Den amerikanske tegneserieskaber Charles Burns er noget helt særligt. Ikke alene har han en meget genkendelig streg, der gør at man straks kan se at det er ham, der står bag, men idet man går i gang med at læse, opdager man også hurtigt, at han er en vild, syret særling, hvis historier mest af alt minder om surreelle mareridt af den værste slags.

Siden debuten (og den udgivelse, der for mange tegneseriefans stadig står som mandens hovedværk) Sort Hul har man i mandens seneste tegneserietrilogi at opleve en historie, der sømløst synes at oscillere mellem hverdagsfortællinger og fantasmagoriske, mærkværdige sekvenser. Der er dog ikke talt om flere distinkt forskellige historier, men om fortællinger der - idet man genlæser disse - hænger langt bedre sammen, end man måske umiddelbart skulle tro.

Sagt på en lidt anden måde, så kommenterer de mere abstrakte, surreelle sekvenser altid på en eller anden måde på den mere jordbundne, konkrete historie, der fortælles. Hvordan læseren så skal fortolke de billeder og den tekst, der møder en, idet man starter med at læse, er en helt anden snak. Hvad Burns’ ærinde er kan muligvis ikke lige forstås ved første gennemlæsning, men det er selvsagt også en stor del af charmen.

Sukkerranie er den sidste del af den trilogi, der startede med albummet X’et ud og som fortsatte i Kuben. Som nævnt i anmeldelsen af sidstnævnte, så er det meget vigtigt, at læseren har læst de to første albums, før man starter med den tredje, for ellers er det umuligt at finde hoved og hale i alting. Faktisk var det også nødvendigt for Kapellets udsendte at genlæse de to første albums i serien for at finde sammenhængen, og som overskriften antyder, så var heller ikke dette helt nok til, at anmelder følte, at den narrative kabale gik fuldstændig op, idet sidste side blev nået.

Dette bør endelig ikke læses som om, at Burns med Sukkerkranie har skabt en fortælling, der er uforløst, eller er uinteressant, men lige som når man har læst en roman, der benytter sig af cut-up teknikker, postmoderne metareflektioner eller lignende, så synes der at eksistere mere end én enkel måde at tolke og forstå denne finale på. Det er i anmelders optik virkelig sympatisk, at læseren i sådan en grad bliver udfordret.

Hovedpersonen Douglas har siden det første album været igennem flere kriser, både på det mere hverdagsagtige plan, hvor samlivet med kæresten Sarah har knaget noget så grusomt og rent eksistentielt. Vi møder i dette sidste bind også en noget ældre version af Doug, der faktisk beslutter sig for at opsøge Sarah flere år efter bruddet, for måske at kunne få manet nogle af fortidens spøgelser i jorden.

De tre albums skal betragtes som en helhed, for læser man disse i rap, vil man opdage, at der findes utroligt mange både handlingsmæssige og især visuelle sammenfald mellem historierne, som man kan opleve. Dougs sære drømmeverden synes konstant at levere en form for nøgle til alle de ting på virkelighedsplanet, som læseren ikke får eksplicit information om. Den konstante fokus på fostre (eller misfostre), som optræder, er vigtig, idet der på denne måde antydes at Sarahs aborter muligvis har været en medvirkende årsag til bruddet mellem de to. Et andet godt bud kunne være, at Sarah faktisk valgte at beholde det barn, som var resultatet af en ”smutter”, hvor hun ikke havde brugt pessar. Muligvis skal svaret findes et helt tredje eller fjerde sted.

Sukkerkranie leverer, lige som de forrige to albums, i den grad varen. Den er virkeligt fedt og mareridtsagtigt tegnet, fascinerende fortalt og samtidigt hurtigt læst. Det er en af den slags fortællinger, der synes at blive bedre og bedre, jo flere gange man genbesøger den. Der dukker nemlig hele tiden nye aspekter og detaljer op, idet man tager sig tid til at studere historien forfra. Af samme grund mener Kapellet at Charles Burns’ formidable og meget interessante trilogi bør være at finde på alle seriøse tegneseriesamleres hylder.