Det kom sikkert som en overraskelse for de fleste at Liam Neeson, der førhen mest var kendt som karakterskuespiller, i 2008 forvandlede sig til hårdtslående agenthelt i Taken. En film der i 2012 fik en fortsættelse, der var knap så stramt skåret som sin forgænger.

Grundpræmissen i de to første Taken-film var, at den forhenværende hemmelige agent Bryan Mills oplevede at hans kone og datter blev kidnappet, hvorefter det var hans opgave at få dem befriet, mens han nakkede skurke med begge hænder og på alle tænkelige og utænkelige måder. En formel der holdt sådan nogenlunde i begge film.

Der har sikkert være en del diskussion blandt forfatterne til den tredje – og foreløbigt sidste del - af serien, hvor langt man ville gå væk fra denne formel, men Luc Besson og hans kollega, har i manuskriptet til Taken 3 veget lidt væk fra denne formel, muligvis fordi det kunne være svært at forsvare, at Bryan skulle være så uheldig at få kidnappet sin familie hele tre gange.

I stedet for at have den savnede eks-kone og datter som fremdriftselement, dræbes hustruen nu i filmens start og idet Bryan finder hende død på sin seng, braser politiet ind i hans lejlighed opsat på at arrestere ham for mordet. Det kan de jo naturligvis ikke, så filmen udvikler sig hurtigt til en mere regulær efterforskning i, hvem der har dræbt hustruen og hvorfor. Det er muligvis fint nok at ændre på formlen, men det gør til gengæld at Taken 3, på mange måder kommer til at minde meget om en hel række andre velkendte thrillers, hvor manden der er blevet uskyldigt anklaget må kæmpe mod umulige odds, for at få renset sit navn.

En anden detalje er, at selv om filmen har fået en 15-års grænse herhjemme, er den lavet til et PG-13-publikum i USA. Det vil så sige, at den eksplicitte og ofte fysisk ubehagelige voldsudøvelse som kendetegnede de forrige film, er blevet afløst af mere mainstream action, hvor kampene ikke længere fornemmes fysisk, men snarere er lavet i kameraet, gennem smart klipning, osv. Selv når folk skydes på klods hold, er der derfor ikke meget blod at se, hvilket gør at den ellers så rå hovedperson, nu kommer til at fremstå som endnu en blandt mange halvhjertede actionhelte.

Historien om den beskyttende faderfigur, der får hjælp af sine tidligere kollegaer i den organisation som han var en del af, bliver denne gang kontrasteret af en godmodig politiefterforsker, spillet af Forest Whitaker, der gennem filmen konsekvent er et skridt bagefter Bryan og som desuden synes at have en slet skjult beundring for selvtægtsmanden, da han for længst har indset, at Bryan er uskyldig, selv om han har fået til opgave at hente ham ind på stationen iført håndjern.

Whitaker gør det, lige som Neeson, rigtigt godt og der er også flere af actionsekvenserne der er glimrende udført, men det ændrer ikke på at Taken 3 er og forbliver lidt af en skuffelse. Især ovenpå en to’er der heller ikke kunne leve helt op til originalens tempo og momentum. Det er ikke nogen decideret dårlig film, men den indfrier desværre heller ikke de forhåbninger man som fans af serien havde til en treer, forhåbentlig kunne slutte trilogien af med bravur.