Er man beskæftiget med anmelderi, og selv om man overordnet holder meget af de sager, man forsøger at skrive nuanceret om, så vil man opleve, at det nogle gange kan være svært at få taget sig sammen til at læse bogen, se filmen eller gennemføre videospillet. Man kan opleve en vis tøven forbundet med at kaste sig over et nyt værk. Dette gjaldt dog ingenlunde da Forlaget Forlæns valgte at sende Rune Rybergs nyeste tegneserie Death Save til os på Kapellet, for den tager sig ved første blik umindeligt indbydende ud, og så snart man begynder at læse i den, så er det meget svært at stoppe igen. Idet man når til enden er en af de eneste ting, man ærgrer sig over, at den allerede er slut.

Death Save er ellers, ved første øjekast, en underlig størrelse. Den er meget kulørt farvelagt i stærke pangfarver, og så virker figurerne både sært genkendelige og noget udsyrede i tegnerens sitrende streg. Samtidig opdager man hurtigt, at de medvirkende, deres sære ydre til trods, er meget nemme at forholde sig til, for de er skarpt skåret takket være deres ord og handlinger. Selv om meget af handlingen er henlagt til en lokal arkadehal (i en postmoderne storby, der indimellem minder om Dublin, andre steder København og Sydeuropa), og handler om et par meget drengede nørder, der bruger meget af deres tid på at forsøge at slå hinandens highscores, så har man hverken nødig at være et mystisk øglevæsen eller sej til flipperspil for at nyde Death save

Tegneserien er tegnet og fortalt af Rune Ryberg. Han er en tegner, som Kapellet tidligere har stiftet bekendtskab via tegneserien Gigant, som undertegnede retteligt kaldte ”utroligt laber”, da den blev udsendt i 2014. Det samme gælder i den grad Death Save, for selv om udgivelsen måske ikke har et stift omslag, så er den virkeligt lækkert trykt på tykt, lækkert papir. Måske kan det lyde banalt, men for tegneseriefans er det bare skønt, når der er blevet lagt lidt ekstra arbejde i at gøre det hele lidt mere taktilt lækket, og så man ovenikøbet får leveret en velfortalt, sjov og superfedt tegnet historie.

Som nævnt er fokus på et umage makkerpar Bass, en lidt forsigtig, fugleagtig fyr, og hans ven, den kaotiske, øglelignende Rick. De har været venner siden barndommen, men i løbet af Death Save bliver dette venskab sat på en virkelig hård prøve. Rick er altid rastløs, har hele tiden lyst til at lave rav i den, og det er ofte hans gerninger, der er årsagen til at de to må flygte over hals over hoved, fra de, der vil dele tæsk ud, fra butiksejere, som vil have deres varer tilbage, osv. Desuden går meget af deres tid med at hænge ud i den lokale arkade og forsøge at slå topscorer.

Tegneseriens titel er også hentet fra netop flippermaskinernes verden. Et ”death save” er det desperate trick, man kan benytte sig af, hvis ens sidste kugle er på vej ud af banen. Giver man maskinen et gok på det helt rette tidspunkt, kan man – såfremt man er heldig – få kuglen i spil igen. Det er dog risikabelt, da dette ofte kan få maskinen til at ”tilte” (lukke ned for at spilleren kan kontrollere maskinen – red.). Det er også en god titel, for den passer både helt konkret til vennernes begejstring for flippermaskiner, men det bliver også et udtryk, der kommer til at passe på deres liv, som i den grad har brug for et velplaceret spark. Især Bass vil gerne videre i sit liv, mens Rick har det fint med blot at gøre de ting, de to altid har gjort.

Hr. Ryberg får både skabt et helt særegent, karikeret tegneserieunivers i sin meget ekspressive streg, og samtidig bliver der også fortalt en historie om et venskab, der bliver sat på prøve, om vigtige livsbeslutninger, om kærlighed og ikke mindst om at forsøge at bryde indgroede vaner. Dette gøres virkeligt elegant, og selv om det er en fortælling, der er meget hverdagsagtig, sikrer den meget gennemførte tegnestil og farveholdning for, at det bliver virkelig interessant at læse.

Hvis man var lidt fræk kunne man sammenligne Death Save med klassiske danske ungdomsfilm som Mig og Charly og lignende med den væsentlige forskel, at den leverpostejsfarvede socialrealisme er blevet skiftet ud med et visuelt udknaldet, antropomorficeret univers. Det gør, at det som måske ellers kunne have været banalt, bliver vedkommende og vældigt intressant.

Endelig er dialogen og sproget også fantastisk. Det er Rune Rybergs ordvalg, der har givet denne anmeldelse den noget kryptiske overskrift, for i løbet af fortællingen optræder skældsordet ”røvbanan” til stor glæde for undertegnede. Det er en vending, som undertegnede bestemt mener stammer fra den første danske VHS-udgivelse af filmen Die Hard hvor oversætteren havde valgt at oversætte ”yippie Kaye-yeah Motehrfucker”, med det meget spøjse ”Juhu, røvbanan!”.

Denne kapellan var i al fald supergodt underholdt og læste Death Save fra cover til cover første gang den blev åbnet. Så blev den læst igen, så de mange fede detaljer i tegningerne og farvelægningen kunne nærstuderes. Det er en virkelig interessant og meget lækker udgivelse, som alle fans af tegneserier burde give en chance.