Den nye tegneserie, med det lidt besynderlige navn Træpigen, er en helt klassisk ”find-vores-datter-før-det-er-for-sent”-historie. Selv om dette ret beset ikke er en egentlig genre, så har man set variationer over dette tema i et utal af film, kriminalromaner, tv-serier og andre tegneserier før. Det gør dog ikke så meget, for lige som med gode actionfilm, så afhænger ens begejstring over produktet måske af originalitet, men i stedet af variationen over temaet og den endelige udførsel.

Hovedpersonen hedder Henrik. En dansker, der efter en traumatiserende opvækst på vores breddegrader er endt i Thailand. Her var han som ung lige ved at gå helt til grunde, men fik trukket sig tilbage i livet takket være henholdsvis et liv i kloster og Mui Thai (thaiboksning). Han har skabt sig en levevej gennem sin ret enestående evne til at finde folk, der er forsvundet eller bevidst forsøger at gemme sig i storbyen. Desuden er han blevet så god til kampsport, at byens mest magtfulde gangsterbosser alle vælger at bruge ham som deres personlige træner. Dette giver Henrik en kæmpemæssig fordel, når han skal færdes i byens underverden på sine opklaringsopgaver.

Da vi møder hovedpersonen opsøges han af et dansk ægtepar, der er fortvivlede over at de har mistet kontakten med deres datter. De er villige til at gøre hvad som helst for at få hende tilbage, så efter at have hyret Henrik, begynder han at trække på sine mange kontakter i et forsøg på at afdække hvilken skæbne har overgået datteren.

Det skal vise sig at Henriks eftersøgning ikke er uden risiko. Jo mere han graver i sagen, jo mere betændt bliver den og samtidig så involverer den en række personer i Bangkoks underverden, som man bestemt ikke bør lægge sig ud med.

Selv om der på forlagets hjemmeside skrives, at det er en tegneserie i farver, så er den eneste farve der er anvendt ud over sort og hvid, den røde farve, som pryder forsiden. Selv om Akekrat Formalynns streg er langt fra lige så stram som Frank Millers, så er det svært som tegneseriefan ikke at sammenligne både indhold og udtryk med Millers Sin City-serie. Det skal dog ikke læses som om Kapellet ikke anerkender at Formalynn på mange måder er væsentlig forskellig i sit grafiske udtryk fra Millers, men når man fortæller en hårdkogt neo-noir, så virker det også helt oplagt at vælge s/h.

På sin vej gennem Bangkoks underverden har den forsvundne pige, lidt ligesom børnene i det berømte Grimm-eventyr , efterladt sig et spor – ikke lavet af brødkrummer, men derimod har hun lagt dele af en lille figur, som hun har snittet i træ. Heraf tegneseriens titel. Om det vil lykkes Henrik at få fundet pigen i live og komme til bunds i årsagen til hendes pludselige forsvinden, det må du jo selv læse Træpigen for at finde svarene på.

Til trods for at Træpigen byder på et plot der - som nævnt indledningsvist - måske er set før, så fungerer det virkeligt fint her. Det er en tegneserie der er hurtigt læst, men som er både gribende og spændende. Den spiler ikke tiden med unødig lange dialogsekvenser, men går i stedet målrettet mod at give læseren en barsk kriminalhistorie placeret i eksotiske omgivelser.

Da Kapellets skribent skulle finde lidt information om denne udgivelse online blev det hurtigt tydeligt at der har været en kontrovers over netop handlingsforløbet. Sagt på en anden måde, så kom der i sommers en kriminalroman med titlen Sort Monsun – en roman hvis plot og figurer tilsyneladende har en del lighedspunkter med dem man kan læse om i Træpigen. I al fald blev forfatteren på tegneserien ifølge nyhedsbrevet Frihedsbrevet chokeret over de mange lighedspunkter.

Kapellet hverken kan eller vil tage stilling til denne plagiatdebat, blot gøre vores læsere opmærksom på den. Til gengæld vil anmelder blot gentage, at plottet i tegneserien – og måske også i romanen – er et der på mange måder minder om mange andre, lignende plot. Jagten på forsvundne piger er set før og i mange afskygninger. Dertil kommer at kreative mennesker indimellem kommer på samme ideer på samme tid. Et glimrende eksempel på dette var de mange sammenfald mellem actionfilmene Judge Dredd og The Raid - der begge er fremragende og seværdige på hver deres måde, selv om deres plot og struktur minder utroligt meget om hinandens.

Måske bør det foreløbigt sidste ord i den sag være, at der rettelig bør være plads til begge tekster. Om Sort monsun er god, vides ikke, men Kapellet kan roligt anbefale dig at læse Træpigen. Det er en dansk tegneserie med format. En tegneserie som vi vurderer nemt kunne få en bred læserskare også udenfor vore grænser.