Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




Tatovøren og klitoris / Forlaget Fahrenheit / 184 sider
Tekst: Rikke Villadsen, ill: Rikke Villadsen
Anmeldt 4/10 2019, 17:13 af Mia Rendix

Tatovøren og klitoris


Tatovøren og klitoris

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I september dette år udkom den amerikanske gynækolog Jennifer Gunters The Vagina Bible: The Vulva and the Vagina: Seperating the Myth from the Medicine til stor ståhej i det kristne USA og til stor fascination og en kende morskab i (Vest)Europa. Gunters videnskabeligt funderede men formidlingsvenlige bog sætter fokus på og afviser de utallige myter, stereotyper og misogynistiske antagelser, som den kvindelige anatomi og seksualitet har været underlagt og styret af gennem menneskehedens historie. Det er oplysende, tænderskærende deprimerende og tragisk morsomt at læse Gunters gendrivelse og afvisning af de ideologiske, religiøse og kulturelle idéer, der har forkrampet og undertrykt kvinders køn, seksuelle (selv)opfattelse og erotik, og The Vagina Bible fremstår som en af de vægtigere bidrag hidtil i et tiltrængt feministisk-queer paradigmeskift indenfor vestlig kunst, kultur og videnskab, som beskæftiger sig med den kvindelige seksualitet og anatomi ud fra et mere multifacetteret og undersøgende perspektiv hinsides fordomme og maskulin dominans.

De liberale medier anmeldte Gunters bog fantastisk, alt imens de mere konservative ditto var bekymrede og/eller forargede. Gunter er kompromisløs i sin forskning og formidlingen heraf, bl.a. på Twitter, hvor hun dagligt, på forbilledlig vis, afklapser en hær af (især mandelige) trolls og incels, der angriber hendes uomtvistelige forskningsresultater og statistikker, hendes udseende, hendes person, familie etc. etc. Receptionen af hendes bog og status som kvindelig ekspert bliver på en måde et klassisk eksempel på alt det, hun forsøger at tage et opgør med. Rikke Villadsens nyeste grafiske roman, Tatovøren og klitoris (udgivet på Forlaget Fahrenheit) er en kunstnerisk-kvindelig vision; et hvirvlende, flertydigt og mesterligt punk-feministisk mesterværk, der sammen med The Vagina Bible burde være del af de basale menneskerettigheder som grundlæggende Bildung, politisk manifest, æstetisk orgasme og poetisk skønhed.

Villadsen har siden sin debut været en af de mest banebrydende tegneserieskabere i dansk og europæisk sammenhæng. Inspirationskilderne Anke Feuchtenberg, Salvador Dali og danske Bjørn Rasmussen er ofte nævnt i interviews, anmeldelser og portrætter, men personligt finder undertegnede det svært at sætte Rikke Villadsen i bås, selvom man sagtens kan indlæse surrealisme, avantgardisme, postmodernisme, feminisme og alskens andre -ismer ind i hendes ouevre – men grundlæggende er hendes streg, dybde, humor og lyriske sans for unik; på én gang for universel og for idiosynkratisk til rigtig at ligne nogen som helst anden.

Det er dog tankevækkende, at ligesom Jennifer Gunter og utallige andre kvindelige videnskabsfolk, kunstnere, ledestjerner etc.), så er Villadsens værker hyppigst blevet skrevet om/anmeldt af mandelige skribenter, som groft sagt kan inddeles i to segmenter: Enten kan de ikke skjule deres fnisende ynglingebegejstring over, at en kvindelig kunstner tegner og taler om sex, bryster, fisse, sprøjteorgasmer og liderlighed eller også kan de ikke kan komme udover (no pun intended) deres tilbagelænede identitet som moderne hipstermand, der betragter sig selv som feminist og oftest skriver for de københavnske dagblade. Fælles for de to grupperinger er en art masochistisk kinky-glæde, der betragter og iscenesætter Villadsen som en dominatrix, der med hård hånd svinger pisken og kælent-strengt skælder alle de slemme mænd ud og samtidig ægger dem med sin krop og lyster. Men dermed undgår de så også at forholde sig seriøst til både til Villadsens kritik af køn, normer og seksualitet og den kunstneriske vision af den kvindelige seksualitet som noget større, mere; som noget tvetydig og organisk-holistisk end den oldgamle, gammeltestamentlige opfattelse af kvinden som raison d’etre for mandens begær, objektiviserende blik. Fordi de ikke kan rubricere eller putte Villadsens æstetik ned i én kasse eller én fasttømret kategori bliver hun problematisk for dem; både kunstneren og kunsten bliver abjekt eller uncanny . med ord fra diverse anmeldelser: ”svær at afkode”, ”selvhøjtidelig”, ”polemisk”, ”ufokuseret”, ”intellektuelt postulat” og som ”giver os alt andet end løsninger”.

