Måske kan det lyde hårdt, især i Troels Reinholdt Møllers ører, når Kapellet åbner med sådan en brutal overskrift, men før læsningen indstilles, og der fares til tasterne, så lad der lige blive gjort plads til en forklaring. Idet man samler Cliffhanger op, så fremgår det både af forsiden, og idet man begynder at bladre i den, at Troels både bevidst har valgt at tegne med en lidt for tyk tuschpen, og bakser en del med proportionerne i sine vittighedstegninger. Det giver såvel streg som tekst et meget sjusket udtryk.

Igen kan dette lyde meget groft, men er man som undertegnede vant til at læse Blueberry, Asterix eller måske mere sammenligneligt Gary Larson eller de mange, utroligt veltegnende folk, der viser deres talenter i Claus Seidels Til Stregen, så er Møllers streg i sammenligning unægtelig meget grov og primitiv.

Kapellets anmelder har på ingen måde lyst til at give Hr. Møller en ensidig sviner eller for den sags skyld være så hård i retorikken, at han på grund af en ubarmhjertig anmeldelse som denne måske ender med at blive helt disillionsioneret. En anmeldelse er i sagens natur subjektiv, men selv om smag og behag unægtelig er forskellig, så er det en ret objektiv vurdering, at tegningerne i Cliffhanger er meget skitseagtigt udført, sammenlignet med stort set alt andet, der er at finde på tegneseriemarkedet.

Nuvel, tegningerne gør jo ikke det hele, for skal man skabe en god vittighedstegning, så handler det muligvis i større grad om at få skabt absurde situationer, hvor et billede som ofte står i kontrast til en billedtekst eller indholdet af en talebobbel. Dette lykkes lidt bedre i Cliffhanger, der i øvrigt er tredje samling af Møllers vittighedstegninger, men når det visuelle udtryk halter så meget efter, som tilfældet er, så marrer det desværre det samlede indtryk.

Uden at dette skal blive en doktorafhandling om humorteori (og pas på derude, humorteori er IKKE sjov – faktisk kan den medføre seriøse bivirkninger i ens forhold til morskab – red.), så er det jo netop det uventede, det skæve eller de nye vinkler på velkendte, gennemprøvede floskler, der kan få os til at grine. Men når en flue i menneskestørrelse klager til fluetjeneren over at der er en mand i sin suppe, så er dette kunstgreb altså ikke 100% vellykket i denne skribents optik.

Nogle af vittighedstegningerne er da ganske sjove, men de mangler desværre det bid, der gør at undertegnede smiler bredt eller klukker af grin, som ofte sker når lekturen består af materiale skabt af folk som Wulffmorgenthaler, Roald Als, Rune T. Kidde eller mange andre.

Som anmelder skal man forsøge at gå en balancegang mellem hudløs ærlighed og hensyn til de, der har lagt deres hjerteblod i at skabe de værker, som bedømmes. Humor er også en vanskelig størrelse og varierer meget fra person til person, men for denne skrivekarl, så skyder Clifhangers mange vittighedstegninger ofte forbi, både hvad angår den meget onkelagtige punchline, men især i forhold til det visuelle indtryk, der som nævnt virkelig fremstår som noget sjusk.

Rådet herfra bliver derfor; tilbage til tegnebordet. Lav skitser. Rentegn. Kassér. Det lyder hårdt – og det er det muligvis også – men der er jo helt klart potentiale at spore i den tilsendte samling. Samtidig kunne det også tænkes, at det ville gavne Troels Møller at få en redaktør, der kunne give ham noget mod-/medspil i forhold til fremtidige udgaver.

Husk, som sagt er en anmeldelse udelukkende et udtryk for en personlig holdning og anmelders smag. Det kan jo sagtens være at du ærede læser synes, at Cliffhanger er vildt sjov og endda ulig den holdning, der bliver bragt her, bryder dig om tegningerne. Det ændrer dog ikke rigtigt ved, at vi her på Kapellet holder fast i ovenstående kritik.