Der går lang tid mellem virkelig gode actionfilm. Selv hvis man hører til de, ligesom nærværende anmelder, der holder utroligt meget af en god actionfilm og gerne ser så mange af dem som muligt, så er der stadig langt mellem dem som er virkeligt, virkeligt rykker ved ens verden. Derfor vil det sikkert glæde mange af kapellets læsere med hang til kugleregn, at den nye film The Raid – Redemption (org. Serbuan maut) indplacerer sig på toppen blandt de virkeligt gode actionfilm. For her er en film, der synes at indfange essensen af action: kampe med pistoler, knive, automatvåben, sniperrifler og alt andet forhåndenværende materiel som kan samles op i forsøget på at forvolde maksimal skade på sin modstander.

Handlingen i filmen opsummeres egentlig fint i filmens tagline: ”1 ruthless crime lord. 20 elite cops. 30 floors of Hell”, for det er ikke dialog eller opbygning af karakterer der bruges plads på, det er derimod ufatteligt velkoreograferede kampscener, hvor den ene sømløst afløser den anden, kun afbrudt af krydsklip til en tredje actionsekvens. Stoppes der endelig op, så er det for at skabe suspense, som eksempelvis i scenen hvor to politifolk – den ene hårdt såret - gemmer sig i en hulmur, mens skurkens håndlangere gennemsøger lejligheden ved bl.a. at stikke en machete gentagne gange hårdt ind i den gipsvæg de pressede politifolk gemmer sig bag.

De jagede politifolk er en del af det SWAT team, der har sat sig for at indtage det højhus hvorfra den psykotiske gangsterboss Tama regerer. Han omgives af et hav af handlekraftige håndlangere, der modsat dem der befolker mange andre actionfilm, faktisk godt kan slå og skyde igen. En af dem er faktisk så sej, at vor hovedperson har brug for en allieret, for at have en chance mod denne dræbermaskine.

I første ombæring går det dog fint for politiet, i deres forsøg på at indtage højhuset. Styrken får takket være god koordineret indsats sneget sig ind, elimineret et par poster og får indtaget de første fem etager i bygningen, men da de ved en fejltagelse skyder en dreng, der holder udkig, bryder helvede løs. Beboerne har et internt alarmsystem og da det går i gang fyldes korridorer og trappeopgange med bevæbnede skurke. Disse er kraftigt motiveret af en stor pengebelønning for at dræbe politifolkene og desuden udsigten til at kunne blive boende gratis i lejlighederne resten af deres liv, som Tama proklamerer over kompleksets interne kommunikationsanlæg.

The Raid – Redemption er en utroligt voldsom og brutal gang action. Folk skydes i ansigtet på klods hold, knive hakkes i knæ og øjne, ansigter mases og blodet sprøjter i kaskader, men det bliver aldrig overdrevet i stil med eksempelvis Shogun Assassin eller andre Japanske film. Det excessive ligger snarere i hvor mange hug vores handlekraftige protagonist, Rama, er i stand til at modtage, uden at disse sætter hans tempo nævneværdigt ned. Han er en slags Indonesiens svar på John McClaine og spilles med stålsat blik af Iko Uwais, som er Indonesiens modstykke til Thailands Tony Jaa. For selv om Uwais måske ikke er lige så sej til at lave saksespark som Jaa, så er han unaturligt rap med sine hænder og koordination. Det vil derfor være utroligt underligt hvis ikke Hollywood inden længe får øjnene op for Uwais’ åbenlyse talent til at dele knytnæveslag og spark ud på film – samtidig med at han ser blændende ud mens han gør det.

Filmen er skrevet, instrueret og mesterligt klippet af engelske Gareth Evans, der kender sin martial-arts og ”Heroic Bloodshed”-film til fingerspidserne. Det engelske filmmagasin Empire sammenlignede i deres juninummer i 2012 oplevelsen af at se The Raid – Redemption med første gang man så John Woos Hard Boiled. Sammenligningen er til at forstå, især da den sidste time i Hard Boiled også foregår i klaustrofobiske interiører, hvor vi følger en lille gruppe politifolk, der kæmper sig gennem en veritabel horde af skurke, men hvor Woos film også gav plads til både patos, humor og korte, veltempererede afbræk fra actionscenerne, er The Raid – Redemption en lang utroligt velkonstrueret actionscene, som varer halvanden time.

Det kan godt være at et sådant sansebombardement vil være for meget og for repetitivt for enkelte seere, mens det for andre er utroligt befriende at opleve så mange varierede og voldsomme actionsekvenser samlet i en og samme film, især når man tænker på at filmens budget ifølge IMDB kun ligger lidt over en million US $. Så er man til action, er der ingen vej udenom The Raid – Redemption. Det ville være fjollet ikke at tro på den hype, som har fulgt filmen side de første screenings - der er virkelig en god grund til at hypen eksisterer!