Kapellets redaktør må først komme med en uforbeholden undskyldning til forlaget og Claus Seidel over at det har taget så lang tid at få anmeldt en udgivelse, der oprindeligt udkom i 2020. Dette skal dog ikke ses som et symptom på at Til stregen hverken er træg eller kedelig. Tværtimod! Det er en både interessant, omfattende og veloplagt gennemgang af dansk bladtegning fra starten til i dag.

Forfatter Claus Seidel er ud over at være en garvet tegner og illustrator også den forhenværende formand for Foreningen Danske Bladtegnere og en af hovedkræfterne bag Museet for Dansk Bladtegning, der eksisterede indtil 2017. Det meget omfattende arkiv af originaltegninger er nu overtaget af Det Kongelige Bibliotek.

Dette meget imponerende, grundige værk består af tre store bøger, der såfremt de blev placeret på ens ’coffee table’ med garanti ikke ville lade plads til ret meget andet. Mange af kapitlerne i dette omfangsrige værk er struktureret ved først at fortælle om hvad der kendetegner den type af illustration som der tales om i afsnittet, hvorefter læseren bringes til underafsnit om den ene avis (eller tidsskrift) og dennes tegnere, hvorefter der gås videre til næste avis. Her laves undervejs punktnedslag over hvilke tegnere, der har biddraget til pågældende avis, med en kommentar om tegnernes streg, personlighed og meget andet. Informationen om avisens tegneres arbejde bliver primært skildret kronologisk. Denne opbygning forekom for denne læser lettere sær i starten, men giver fin mening idet man bevæger sig frem i bøgerne.

I den første bog gennemgår Seidel først Dagens tegning altså de illustrationer, der bringes i aviser som kommentarer eller ledsager til aktuelle begivenheder. Under overskriften Den satiriske tegning fokuseres herefter på netop satiren. Selvsagt fylder et afsnit om Muhammedtegningerne også en del i den første bog. Her er det meget interessant at for en gang skyld at følge denne historie fra tegnernes perspektiv. Seidel var selv en af bidragsyderne til Jyllandspostens kontroversielle forside. Første bog afsluttes med et kapitel med titlen Den loyale artikelillustration, som netop fokuserer på de tegninger, der kan være med til at skabe en ekstra stemning i forhold til den ledsagende tekst.

I anden bog præsenteres læseren for endnu flere undergenrer. i Reportagetegningen skildres de hurtige, ofte skitseagtige illustrationer, der skabes når tegneren sendes på en opgave, lige som journalisten der skal forsøge at indfange et øjebliksbillede. Det samme gælder Teatertegningen hvor der undervejs fortælles mange anekdoter fra de bløde sæder i de mørke teatersale. Portrættegningen fokuserer på de tegninger hvor portrætligheden er i højsædet, et forsøg på at indfange essensen af en person via pen og papir. Der er selvsat også et kapitel om Retstegningen der jo kendes fra både aviser og tv, hvor fotografer som regel ikke får lov til at knipse løs.

Anden bog fortsætter ved at berette om Vignetten der er den lille, ofte meget simple tegning, der kun fylder det samme som en avisspalte, og langt de fleste kender sikkert Stribetegningen, der heldigvis stadig kan opleves i stort set alle dag- og ugeblade. På samme måde er Vittighedstegningen sikkert kendt af de fleste. Anden bog afrundes med en grundig gennemgang af de illustrationer der er blevet skabt konkret til Fagpressens forskellige publikationer og et kapitel der fokuserer på Bogillustrationen.

Tredje del, der rent sidemæssigt slet ikke er nær så omfattende som de to forrige bind, har mest af alt karakter af en slags efterord. Her gennemgår Seidel først historien om hvordan Foreningen Danske Bladtegnere blev skabt tilbage i starten af 1930’erne og sidenhen beretningen om Museet for Dansk Bladtegning. Herefter følger en alfabetisk liste over alle medlemmerne (både levende og døde) i foreningen, en litteraturliste og endelig et grundigt appendiks over, hvor man kan finde information om hver enkelt tegner i disse tre bøger.

Seidel skriver grundigt og i en tone der gør at selv de læsere der måske kun har en svag interesse for emnet nemt kan blive grebet. Til stregen er et utroligt velgennemarbejdet trebindsværk og så emmer den af fortælleglæde. Undervejs får læseren også præsenteret en masse anekdoter, personlige betragtninger og røverhistorier fra både Seidels eget liv og fra de mange tegnere, der nævnes undervejs.

Selv om læsningen er interessant, så er det der i dén grad sælger Til stregen de mange, mange, mange fantastiske illustrationer, tegninger og vignetter som de tre bøger er fyldt med. Omtrent 1300 tegninger er det blevet til, flere i fuldfarve og gengivet som helsidesillustrationer. Bogen er lækkert trykt på kraftigt papir og dette lader alle tegningerne komme til deres fulde ret.

Selv om ’bladtegning’ måske ikke længere fylder så meget i vores verden (Seidel synes undervejs at begræde det faktum at diverse tidsskrifter og aviser - takket være blandt andet det nye medievirkelighed -har gjort mindre og mindre brug af denne kunstart) så er bogen meget interessant læsning og giver sin læser inspiration til at nærstudere og måske ligefrem dykke længere ned i de enkelte kunstneres værk der nævnes undervejs. Til stregen er skrevet med enorm kærlighed til, og en kæmpestor viden om emnet. Den er velresearcheret og oplagt formidlet.

Så til trods for at anmelder, som nævnt i starten, har utrolig dårlig samvittighed over ikke at have fortalt Kapellets læsere om hvor lækker, informativ og inspirerende Til stregen er før nu, så ændrer det ikke på at dette bør være en bog som alle kunst- og tegneinteresserede bør anskaffe sig. Den fortæller nemlig ikke alene bladtegningens historie i Danmark, den er samtidig et bud på hvordan den nyere danmarkshistorie kan formidles gennem tusch, blyant og farver.