Der er vist ikke ret mange, der ikke ved hvem Lucky Luke er. Den tegnede cowboyhelt, berømt for at være ’hurtigere end sin egen skygge’, har siden sin debut i 1954 været hovedpersonen i over 80 albums på dansk, og hertil kommer alle de udgivelser, der ikke er en kanoniseret del af hovedserien. Lige som med andre populære tegneserieserier (eksempelvis Splint & Co. og Linda og Valentin – red.) er der blevet skabt Lucky Luke-historier, der under overskriften ”ekstraordinære eventyr” benytter den velkendte figur til at fortælle nogle ret anderledes eller alternative historier med.

Det seneste ekstraordinære eventyr med Lucky Luke har fået titlen Manden der skød Lucky Luke. Det er selvfølgelig en slet skjult reference til John Fords westernklassiker The Man Who Shot Liberty Vallence (1962), og begynder lige som filmen med en dramatisk scene, der blot er indledningen til det flashback, som udgør selve hovedhistorien. Den dramatiske startscene viser efterdønningen af en helt klassisk shootout-sekvens i en typisk, amerikansk westernby. Lokalbefolkningen stimler sammen om en person, der ligger med ansigtet i dyndet. Han er iklædt Lucky Lukes karakteristiske klædedragt, og pludselig lyder en begejstret stemme i mængden; ”Jeg har udslettet legenden! Jeg har dræbt Lucky Luke”. En scene som læseren, idet fortællingens skrider frem naturligvis får serveret igen hen mod slutningen.

Hovedhistorien fortæller altså, hvordan det hele kunne ende så grelt. Der springes en håndfuld dage tilbage i tiden, til en aften hvor en regnvåd cowboy og dennes trofaste hest, ankommer til byens kro. Hesten får gulerødder, mens vor hovedperson forsøger at få tiltusket sig mad og drikke i saloonen. Her træffer han en herre, der præsenterer sig som Doc Wednesday, og han kan fortælle Lucky om alle de problemer, byen for nyligt har været plaget af.

Det viser sig, at en dilligence, der skulle ankomme med en ladning guld til byen, er blevet røvet, angiveligt af en bister indianer, der efter røveriet tog flugten op i de nærliggende bjerge. Byens lovmænd, en uduelig sherif og hans endnu mere uduelige bror, har ikke formået at finde mange spor i sagen. Så efter indbyggerne i samlet flok bønfalder Lucky Luke om hjælp, indvilliger han i at se nærmere på sagen. En sag, som læseren allerede ved, angiveligt koster ham livet.

Det er ret tydeligt, at tegner og forfatter Matthieu Bonhomme er virkelig vild med Lucky Luke og det univers, som er blevet bygget op omkring figuren. Han er blandt andet inspireret af den måde mange af de tidlige albums fra 1960’erne og 70’erne er farvelagt på, idet der flere gange optræder nogle meget, nærmest ekspressionistiske kontrastfarver i de enkelte rammer. Dette falder fint i tråd med den måde man husker figuren på, men samtidig er det også i selve stregen ret tydeligt, at Bonhomme ikke blot forsøger at kopiere Morris’ streg en til en, men at han i stedet har forsøgt at give figurerne et lidt mere naturalistisk præg. Ikke forstået på den måde, at Lucky Luke er blevet til Blueberry https://kulturkapellet.dk/tegneserieanmeldelse.php?id=247, men i stedet at figurerne er mindre karikerede og tager sig lidt mere realistiske ud.

Der er en lille sidehistorie, som dukker op igen og igen i løbet af de 64 sider, som Manden der skød Lucky Luke strækker sig over. Vores helt forsøger nemlig igen og igen at få fat i noget tobak, så han kan rulle sig en af sine karakteristiske cigaretter (noget som Doc Wednesday i øvrigt fraråder, idet han selv hoster blod op, angiveligt som direkte følge af den lungesygdom han har pådraget sig gennem rygning.) Det lykkes aldrig for Lucky Luk at få ild i den hjemmerullede. Dette er muligvis en kommentar til den beslutning som Morris (måske lidt ufrivilligt? – red.) tog i starten af 1980’erne, hvor smøgen blev udskiftet med et halmstrå. Her får læserne så en rimelig forklaring på, hvorfor den ellers så hjemmerullende cowboy pludselig ændrede sin adfærd.

Manden der skød Lucky Luke er en glimrende fortalt, spændende og ikke mindst veltegnet Lucky Luke-tegneserie, der måske falder lidt udenfor den ordinære albumserie, men som samtidig ikke er så væsentlig forskellig, at den bryder med alle de velkendte troper. Indrømmet, Jolly Jumper taler ikke til sin rytteren og tonen er overordnet set måske også blevet lidt mere voksen, end man er vant til, men havde der ikke udtrykkeligt stået på coveret at dette var et ’ekstraordinært eventyr’, så kunne man ved første øjekast godt tron at det blot var et spritnyt album med knap så mange gags og en lidt alternativ tegnestil. Kapellets anmelder var i al fald så begejstret, at albummet allerede er blevet læst flere gangen siden det dukkede op fra forlaget.