I introduktionen til Kartarsis skriver Luz: ”Denne bog er ikke et vidneudsagn, endnu mindre en tegneserie, men en historie om et gensyn mellem to venner, som en dag var tæt på aldrig at skulle mødes igen”. Vennerne, han skriver om, er ham selv og hans tegning. For tilfældet ville, at Luz havde fødselsdag den 7. januar 2015. Så mens han fejrede sin fødselsdag og mens - som Lars Refn skriver i introduktionen - ”han lå og kneppede med sin kone”, brød maskerede mænd ind på satirebladet Charlie Hebdos redaktion i Paris, dræbte 12 mennesker (blandet andet fem tegnere og to politimænd) og sårede adskillige. Endnu et voldeligt, meningsløst og absurd angreb på folk, hvis primære ’forbrydelse’ var at drille og lave sjov med ting, som andre tydeligvis fandt så alvorlige, at de ikke så anden udvej end at iværksætte et væbnet angreb. Som en klog person engang har sagt, så ville verden være et meget bedre sted, hvis blot ikke alle tog dem selv så fandens alvorligt!

Kartarsis er en både ret mærkværdig, rodet men også meget personlig udgivelse, der – lige som titlen antyder – har været Luz’ måde at få afløb for sine mange myldrende tanker og frustrationer på, især de, der handler om at genfinde glæden ved at tegne, når han rent personligt kæmper med det trauma og den skyldfølelse, der unægtelig har været konsekvensen af angrebet på hans arbejdsplads. Når nære venner og kollegaer er blevet skudt ned, udelukkende fordi de har lavet satire, er det helt forståeligt, at det kan være ret svært at genfinde en begejstring ved netop dette arbejde.

Undertegnede kendte ikke Luz’ arbejde, streg eller har et forhold til indholdet i Charlie Hebdo, men førstehåndsindtrykket er, at mange af Luz’ rammeløse striber og den lidt ’sjuskede’ streg han har minder en hel del om hedengangne Rune T. Kiddes. Det er også meget muligt, at denne sammenligning bliver lavet, idet der i begges udtryk både kan findes en umiddelbarhed og spontan tone, der ofte er vævet tæt sammen med noget weltschmertz og alvor. Giver man sig dog tid til at nærstudere Luz’ tegninger, så findes der samtidig med de lidt naive, små karikerede figurer også passager (eksempelvis ”Varulven” s. 101-108, ”Eros & Thanatos” (s.11-14) eller i ”Pausesmøg” s. 75-79), som godt nok forekommer lidt løse i stregen, men som viser en meget mere kunstnerisk åre, og at Luz er en ganske habil tegner.

Selv om de fleste episoder i Kararsis overvejende er skildret i sort og hvid, benytter Luz også indimellem enkelte farver ganske effektivt. Den blodrøde farve optræder på grotesk vis i en af bogens allerførste passager kaldet ”En drøm”, hvor læseren møder en tegner, sikkert et af ofrene for angrebet, der taler direkte til beskueren med en blodrød plamage, der hvor hans ene øje burde være. Andetsteds, i historien ”Læbestift” formår Luz at lave en association imellem den skrækkelige massakre, han oplever idet han går op ad trappen til redaktionen og til farven på konens læbestift, idet hun render ham i møde udenfor. Det er ganske effektivt og rørende.

Selv om Luz som nævnt påstår, at Katarsis hverken er en tegneserie eller et vidneudsagn, så er det meget svært at læse den som andet end både og. Selv om der er nogle passager, der er mere abstrakte end andre, så findes der også en del fællestræk; et fokus på privatlivet og tegnerens tankemylder. Et privatliv, der viser at en solnedgang godt kan være smuk, selv om der ud over ens elskede også er en mindre gruppe bodyguards til stede. Dagdrømmerier, der konstant synes at vende tilbage til den tragiske januardag og som ofte befolkes af mørke, skimaskebærende figurer. Figurer som både kan virke truende og som allestedsnærværende skygger, andetsteds både latterlige og poetisk dansende med en ak-47 i hænderne.

Undertegnede vil påstå, at det er meget svært at forstå denne samling af ganske forskellige, fragmenterede fortællinger, hvis ikke det var fordi man i introduktionen havde fået serveret netop rammerne for indholdet. Katarsis viser, at det er muligt at få nogle af ens mest dystre tanker ud af systemet, hvis man sætter sig for at gøre det. Det bliver undervejs i læsningen ret tydeligt at mærke, at Luz virkelig kæmper med en masse ting, men som læser har man også en fornemmelse af, at dette terapiprojekt har været rigtigt gavnligt for ham. Det kan godt være, at det måske kan være nemmere at bearbejde et traume, når man har evnen til at udtrykke sig kreativt. På den led kan man godt sammenligne denne bog med En frivillig død, der også viser en tegners forsøg på at tegne og fortælle sig ud af sine svære tanker.

Ud over at være et personligt projekt for Luz bliver Katarsis også en udgivelse, der i både ord og billeder viser, hvor voldsom efterdønningerne af terrorangrebet på Charlie Hebdo har været, men at det til trods er muligt at bearbejde disse dystre tanker og skabe et værk, der også kan være interessant for andre. Ikke kun fordi man får et ret unikt og ærligt indblik i tegnerens mest private tanker, men også fordi man heldigvis kan opleve, at de forbandede angrebsmænd heldigvis ikke har fået Luz til at miste evnen til at gøre grin med dem eller med sig selv. Længe leve humoren!