Næstefter Anders And og Mickey Mouse er verdens nok bedst kendte tegneseriefigur den belgiske journalist og eventyrer Tintin. Den ikoniske friskfyr med det karakteristisk strittende pandehår, synes i dag mere populær end nogensinde før. Ud over tegneserierne, der også herhjemme genudgives i flere varianter, er Tintin også blevet en franchise. Der findes tegnefilm, spillefilm, og besøger man tegneseriebutikker, finder man også hurtigt ud af, at man kan få (alt for dyre) figurer fra Tintins univers, diverse køretøjer, t-shirts, plakater og meget, meget mere.

Det er og bliver dog George Remis (bedre kendt som Hergé – red.) fantastiske tegneserier, der har lagt basen for denne verdensomspændende succes. Ud over at danne skole for et veritabelt hav af andre tegneseriemagere (med stilen ligne claire – oversat til ”den rene linje” – en stil, hvor skarpt optrukne linjer adskiller figurer og baggrunde, og hvor skraveringer ikke eksisterer – red.) var Hérge i stand til at fortælle en række solide og eventyrlige historier om den unge journalist, der sammen hans ven Kaptajn Haddock, Professor Tournesol og mange flere spændende figurer oplever alverdens ting.

Mange, inklusive anmelder, er vokset op med Tintin. Han har altid været en del af undertegnedes bevidsthed, både som et kerneeksempel på, hvad tegneserier kan, men også som en positivt forbillede, man kunne spejle sig selv i. Så hvis spørgsmålet ”hvem var den første mand på månen?” dukker op enten i samtale eller som et trivia-spørgsmål, har svaret fra denne skriverkarl altid været: ”Tintin!”. Selv om det retteligt var den amerikanske astronaut Neil Armstrong, der satte det første støvleaftryk på månens overflade, så var det Tintin, der landede på månen små 15 år før dette skete i virkeligheden.

Den 15. juli 2019 var det præcis 50 år siden, Apollo 11-raketten satte fart mod månen, og lørdag den 20. var det 50 år siden, at landingsmodulet nåede månens overflade efter nogle dramatiske minutter. Dette fejres overalt, også i tegneseriernes verden. Det danske forlag Cobolt har genoptrykt og samlet de to bind: Mission til månen og De første skridt på månen (for alle os ”gamle” Tintinfans drejer det sig om de albums, der førhen hed Månen Tur-retur del 1 & 2) i én lækker udgivelse.

Nuvel, hardcore tegneseriefans vil nok mene at Cobolt godt kunne have gjort lidt mere ud af udgivelsen, eftersom den franske pendant fra forlaget Casteman ud over de to sammenhængende historier også har samlet små tyve sider om tegneseriens tilblivelse, med skitser, tekst og andre lækkerier. Langt de fleste læsere vil dog sikkert være ovenud lykkelige for at få muligheden for at læse hele historien om Tintins tur i rummet. For nogle læsere vil dette være første gang, for mange andre vil det være gensynets glæde.

De, der kender lidt til Hergés virke, vil vide, at han lagde stor vægt på, at de ting han gengav i sine historier havde genklang i en håndgribelig virkelighed. Eksempelvis tegnede han mange af sine albums om flere gange, så biler, fly og andre elementer ikke forekom antikverede men derimod kunne leve op til samtiden. Det er da også overraskende, hvor mange facts om såvel atomenergi (ja, Tintins måneraket var drevet af en atommotor!), rumfart og omløbsbaner, der har fundet vej til tegneserien. Det får hele historien til at virke en del mere troværdig, til trods for at kaptajn Haddock konsekvent tvivler på, at Tournesols forsøg kan lykkes og derfor konstant brokker sig over at skulle være en del af besætningen.

Tintin på Månen er rendyrket tegneserieglæde, både fordi den til trods for flere ret teksttunge passager er sjov, dramatisk og god til at bygge spænding op. Mest af alt er den dog genialt tegnet og farvelagt. Der kan nok eksistere enkelte purister, der med de ”gamle” albums i hånd vil påstå at Niels Søndergaards nyoversættelse ikke helt kan leve op til dem, man kender fra barndommen, men Kapellet hilser nyoversættelsen velkommen. Det er i al fald lykkedes Hr. Søndergaard at ramme teksten langt tættere på den franske original, end dem mange husker.

Næst efter eventyret i De 7 krystalkugler og Tintin og soltemplet har undertegnedes favorit-Tintinfortælling alle dage været disse to albums. Dette betyder at anmelder ikke kan forholde sig objektivt til dem, for det er ganske enkelt genialt – også set i en helt moderne optik. Der er ikke en overflødig frame eller nogen handlinger, der kunne være skildret anderledes. Det er ganske enkelt klassisk tegneseriekunst på allerhøjeste niveau. Hvem kan måske holde begejstringen tilbage første gang man slår op på helsidesbilledet af den ikoniske rød- og hvidternede raket, der står skarpt mod den stjernefyldte nattehimmel? Eller hvem kan undgå at finde det morsomt, idet Dupond og Dupont får et skæg- og hår-mæssigt tilbagefald på turen?

Endelig er det svært ikke at blive fascineret af den grundighed, som er lagt for dagen i skildringen af såvel månerakettens opbygning, for slet ikke at tale om de mange andre tekniske detaljer, der bliver præsenteret undervejs. Selv om Apollo 11 ikke havde en atommotor, ramte Hergé dog ret præcis i forhold til ret mange af de andre elementer, som optræder.

Personligt foretrak denne Kapellan nok det oprindelige cover, der prydede De første skridt på månen, for Cobolt har valgt at udgive samlingen med en ny forside, der viser Tintin og Haddock på vandring i rummet. Underligt er det også, at de ”gamle” forsider ikke er inkluderet i udgivelsen, så man kunne savle over disse. Dette er dog kun små skår i den glæde, der er forbundet med gensynet med en af verdens bedste tegneserier!

Så hvadenten du har lyst til at fejre 50-året for Buzz’ og Neils rigtige tur i rummet, blot holder af Tintin eller har en helt tredje grund, så få fat i Tintin på månen - den holder nemlig lige så godt i dag, som da den oprindelig blev udsendt for næsten 65 år siden.