Et af de helt store problemer, som vi fans havde med den første filmatisering af John Wagners fantastiske tegneserie Judge Dredd, fra 1995, var at Sylvester Stallone (som dengang spillede dommeren), ikke kunne lade være med at tage sin hjelm af ti minutter inde i filmen. Det var intet mindre end helligbrøde! Fans af tegneserien ved nemlig, at selv når Dredd tager sig et sjældent brusebad, så forbliver hjelmen på! Det at man aldrig ser hans fjæs er nemlig en stor del af charmen ved figuren – det, og naturligvis det faktum, at Dredd er både den dømmende og udøvende magt idet han eksekverer sine domme med størst mulig brutalitet. Heldigvis har den nye film Dredd rettet op på fortidens fadæser, for på intet tidspunkt affører Karl Urban – der spiller Dredd i den nye film af samme navn - sig den karakteristiske dommerhjelm. Til gengæld sørger han for, at alle de kriminelle udskud i Megacity 1 får nøjagtigt det de fortjener. Ofte filmet i henrivent, overdrevent 3D slowmotion.

Det er den danske mesterfotograf Anthony Dodd Mantle der har stået bag kameraet og det kan ses. Selv om filmens ånbningdsekvenser, hvor tilskueren får mulighed for at danne sig et billede af den ødemark, der omgiver Megacity 1, hvorefter byen vises, ikke umiddelbart virker lovende, idet det mest af alt ligner en lidt trist storby, som er blevet peppet op med nogle automatiske dronefly og et par skyskrabere, der er en hel del højere end vi er vant til at se, så bør man ikke nedjustere forventningerne – for det er først da Dredd og hans nye rekrut Anderson, bliver fanget i et af disse højhuse at stemningen for alvor bliver til at føle på.

Det er ingen ringere end Alex Garland (der også skrev manus til The Beach og 28 Days Later) som har været hovedforfatter på filmen og man mærker ganske hurtigt, at han kender figuren og det univers som tegneserierne har skabt. Handlingen er centreret omkring en magtfuld narkobande, under ledelse af den sadistiske Ma-Ma, som har syntetiseret et nyt narkotikum der kaldes for ”slo-mo”. Stoffet gør, at den som tager det oplever tiden nærmest gå i stå – hvilket er skønt for tilskueren, idet det muliggør en mængde sekvenser hvor denne ultralangsomme virkelighedsopfattelse skildres. Ma-Ma dømmer i filmens start eksempelvis nogle uheldige undersåtter til at blive flået levende og kastet ud fra øverste etage i bygningen, hvilket vi naturligvis får at se i al sin grusomhed. Senere ser vi også Dredd skyde sig ind gennem en narkobule, set fra misbrugernes perspektiv og det er både eminent flot og særdeles ulækkert på samme tid. Grimhedens æstetik er i højsædet og dette falder fint i tråd med det udtryk som tegneserien også emmer af.

Figuren Dredd udsprang jo, lige som mange andre gode, britiske tegneserier fra 80erne, af den politiske situation i Storbritanien, for selv om Margaret Thatcher bestemt ikke var en vellidt premierminister, så kan man samtidig takke hendes ultrakonservative linje for at en mængde figurer og historier som netop handler om et totalitært, protofascistisk samfund – som man eksempelvis kan opleve det i Alan Moores fabelagtige V for Vendetta og Watchmen men også hos Wagners Judge Dredd, hvor dommeren nærmest bliver en legemliggørelse af dette forskruede samfund. Dommeren er en slags enmandshær, der udover beføjelserne til at anvende vold samtidig fungerer som den dømmende magt, i et forsøg på at spare på samfundets ressourcer.

Filmens handling er egentlig forholdsvis simpel. Dels skal Dredd trækkes med den unge, kvindelige rekrut Anderson, der har den fordel at hun kan læse og manipulere folks tanker, dels handler det om at de to dommere ganske tidligt i filmen er blevet afskåret fra omverdenen og at Ma-Ma hermetisk har lukket ned for den 200 etagers høje bygning som hun regerer over. Alle våbenbærende individer i bygningen får dernæst ordre til at dræbe de to dommere – for før de er døde, vil Ma-Ma ikke åbne for tilgang til omverdenen igen.

På mange måder minder dette scenarie om den fantastiske actionfilm The Raid, som vi tidligere lavede cirkelspark over i ren begejstring her på kapellets sider, men som man kan læse flere steder, blandt andet i septembernummeret af det engelske filmmagasin Empire, så var instruktøren af The Raid ikke bekymret over at de to films plot var så ens, for Dredd startede produktionen omtrent samtidig som The Raid. Faktisk så Gareth Evans virkelig frem til Dredd – og med god grund.

Dredd er den Dommer Dredd film som alle fans har gået og sukket efter. Det er brutal, sjov actionunderholdning af bedste skuffe. Samtidig er det en film, som virkelig udspringer af en gruppe filmmagere der brænder for projektet, idet Empire også kunne informere sin læser om at Dredd er den dyreste independent film lavet i England nogensinde, med et budget på omkring 45 millioner dollars. Selv om det måske synes som en del, er det ingenting set i forhold til selv mindre Hollywoodproduktioner. Til gengæld føles Dredd (måske med undtagelsen af de førnævnte udendørsoptagelser) ikke som en billig film. Der er hverken sparet på blod, brutalitet eller eksplosive skududvekslinger – og 3D-effekten fungerer upåklageligt. Det eneste man godt kan ærgre sig lidt over at den nye film heller ikke har valgt at benytte det gamle Anthrax nummer “I Am the Law” i soundtracket.

Der er sikkert mange Dredd fans der nu bare håber på at filmen bliver et hit hos en ny generation af hypervoldselskende ynglinge, der ikke kun vil få øjnene op for den omfattende tegneserieproduktion som har underholdt alle os andre i så mange år, men som også kan skyde tilpas mange billetpenge i filmen så Garland, Travis og Urban kan gøre sig klar til en fortsættelse. Skal der i den forbindelse lyde en bøn, så lad det for Dredds skyld være Dredd vs. Death, som filmfolkene tager udgangspunkt i, for hvem har ikke lyst til at se Dredd smadre sin knyttede næve tværs gennem Judge Fears kranie, mens han bittert skråler ”Gaze into the fist of Dredd!” i ultra slowmotion? Det vil jo være, som man siger på engelsk – ”instant geekgasm”!