Tatovøren og Klitoris adskiller sig fra Ind fra havet (2014) og Et knald til (2016) ved ikke at tage udgangspunkt i en bestemt genre eller et bestemt landskab med diverse faste karakteristika eller konventioner. Hvor førnævnte omfortolker og dekonstruerer henholdsvis den klassiske sømandsfor-tælling og westerngenren, så er præmissen for Villadsens nyeste værk egne drømme, som hun over en længere periode skrev ned om morgenen inden de opløstes til luft og glemsel. Disse har hun så brugt til både at strukturere plottet som en digressiv og højest associativ udviklingshistorie og dannelsesrejse samt inkorporeret de syrede, grænseoverskridende og karnevalesk-rabelaiske scenarier i historien om hovedpersonen Rikke, der begiver sig sulten og nysgerrig, angst og bævende, ud for at undersøge og finde sig til rette i dén seksualitet og erotik, der hidtil har været i patriarkatets spændetrøje og som skriger på at blive løst op, sluppet fri og forløst – ”lad os starte forfra” (…) ”jeg vil være sølv”, men ”jeg kan ikke finde det jeg leder efter”.

Hidtil har Rikke oscilleret konstant mellem erkendelsen af begærlig lyst og beskidt liderlighed ”Jeg fik sådan lyst til alt det jeg ikke må. Min tunge er fræk. Min mund åben.” og internaliseret skam og skyld over sin krop og lyst, over at man er blevet kneppet, voldtaget eller raget på; kvinder i alle aldre spørger sig selv ”er det min egen skyld? Har jeg ikke passet på mig selv? Er jeg uforsigtig? Hvor mange har rørt ved mine BRYSTER? Mine skamlæber? Min skammund? SKAMARVEN og hvor ”jeg slut shamer mig selv. Igen.”

Denne quest leder heltinden til Indien eller Vietnam, det præciseres ikke, hvor hun bl.a. møder oraklet Frank. En slimet eksistens med lige dele coach-vokabular og tilbud om rygeopium, og han foreslår slet og ret, at sjælen sidder i brystvorten. Rikke rejser nemlig rundt med blusen trukket op over brysterne; lige dele stolthed over egen krop og en total blottelse, der accentuerer vor protagonists immanente sårbarhed, en human blødhed og eksistentiel forvirring, for ”Åh gud, det er så svært for mig at finde rundt i! Baby, kan du tilgive mig min skam og min tvivl. Den her store forvirring. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige eller hvem jeg er (…) hvad med fortvivlelsen, Frank. Den æder mig op. Jeg rager rundt på de planker. Jeg blotter mine bryster i afmagt.”

Som ultimativt billede på og kritik af hvorledes den kvindelige seksualitet altid har tjent som redskab for ”the male gaze” (som den amerikanske filmteoretiker Laura Mulvey teoretiserede over helt tilbage i 1979) tager Kapitel 4 læseren med tilbage til Koreakrigen fra 1954, hvor sexsymbolet over dem alle, Marilyn Monroe, blev fløjet ind til at synge for de amerikanske soldater. I stærk kulde og ophøjet på en scene til skue for 10.000 kampklædte amerikanske mænd i tykke militærfrakker stod Norma Jean Baker kun iført tynd kjole og sang ”Diamonds” og ”Do it again” (YouTube har diverse originale optagelser fra begivenheden). I modsætning til den officielle (og stærkt maskuliniserede potente) amerikanske selvopfattelse, mytologi og historie, så fortolker Villadsen scenariet som et perverteret rum, hvor alle mændene i fælles ekstase onanerer med pikken ude af bukserne, hvorefter de grovæder fra en stor kødbuffét med skinker, pølser og hapsere tegnet som ulækre, fedtede små kønsorgan-lignende kanapéer. Krigen, den amerikanske besættelse - ikke kun af et fremmede land men også som metafor for belejringen, erobringen og magten over en andens krop, kvindens krop udsat for prøvesprængning og ødelæggelse symboliseret gennem Monroe som seksuelt objekt. Rikke står med kvalme ved buffeten og får nok: Som en anden ikonisk amerikansk heltinde, piloten Amelia Earhart, der som den første kvinde fløj over Atlanterhavet, hopper Rikke på et fly; op og ind i natten alt imens hun får kvababbelser over sin odyssé, sit vestlige privilegie som hvid – hun ville ønske hun i stedet var en fra Pussy Riot, en med en rigtig kamp. Men trods disse selvbevidste, evigt tvivlende selvrefleksioner er Kapitel 4 indledt med forfatterens cri de coeur, sit skrig og sit kampråb:

Måske er tiden kommet nu.

til at holde den STORE tale om klitoris.

