hans fødselsdag – nærmere bestemt den 22. maj - udkom i Danmark (som foreløbig det andet land i verden) denne allerførste historie med Tintin i en farvelagt version.

For udeforstående kan dette måske godt ses som forlagets forsøg på at presse flere penge ud af franchisen, og for hardcore Tintin-fans kan det måske ligefrem virke som helligbrøde, på den måde at farvelægge Hergés klassiske sort-hvide debutfortælling. Kapellet er dog virkelig begejstret for denne version af Tintin i Sovjetunionen, for dels er udgivelsen farvelagt med utrolig stor respekt for det resterende Tintin-univers, dels giver farverne et betragteligt løft til fortællingen, der gør, at der sikkert vil være langt flere læsere, der får lyst til at læse den.

Denne første historie er en skamløs kritik og satire over kommunisterne og den måde, Sovjetunionen forsøgte at fremstille sig selv på. Man skal huske på at tegneserien oprindelig udkom i 1929-30 på et tidspunkt, hvor vesten så med stor skepsis på Sovjet. Man vil også hurtigt opdage, at fortællingen er langt meget actionpræget end de Tintin-historier, man ellers er vant til. Der er konstant biljagter, eksplosioner, ondskabsfulde agenter, der vil dræbe Tintin og masser af situationer, hvor vores journalistven og hans faste følgesvend Terry, reddes i allersidste øjeblik.

Det er tydeligt at fornemme, at denne historie er blevet bragt i serieform i Le Petit Vingtième, især når man ser alle disse cliff-hangers og last-minute-rescues, men det er virkeligt underholdende fortalt og ikke mindst ret sjovt tegnet. Man skal selvsagt ikke forvente sig samme detaljerigdom som i de albums, de fleste kender, for dette var Hergés første forsøg udi tegneseriemediet. Till gengæld er den umiskendelige humor og journalisthelten, der sammen med sin trofaste hund ikke lader sig gå på af selv de mest desperate situationer, intakt.

For yngre læsere kræver det, at kunne nyde udgivelsen muligvis en større historisk bevidsthed om tilstandene i det nu hedengangne USSR, men uanset om man forstår disse referencer eller ej, så fungerer satiren stadigvæk. En personlig favorit er den scene, hvor Tintin sniger sig til at observere et vælgermøde, hvor det kommunistiske parti sjovt nok vinder (dette fordi de, der tæller stemmerne samtidig peger med skydevåben på dem, der afgiver stemmer). Tintins afsløring af at de mange fabrikker, der viser sig blot at være kulisser der er lavet som propaganda for den vestlige presse er ligeledes virkelig skæg.

Mest af alt imponerer dog, hvilken forskel farverne gør. Albummet er ikke kun langt mere attraktivt ved første øjekast, men de gør ganske enkelt læseoplevelsen bedre. Endelig ”føles” Tintin i Sovjet som et rigtigt album frem for en udgivelse, der primært kan have akademisk interesse.

Genlæsningen bekræfter at Tintin er yderst levedygtig, for godt nok eksisterer Sovjetunionen ikke længere, men verden er stadig fyldt med svindlere, propagandister og bedragere, som godt kunne have brug for, at der kom en ung, kæk, belgisk journalist forbi sammen med sin lille hund og afslørede alle slyngelstregerne. Hvis Hergé stadig levede og arbejdede i dag, antager Kapellet, at Trump ville være meget bekymret over at få Tintin på besøg, i albummet Tintin i Amerika II.