Hvis du bliver bedt om at forestille dig en kombination af nordisk mytologi og en tegneserie, så er det anmelders hypotese, at de fleste blandt vore læsere straks kommer til at tænke på Peder Madsens nærmest kanoniske storværk Valhalla . Det er da også samme Peder Madsen, der har skrevet forordet til en helt ny tegneserie om denne mytologiske verden, som forlaget Cobolt har sendt på gaden.

Til forskel fra Valhalla følger læseren i Vei ikke et par menneskebørn i deres møde med guderne men i stedet en kvinde fra Jotumheim, der på samme måde pludselig står ansigt til ansigt med sine egne guder.

Læseren kastes ind i handlingen fra allerførste billede. Vi ser en ensom skikkelse, der livløst driver rundt i bølgerne midt på åbent hav. Et skib nærmer sig og haler hende med lidt med besvær ombord, hvorefter besætningen til deres store frygt opdager, at kvindens øje minder om dem man ser hos en gedebuk. Det viser sig, at skibet er stævnet ud fra Midgaard (menneskernes verden) for at finde Jotunheim (Asernes), og nu må de jo være tæt på. Kvinden i vandet hedder nemlig Vei, og det er hende som bliver fortællingens hovedperson.

Besætningen på ekspeditionen beslutter sig for at dræbe kvinden, men i næste nu er skibet væk og besætningen befinder sig i lige så stor havsnød, som vor hovedperson gjorde i starten. Hvorfor hun i det hele taget er endt ude midt på havet, får læseren først delvist svar på senere i historien. Det kan dog godt afsløres, at Vei får reddet sig i land igen, og her får hun følgeskab af en af de eneste overlevende fra skibet. Turen går nu gennem ukendt terræn på vej mod mod Jætterne, for Vei søger efter et svar på, hvad der er sket, og så havde hun også et ærinde hos dem. Til gengæld har hun ingen idé om, hvad der venter hende ved rejsens ende, for det skal vise sig, at hun pludselig bliver en central figur i et opgør mellem Jætterne og det parthenon af nordiske guder, som langt de fleste kender.

Vei er det første bind i en serie på to bøger, der giver sin læser et særligt twist på de velkendte fortællinger om mennesker, guder og kæmper. Der er noget forfriskende ved at forsøge at fortælle denne historie fra en helt anden vinkel. Eksempelvis viser det sig at Thor, Odin, Loke og alle de andre velkendte skikkelser måske ikke er lige så helteagtige, som man ellers forestiller sig. Faktisk kommer de til at fremstå som nogle arrogante, egoistiske og luskede figurer, der til trods for deres gudestatus forsøger at snyde og manipulere. Dette er muligvis heller ikke overraskende, idet det er velkendt, at mange af de nordiske guder på godt og ondt er afspejlinger af os og vores meget menneskelige natur.

Vei er på alle leder og kanter en meget interessant udgivelse. Det er en af den slags tegneserier, der er hurtigt læst, fordi historien er så velfortalt men også en af de slags udgivelser, som man efterfølgende studerer mere omhyggeligt, fordi den er meget flot tegnet, farvelagt. Hvis du tvivler på dette udsagn så bladr blot om på sidst i fortællingen for at se Vei, der besøger en helt fortryllende krystalgrotte. Det kan godt være, man har set lignende scenarier i eksempelvis superheltetegneserier, men derfor er det stadig ret imponerende lavet. I det hele taget er Vei en tegneserie med et meget internationalt format, idet stilen minder meget om den, man er vant til fra de store amerikanske serieforlag. Læg også gerne mærke til, hvordan det ene billede afløser det andet, det er på udsatte steder virkelig interessant tilrettelagt.

Skal man endelig iføre sig ens skarpe, kritiske briller, så er der også enkelte pasager i fortællingen, der bærer tegn på, at parret bag Vei muligvis har skyndt sig lidt for meget i afviklingen af deres fortælling – eksempelvis i starten af kapitel tre, hvor Vei og hendes følgesvend bryder ud af et underjordisk fængsel, går det meget hurtigt. Her virker det som om, ønsket om fortællemæssig fremdrift har vundet over at have læseren med hele vejen. Den største anke undertegnede dog har er, at det helt bevidste valg at gøre mange af figurenes ansigter androgyne virker meget sært. Til trods for at dette valg er mægtigt tidssvarende og til dels modigt, så er det ikke altid lige vellykket set gennem denne anmelders briller.

Dette er dog kun mindre knaster i, hvad der ellers kommer til at fremstå som et flot Yggdrasil, for Vei er en tegneserie, der formår at skabe sin helt egen personlige version af de myter og legender, som de fleste af os er vokset op med. Det er et univers, som i den grad fungerer, som er fascinerende og selvfølgelig vælger Elfgren og Johnsson at stoppe deres fortælling med en veritabel cliffhanger. Af samme grund føles det meget svært, at skulle væbne sig med tålmodighed helt indtil november måned 2020, hvor anden og sidste del af Vei er sat til at udkomme.