Det er intet under, at figuren Sherlock Holmes stadig er populær, selv om der er gået over 120 år efter Sir Arthur Conan Doyle skrev Et studie i rødt - hans første fortælling om mesterdetektiven. Holmes var ikke kun forud for sin tid, idet han anvendte videnskabelige metoder i sin detektivvirksomhed. Han blev også kendt for hans skarpe logiske sans og ikke mindst hans excentriske væsen.

Doyles mange fortællinger om Holmes har gennem årene affødt en mængde film, teaterstykker, tv-serier, men figuren er også blevet flittigt brugt af andre forfattere, tegneserietegnere og dramatikere, der enten har søgt at bygge videre på Holmes’ legende, mens andre synes at have (mis-)brugt den ikoniske detektiv, primært for at tiltrække de fans, der alle holder af Holmes.

Hører man til de, der lige som anmelder, er vild med nærmest alt der lugter lidt af Sherlock, så vil Kulturkapellet garantere, at du vil være godt underholdt i selskab med den nye tegneserie I hovedet på Sherlock Holmes – den skandaløse billet 1. Som titlen antyder, så får du kun første del af denne fortælling serveret i dette bind, men det til trods er der al mulig grund til at sikre sig et album allerede nu.

Der er flere, der gennem årene har forsøgt at visualisere, hvordan Holmes’ tankeprocesser fungerer. Eksempelvis har nyere filmfortolkninger (f.eks. i Guy Ritchies film eller den fremragende BBC-serie med Benedict Cumberbatch) forsøgt at vise sin tilskuer den måde Holmes tænker på gennem en hektisk krydsklipning mellem close-ups af de detaljer, detektiven fæstner sig ved og scener, hvor man ved selvsyn kan se eksempelvis ,hvordan en særlig type blomsterfrø efter alt at dømme er endt på ærmet af den person, Homes taler med. Lidt den samme teknik anvendes i den nye tegneserie, med det aber dabei, at læseren i ro og mag kan nærstudere de enkelte detaljer.

Selve historien er en, der er sat til at foregå umiddelbart efter Et studie i rødt, og det skal indskærpes, at den ikke er en som Doyle selv har forfattet. Det har derimod Cyril Liéron med stor respekt overfor de originale historier. Anmelder var i al fald virkelig begejstret for den måde historien udfolder sig på og ikke mindst den måde, som tegner Benoit Dahan har illustreret denne på.

Allerede idet man får tegneserien i hånden kan man fornemme, at der er en nærmest legende tilgang til materialet. Selv om det måske kan være svært at se på billedet af coveret herover, så udmærker udgivelsen sig ved, at silhuetten af Holmes er ’skåret ud’ i det tykke pap i forsiden. Tegningen man ser med Homes i fuld gang med at tjekke sit mentale bibliotek for information, er altså første side i udgivelsen. Idet man når længere frem, finder man andre, overraskende og meget finurlige elementer, der både leger med tegneseriens form, materialitet og indhold. Det skal naturligvis ikke afsløres her, hvad du – kære læser - bliver bedt om at gøre undervejs, men flere af disse elementer er sjove og meget opfindsomt udtænkt.

Det vigtigste er dog ikke disse visuelle og taktile gimmicks, men mere selve fortællingen, der som nævnt emmer af den stemning og mystik, som man også finder hos Doyle. Det centrale plot tager sit udgangspunkt i en begivenhed, hvor en læge, uden at kunne huske hvordan, er blevet fundet vandrende omkring London i nattøj. Holmes og Watson kommer ad omveje på sporet af en sag, der rækker langt ud over en mand med hukommelsestab, og da første bind afsluttes er jagten på en skummel bagmand i den grad skudt i gang.

Selv om læseren måske ikke bliver ført helt ind i hovedet på mesterdetektiven, så er forsøget i al fald gjort gennem både tekst og tegning. Mange af de meget flotte billedrammer (som ofte snørkler sig i en slags art-nouveau-lignende konstruktioner over siderne – typisk hvor højre og venstre side af opslaget spejler hinanden) er ligeledes forsynet med en rød tråd, der er tegnet ind, så læseren nemmere kan orientere sig i rækkefølgen og de mange informationer, der gives undervejs. Selv om denne tegnestil måske kan virke en anelse kaotisk ved en hurtig gennembladring af albummet, så giver denne ret unikke måde at præsentere informationerne på vildt god mening, idet man læser historien i ro og mag.

Selv om undertegnede altid har set Jeremy Brett som den skuespiller, der har leveret den ultimative skildring af Holmes på film, så har makkerparret bag tegneserien i stedet valgt Basil Rathbone som udgangspunktet for deres tegnede version af detektiven. Det er også muligt at genkende Rathbones kontrafej, men vigtigst er nu selve mysteriet, der udfolder sig. En samling begivenheder, der som allerede nævnt, både visuelt og i teksten, fanger den ånd, som man oplever, når man læser Conan Doyles fortællinger. Man kan bare håbe på at Liéron og Dahan formår at afslutte deres Holmeshistorie lige så stærkt som de har startet den. Kapellets begejstrede anmelder er i al fald mere end klar til at kaste sig over anden og sidste del, når den – ifølge planen - udkommer senere i 2021.