Endelig er den her. Efter Kapellets tegneserieglade anmelder slap det første bind af Den skandaløse billet i foråret 2021, har ventetiden været lang, men nu er anden del af historien endelig landet og hvilken afslutning!

Der er vist ingen grund til at gentage de mange rosende ord, som faldt da det første album blev omtalt på disse sider, men Kapellet kan godt afsløre at Dan skandaløse billet del 2 er mindst lige så vellykket som det var tilfældet med første bind. Sherlock Holmes er jo en populær figur, hvad enten han optræder i bog-, tv-serier-, spil- eller film-form og idet mange forfattere har benyttet figuren har også betydet at detektiven over årene har fået tilføjet en masse aspekter til sin figur, der muligvis ikke er at finde hvis man udelukkende læser Conan Doyle.

Hvis man placerer begge bind af Den skandaløse billet ved siden af hinanden, er der også tænkt over helhedsindtrykket, for på forsiden af første bind, var det Holmes’ profil, der var udskåret med næsen vendt mod venstre. I anden del er det hovedskurkens profil der pryder forsiden og han vender sin næse den stik modsatte vej. Så lægger man bøgerne side om side kan man se de to ærkefjender nedstirre hverandre. Sidste bind sluttede med, at Holmes kom på sporet af Wu-Jing, en skummel kinesisk tryllekunstner og hypnotisør, der tilsyneladende har lejet en masse af Londons teatre og sørget for at en udvalgt flok af beboere i byen dukker op til disse sære varietéforestillinger, for muligvis at blive kidnappet. Da sidste bind sluttede var hverken Holmes eller læseren klar over hvad bevæggrunden for denne skumle fremfærd var.

Kapellet kan til gengæld garantere, at stort set alle de spørgsmål som man sad tilbage med da første del sluttede vil blive besvaret i anden del, men selvfølgelig ikke uden både tegneseriens altoverskyggende hovedperson og dennes tro væbner Watson også bliver viklet ind i denne komplekse sag. I trit med at historien fortælles er læseren også – på flere, meget opfindsomme, både visuelt men også taktile måder – vidne til hvordan Holmes kommer frem til de deduktioner han gør. Læseren skal undervejs eksempelvis manipulere en enkelt side i udgivelsen, hvilket gør at der dukker ting frem som man ellers ikke havde opdaget. Bare rolig, du skal ikke decideret folde siderne i dit nye, dyre tegneseriealbum lige som ”fold-ind”-tegningerne der en overgang var standard i magasinet MAD. I Den skandaløse billet – del 2 kan du nøjes med at folde siden i en blød bue, for at opnå en effekt.

Lige som sidst er der lagt utroligt meget arbejde i at vise læseren, at det stadig er muligt at finde på nye måder at bruge tegneserieformatet på, end du måske troede. Selv om der selvsagt er en historik i at skabe tegninger, der tvinger dig til at opleve tingene på en anden måde (man kan i flæng nævne kunstnere som M. C. Escher, eller de mange tegninger, der bevidst (mod)arbejder sammen med vores hjernes evne til mønstergenkendelse. Du ved, de billeder hvor tilskueren kan vælge; er det en dame eller en gammel mand? Er det en and eller en hare? – red.). Det er igen vildt at tænke på hvordan det er lykkedes for skaberne af de to I hovedet på på Sherlock Holmes-album at finde på så mange opfindsomme måder, at formidle deres historie på.

Det kan godt være at der vil være enkelte læsere, der måske kan synes at selve plottet der afdækkes kan være en anelse søgt, især med tanke på afsløringen af selveste Wu-Jings og dennes diabolske planer – for selv om dette måske virker ret logisk idet man læser tegneserien, så vil man – bare rolig der kommer ingen spoilers – idet man tænker tilbage på fortællingen, forundres over at Holmes ikke havde opdaget en af de store plottwists, især når man tænker på hvor ofte han selv har iført sig lånte fjer. Dette betyder dog mindre, for helhedsindtrykket er ab-so-lut forrygende!

Benoit Dahans tegninger ligner, sikkert med fuldt overlæg, håndkolorerede koldnålsraderinger. Så man imens man læser så ledes tankerne tilbage til de kobberstik Sidney Paget skabte til at illustrerer historierne om Homes i The Strand Magazine, mens tegningerne i samme nu emmer af nutidigt schwung i stregen. Det er svært at forestille sig denne opgave løst på en mere elegant vis. Kapellet går selvsagt ud fra at det er Dahan, der har komponeret alle de billedrammer og finurlige visuelle indslag, der ikke alene forsøger at vise hvordan Holmes’ hukommelsespalads er konstrueret, men også hvordan de ledetråde, både de falske og de der viser sig at føre mod mysteriets opklaring, er organiseret. Det er slet og ret imponerende.

Som læserne af disse linjer nok kan fornemme, så har det været fysisk svært at skrive denne anmeldelse, idet armene stadig er helt over hovedet. Så er man bare det mindste interesseret i tegneseriemediet, i Holmes eller bare i en hamrende original udgivelse, så må man ikke snyde sig for de to bind i denne serie. Kapellets kapellan krydser fingre for at dette ikke er det sidste vi får set til makkerparret Dahan og Liéron, men er det det, så vil deres værk med garanti fremstå som noget ret unikt i mange år. De allervarmeste roser skal i al fald lyde herfra!