De, der kender Enki Bilal, vil vide, at han skaber meget stemningsfulde, kryptiske og ofte ret aparte tegneserier, der både besidder en stærk og nemt genkendelig grafisk kvalitet samt historier, der er ganske usædvanlige. Dette gælder også for tredje bind i serien Bug. Meget er sket siden Kameron Obb tilsyneladende sugede hele internettet til sig under et dramatisk ophold i rummet, hvor han samtidig blev inficeret af et mærkværdigt, insektlignende væsen.

Det er, som allerede nævnt i forbindelse med omtalen af de tidligere albums, jo muligt at tolke titlen på flere måder, noget som Bilal også italesatte i et interview på den franske kanal Arte i forbindelse med udgivelsen af den første del (bemærk interviewet er på fransk og tekstet på tysk – red.).

Der er dog ikke nogen bugs – altså i betyningen ’fejl’ - i dette seneste bind i serien, hvor læseren endnu engang kastes ud i en fremtidsvision af verden, der både minder ret meget om den, vi kender, og samtidig er radikalt anderledes. Den verden man møder her er ikke ulig den, man finder i mange af Bilals andre historier, for han har altid været tydeligt fascineret af globale forhold, storpolitik og ikke mindst esoteriske og fantastiske elementer, der iblandes denne volatile cocktail.

Eftersom internettet, inklusive intranet, private mails og backups af al data – forsvandt, forsvandt også en meget vigtig del af verdens fælles erindring og nyere historie. Det er en vild idé på den måde at nulstille informationsstrømmen og herefter fabulere om, hvilken retning verden i så fald vil udvikle sig i. Idet alle magthavere, forskere, terrororganisationer, for slet ikke at tale om helt jævne, almindelige mennesker synes at være meget afhængige af den information, der nu bæres rundt af et enkelt individ, har Obb selvsagt været en jaget mand. Alle vil have fat i ham og ikke mindst adgang til de passwords og anden information, som hans hjerne gemmer på, for på den måde at sikre sig et forspring. Dette aspekt er helt uændret i det tredje og seneste album i serien. Undervejs bringes læseren vidt omkring i verden, samtidig med at historien udbygger den gråblå fremtidsverden, Bilal har skabt til dig.

Foruden Obb følger læseren en række andre figurer, heriblandt Obbs datter. Hun blev i anden del kidnappet af nogle fæle typer, da de selvsagt kunne bruge hende til enten at tiltvinge sig information, som faderen har eller måske endnu bedre, selv at få fat i Kameron og al informationen. Hvad der konkret sker med far og datter skal selvfølgelig ikke afsløres hér, ud over at det selvsagt bliver dramatisk.

Bilal har i mange af sine albums udviklet en tegnestil, som er helt unik. Hans ofte meget dystre pastel- og oliekridtsbilleder afløses ofte af collager af tekst, der på hele eller halve sider gerne skulle foregive ’rigtige’ avisoverskrifter eller artikler fra fremtiden. Disse er sammen med illustrationerne med til at underbygge den version af virkeligheden, som skabes her. Disse kortere eller længere brudstykker af tekst er ligeledes holdt i et sprog, der er fyldt med fraser og vendinger fra en lang række fremmedsprog eller ligefrem ’novums’ (nye ord opfundet til lejligheden – red.), som i tekstform også peger i retning af science-fiction-genren. Det handler jo om et ’hvad-nu-hvis’ scenarie i en nær fremtid, hvor netop teknologien, eller som hér manglen på teknologi, skaber et alternativt univers til det, vi kender fra hverdagen.

Bug – bog 3 er mindst lige så vellykket et album som de to forrige. Måske er det ikke en albumserie, man læser, fordi man elsker plotdrevne historier, for selv om der da er interessante handlingstråde og drama, så virker det på undertegnede som om, Bilal er mere interesseret i at stille spørgsmål til læseren, at skabe stemninger og måske allervigtigst få os til at tænke over, hvor meget vi sætter vores lid til den digitale teknologi i hverdagen. Bilal synes ikke at være teknologifornægter, men det er nu en grundlæggende skræmmende præmis, som han har baseret sin serie på. Tænk nu bare, hvis også Kapellet blev utilgængeligt med mindre Kameron var til stede?