Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Døden / Forlaget Fahrenheit / 308 sider
Tekst: Halfdan Pisket, ill: Halfdan Pisket
Anmeldt 11/11 2020, 09:00 af Torben Rølmer Bille

Smuk og dyster


Smuk og dyster

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den danske tegneserieskaber Halfdan Pisket har vi tidligere stiftet bekendtskab med her i Kulturkapellet. Hans Danskertrilogi, der startede med Dessertør fik ikke kun mange rosende ord med på vejen fra vor kapellan Michael, men er sidenhen også blevet oversat til flere sprog og vandt i 2019 velfortjent en fornem fransk tegneseriepris .

Pisket her en ganske unik sort/hvid stil, der synes at være helt sin egen og måske tættere beslægtet med Hugo Pratt, end med den vi kender fra en fyr som Frank Miller. Muligvis ville det være mere præcist at skrive, at Piskets stil godt kunne bringe ens tanker hen på en kunstner som Dea Trier Mørch, for denne anmelder vil påstå, at den måde Pisket tegner på gør, at hver frame minder mere om et træ- eller linoleumssnit end noget, der er skabt med pen og blæk.

Det er ikke kun i de grafiske flader, at det sorte fylder meget, for historien er også meget dyster til trods for, at det samtidig er en tegneserie, som er ret hurtigt læst. Dette skyldes, at Pisket ikke overdynger sin læser med en masse tekst, men ofte lader lange passager forblive næsten helt ordløse. Det er kun det allermest nødvendige, der bliver gengivet i talebobler eller via de fortællerstemmer, der guider læseren rundt.

Selv om Døden er en noget anden type af fortælling end den, man kunne opleve iDanskertrilogien, så er det stadig muligt at finde fællestræk mellem de to. Eksempelvis spiller sygdom også en ret væsentlig rolle i den nye tegneserie, for Yusuf, der er bogens egentlige hovedperson, besøger gentagne gange hans gode ven Rafil, der ligger på Rigshospitalet, hvor han slås mod en svulst i hjernen. Dernæst er hovedpersonen, som hans navnet antyder, en del af et miljø, der gør at han oplever såvel fremmedgørelse som et vist pres fra sine omgivelser.

I Yusufs fortælling springes der ofte fra en form for nutidshistorie til de barndomsminder, der i sin tid knyttede Yusuf og vennen Rafil sammen. Især bliver en central begivenhed, hvor drengene var ude at bade, et af de minder, der gentagne gange vendes tilbage til. Døden handler dog også om andre aspekter af Yusufs liv. Læseren får eksempelvis også et indblik i det noget besværlige forhold som hovedpersonen har til kæresten Alma. Som man ved selvsyn kan opleve, så er der masser af ting, som vor hovedperson gerne vil sige til hende, men af en eller anden grund så er det umådeligt svært for ham at få det gjort.

Som titlen antyder, så er Døden en tegnet fortælling, der både i udtryk og indhold er temmelig alvorlig. Døden, altså ham den klassiske version af døden: en kutteklædt skeletal skikkelse med en le i hånden, fungerer ligeledes som en slags gennemgående figur, der både fortæller, kommenterer og interagerer med de øvrige deltagere.

Selv om tematikkerne matcher det grafisk stærke udtryk, er Døden som nævnt ovenfor, en fortælling der er hurtigt læst, men det er ikke nødvendigvis en som også er hurtigt fordøjet. Det er alvorlige emner, der skildres undervejs, og Pisket har en umådelig fin måde at skildre situationer, så det bliver meget nærværende og komplekst, selv for læsere, der ikke har nogen erfaring med hverken etniske miljøer, hospitaler eller for den sags skyld – døden.

I denne anmelders optik er det dog som om, at selve handlingen eller det, der muligvis burde være selve pointen med Døden ikke er så klart formuleret som resten af historien. Undertegnede var i al fald lettere perpleks, da slutningen blev nået. Det hjalp lidt under anden gennemlæsning, men stadigvæk forekommer slutningen som bogens svageste element.

Dette ændrer dog ikke ved at Piskets seneste tegneserie er en både grafisk stærk og meget fascinerende historie, der forhåbentlig vil finde lige så mange læsere som hans tidligere værker.

Forrige anmeldelse
« Vei 1 «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser