Sussi Bechs tegneserie om Aida Nur udkom oprindeligt i to albums i hhv. 1991 og 1993, men her i 2023 er de blevet genudgivet i et flot samlebind, der foruden den dramatiske skattejagtshistorie også byder på en gennemgribende renovation.

I følge det ekstramateriale som også er inkluderet, blev tegneserien i 2021 bragt i det tyske tegneseriemagasin Zack som føljeton og i den forbindelse blev alle originaltegninger indscannet, gennemarbejdet og en række detaljer, som Sussi Bech ikke var tilfreds med, lavet om. Desuden var der en del af tegningerne, der blev tegnet helt om. Som om dette ikke var nok, så blev hele serien smukt farvelagt, så den nu fremstår som langt mere tidsvarende og helstøbt.

Har du derfor ikke før haft fornøjelsen af at være i Aida Nurs selskab, så er der al mulig grund til at opsøge det nu. Selv om Sussi Bech måske er bedst kendt for sin serie om Nofret, der startede i 1986, så er der efter Kapellets mening også al mulig god grund til at tage på eventyr i 1020’ernes Ægypten med Aida.

Kraftigt inspireret af Howard Carters opdagelse af Tutankhamons grav i 1922 (eksempelvis er der i Bechs fortælling en rigmand der kaldes Lord Cnarvorn i stedet for virkelighedens Carnarvon) , er historien i Aida Nur en der handler om den sensationelle opdagelse af et hidtil ukendt ægyptisk gravmæle fyldt med alskens antikke rigdomme.

I fortælingens start opdager en lille dreng indgangen til en mystisk hule i ørkenen. Han vover sig derind og samler et par værdifulde genstande op, som han tager med hjem til sin fattige mor. Moderen vælger at betro disse ting til veninden Aida, der arbejder som danser i Cairo. I storbyen er det nemlig ganske nemt at få solgt artefakterne til en skummel antikvitetshandler. Han presser efterfølgende vores hovedperson for at få at vide hvor hun har fået genstandene fra, men Aida nægter selvsagt at forråde sin veninde.

Inden længe er Aida pludselig blevet en vigtig brik i en række forskellige personers jagt på denne grav og ikke mindst alle de skatte den indeholder. Både en engelsk arkæolog og dennes førnævnte mæcen er interesserede, men det er antikvitetshandleren og hans skumle kumpaner også. Som Bech selv skriver i efterordet, så er det basalt set en historie der handler om hvem der kommer først frem til skatten.

Selv om det måske kan synes som noget man har set før, så er Aida Nur skruet virkeligt godt sammen. Sussi Bech er virkelig rutineret i sine skildringer af Ægypten, som i Nofret både det Ægypten, der eksisterede i oldtiden og som i Aida Nurden virkelighed der eksisterede i begyndelsen af forrige århundrede.

Selv hvis du kender den ´gamle´ udgave af tegneserien, bør du klart overveje at se nærmere på denne nye, opdaterede version. Som det fremgår af ekstramaterialet sidst i bogen, derfortæller om Bechs arbejde med serien, om de kilder hun har benyttet og ikke mindst om de ændringer hun har valgt at foretage i denne seneste version, så fornemmer man, at der ikke blot er tale om et genoptryk, men om en egentlig opdatering af den oprindelige version. Det er måske ikke helt så gennemgribende som man har set det i Hergés gentagne gentegninger af sine Tintinalbum, men der er helt tydeligt blevet lagt en masse kræfter i at få Aida Nur til at fremstå så flot som mulig.

Selv om tegningerne har fået en overhaling, så er der også undervejs sket småændringer med enkelte detaljer i historien. Eksempelvis fortæller Bech i efterordet, at hun i den nye version ikke længere har villet have at drengens mor lige som Aida arbejdede som prostitueret og at det var grunden til at resten af den landsby hun bor i ikke ville have noget med hende at gøre. Til gengæld kan man så som førstegangslæser undre sig lidt over, hvad der så ligge til grund for at landsbyboerne ikke vil omgås kvinden. Bech fortæller også, at hun i dag næppe ville have ladet hovedpersonen være glædespige, men det har garanteret været for omfattende at omskrive den del af fortællingen, hvor Aida snakker om sit virke med den meget generte engelske arkæolog.

Aida Nur er en dansk tegneserie med internationalt format. Stilen er holdt i den ´ligne claire´ vi kender fra de klassiske fransk-belgiske serier, men selv om Bechs stil måske godt kan virke en anelse gammeldaws, så passer den utroligt fint til periodeskildringen. Dertil kommer at tegneserien trækker lige så meget på historiske kilder som på mere kulørte skattejagtshistorier, som de vi forbinder med Indiana Jones og lignende. Kapellets anbefaling er derfor klar: læs eller genlæs Aida Nur, det vil du med garanti ikke fortryde.