Det sker en sjælden gang imellem, at man, ja nærmest helt tilfældigt, falder over noget som ræsonnerer perfekt med een personligt. Når man så samtidig oplever at dette ”noget” får en til at grine ganske højt, upassende og længe, til trods for at man ret beset ikke burde sidde og læse tegneserier i mellemtimerne mellem ens undervisning, så er det svært ikke at være ovenud begejstret.

Punk Life Crisis er til trods for sin engelske titel en pæredansk tegneserie om en lille gruppe folk, der måske egentlig er blevet lidt for satte, gamle og alt for konforme til at udleve deres drømme om rock’n’roll, men som – idet muligheden for at tage på tour med et nyformet punkband opstår – kaster sig hovedkulds ud i det. Drømmen er selvsagt alt, hvad en tur i rockens overhalingsspor kan tilbyde, men virkeligheden ender i stedet med at være en nedturslussing med en kold, pisvåd søndagsavis.

Denne fortælling er mesterligt orkestreret af Simon Petersen, der – som overskriften gerne skulle antyde – rammer denne satire over livskrisen og ikke mindst de mange skænderier og egoer, der ramler sammen når man nu engang laver et band – lige i røven. Det er dog på ingen måde skildret hverken kynisk eller ufølsomt, men med stor kærlighed til både livet, (punk)rocken og dagligdagen.

Tegneseriens hovedperson Simon (som sjovt nok både ligner og deler navn med skaberen af tegneserien) er lige som undertegnede underviser. I tegneseriens allerførste kapitel introduceres han ganske fint gennem et indblik i hans daglige arbejde. Eleverne på ungdomsskolen stiller konstant åndsvage spørgsmål til læreren, før en ældre kollega dukker op i døren og spørger Simon, om han mon ved, hvor der er tavlekridt til trods for at der er whiteboards i alle lokaler. Lidt senere spørger samme oldingelærer, om ikke han kan fylde toner på kopimaskinen, mens han tænker, hvordan det dog kan være, at hun ikke selv kan finde ud af dette til trods for at hun har arbejdet der i 15 år. Det er ikke fordi denne skildring af 40-årige Simons dagligdag er nøjagtig som undertegnedes oplevelser fra hverdagen på VUC i Aalborg, men det er edderhakkeme tæt på.

Simon har nemlig ikke altid drømt om lærergerningen. Idet læseren kommer med ham hjem, ifører han sig læderjakken og gør sig klar til at tage til koncert. På væggen kan man se plakater med Ramones og Misfits, for Simon har jo stadig en drøm om at stå på en scene og med hård musik i baggrunden skrige sin weltschmerz ud. Da han ret tilfældigt render ind i et par af sine gamle venner til en koncert, og da en af dem ligefrem har pisset over kors med selveste Pete Buck, der har opmuntret vennen til at følge drømmen, beslutter de sig for at smide, hvad de har i hænderne og vælte i øvelokalet. Næste stop er en turné i Nordtyskland og Holland.

Læseren er med hele vejen, i øvelokalet, til de første gigs, på bar og selvsagt også med ombord på turbussen eller rettere den kassevogn, som en af bandmedlemmerne har lånt. Selv om anmelder ikke just har levet rockdrømmen selv (eller for den sags skyld har haft et ønske om dette), så er skildringen af den dynamik, der er i et lettere dysfunktionelt band også ramt utroligt præcist. Når egoer ramler sammen er det måske ikke særligt morsomt at være en del af, men til gengæld er det megasjovt at betragte fra sidelinjen. Simon Petersen beviser med Punk Life Crisis, at han skriver og tegner fra (bitter?) erfaring.

Titlen henviser selvsagt til det faktum at vores hovedperson har valgt at lege punkrocker i en alder af fyrre. Hvor andre måske køber en sportsvogn eller bytter konen ud med en yngre model, så vil Simon stå på scenen. Dette alternativ til det faste arbejde viser sig dog at være mere et mareridt end den rock’n’roll-drøm, han havde forestillet sig. Selv om dette kan lyde alvorligt, så er tegneserien som sagt en, der fik undertegnede til at grine meget højt, ofte og længe. Dette hænger ikke kun sammen med, at den muligvis rammer en nerve hos den mindst lige så midaldrende anmelder, men fordi Simon Petersen både formår at tegne virkeligt sjovt og ikke mindst skabe utroligt morsomme dialoger og situationer.

Så mangler du selv et break fra dagligdagens trummerum, så er Punk Life Crisis det perfekte alternativ til selv at udleve livet som amatørrockstjerne. Selv om Kapellet bestemt ikke skal skydes i skoene at være fortalere for Janteloven, så er chancerne for at man selv pludselig bliver den nye Iggy Pop nok forsvindende lille, især hvis man først beslutter sig for at være det nu. Det viser sig også at være en af pointerne i denne meget sjove udgivelse, som alle de, der holder af humoristiske tegneserier, burde unde sig selv at læse.