Og jeg mener ikke klitoris, der skal gnides og gnubbes til en eller anden ked- sommelig terminal orgasme,

det klimaks er mandens fortælling!

Jeg mener, klitoris som firbenet sanseorgan, der kan revolutionere verden.

Klitoris som muliggør et sted mellem sansning og identifikation. Et mellem- rum uden drivkraft. Hvor observationen kan stå alene uden begær, success, ejerskab og ego. Uden underholdningsindustriens kæmpestore sexorgan. Uden massernes rasende kønskonstruktioner. Uden kultur og identitet og ansvar for eget køn. Uden den feminisme, der er jävla tør skede og uden endeløs anklage. Uden slutshaming og selvbillede og sammenligning.

Min pik er jo for fanden ikke større end din.

(KOM NU, SØSTER)

Farvel til den mandelige narrativ og diskurs. Farvel til hierarkier og polariteter, funktionalistisk-instrumentel knepperi og gniden på klitten. Jatak til transcendering af stigma, kasser, forventninger og masseudnyttelse af køn og seksualitet. Villadsen skriver nærmest en art utopi frem, der drives af både krop og sjæl, kød og ånd – i det smukke mellemrum, en art third space, hvor klitoris som vidtforgrenet centrum kan sprede sig ud, række ud og forløse både ydre og indre i en slags erotisk udforskning og dissekering, der giver adgang til en ny visdom og en ny dagsorden. Men Villadsens ærinde er ikke et ekstremt feministisk nyt Jerusalem uden mænd; der tegnes og fremskrives nærmere et idyllisk punk- og queer paradis, hvor mandens og kvindens kønsorganer, drift og begær er ligeværdige, frie og hinsides de ufleksible godt og ondt. Her kan tvetydigheder få lov at eksistere, modsætninger mødes uden nødvendigvis at opløses i endeløse antagonismer, og det ydre og indre kan få lov at sameksistere, sno sig synkront ind og ud, med og til hinanden og dermed skabe nye ukendte, nye landskaber, hvor det ikke er nedværdigende eller skamfuldt at være en menneskekrop med en eros. Det er derfor også helt logisk, at Tatovøren og klitoris slutter med Rikkes tilbagevenden til tatovøren og barnet – men både hun og han er forandrede, Bildungsrejsen er fuldendt. Tatovørens øje bløder ikke mere tårer (sperm), barnet er tilbage, og slutbilledet viser Rikke se barnet forvandle sig bizart nok til en kattekilling. The End.

Som anmelder er det umiddelbart nemt nok at skrive om dårlig kunst, en dårlig bog f.eks. – nedsablingen flyder lidt mere frit fra leveren, hvilket i sig selv er fagligt-psykologisk problematisk. Det er straks sværere at formulere en ros, især når man efter endt fordøjelse er overbevist om at man sidder med et v i g t i g t værk. Sådan har undertegnede det med Tatovøren og klitoris. Jeg er ikke sikker på, at Villadsen kategorisk vil abonnere på det gamle feministiske slogan, ”det personlige er politisk”, dertil mistænker jeg hende for at være for nuanceret, men det er næsten umuligt ikke kun at blive æstetisk overvældet og bevæget af Villadsens opus magnum men også personligt (be)rørt, politisk opvakt og optimistisk samt grundlæggende blød i ens ellers bedagede, let trætte sjæl og hjerte.

Hovedpersonen Rikkes rejse er ikke kun et råb og krav om klitoris’ organisk-frigørende potentiale som seksuel åbning, det er også en rejse fyldt med eksistentiel ensomhed og længsel, smerte og desperation, angsten for aldrig at blive elsket og kneppet så man momentant glemmer vi alle skal dø; Rikke Villadsens værk transcenderer køns- og seksualitetstematikken og gør den universel ontologisk – det hele hænger sammen, er vævet ind i hinanden og kan ikke koges ned til en prædetermineret envejsfortælling med kontant behovsopfyldelse, hvilket man som kvinde stadig har brug for at blive mindet om, og som man genkender i mødet med hovedkarakterens følelser og stemninger; man føler sig set og hørt uden nødvendigvis at kunne sætte præcise ord eller poetiske vendinger på.

Så. Læs Tatovøren og klitoris. Køb et eksemplar af dén og The Vagina Bible til alle dine børn, og send en taksigelse til Rikke Villadsen, ligesom hun på sidste side takker ”de kvinder og kunstnere, der har været en inspiration i arbejdet med denne bog; Coco Rosie, Sara Stridsberg, Valerie Solanas, Unica Zürn, Hanne Højgaard Viemose, Ursula K. Le Guin.”

221
Forrige anmeldelse
« : De samlede Blueberry - bind 1... «
Næste anmeldelse
» Børnenes jord »