Alle, der som undertegnede voksede op i firserne og læste tegneserier, vil utvivlsomt være stødt på navnet Don Martin. I hvert fald, hvis man læste humormagasinet MAD. Det var Don Martin, der tegnede de karakteristiske personer med meget firkantede, aflange ansigter, spidse sko der ofte bøjede helt ekstremt og deres enorme kartoffelnæser. Hvad der dog måske var endnu mere kendetegnende for Don Martin var mandens evne til at gengive selv de mest fantastiske lydord.

Det er da også mange af mandens onomatopoietika, der pryder forsiden på den anden, store udgivelse fra forlaget Cobolt, der samler Don Martins tegninger fra MAD i perioden 1965-1973. Det kan måske for enkelte læsere være lettere forvirrende, når der her skrives ”den anden”, når nu undertitlen på udgivelsen er De største tegnere 3, men det skyldes, at mellem den første Don Martin-udgivelse og så denne nye er kommet et album dedikeret til Sergio ”Groo” Aragones virke. Han var ligeledes en fast del af staben på det amerikanske MAD.

Samler man på tegneserier, og har man allerede investeret i den amerikanske udgave The Completely MAD Don Martin, der blev udsendt i to oversize bind for år tilbage, kan det ved første øjekast måske virke overflødigt at interessere sig for den bog, Cobolt netop har sendt ud, men begynder man at sammenligne de to udgivelser, vil man hurtigt opdage, at der er ganske væsentlige forskelle.

Mest åbenlys er selvsagt den, at den nye bog er på dansk, men der er også i Cobolts version langt flere af striberne som er gengivet i fuldfarve. Det er svært at sige, hvorfor den engelsksprogede version ikke har valgt at gengive lige så mange af striberne i farve. Man kunne postulere, at det måske er fordi striberne oprindeligt ikke var farvelagt i det amerikanske MAD modsat den danske udgave, eller også har det ganske enkelt været for at spare penge på trykken? I den amerikanske samling er der stadig en del af striberne, der er i farve men altså slet ikke så mange som i den nye, danske version.

Kronologien på de samlede striber er dog helt ens, for når man bryster sig med, at dette er de samlede striber fra MAD, så skal man selvsagt også sikre sig, at det hele kommer med. Det vigtigste er i denne forbindelse heller ikke så meget, om der er farver eller ej, for uanset hvad, så er det Don Martins streg og mange skøre ideer, der gør det hele interessant.

Selv om der godt nok skrives i en af omtalerne af tegneren i bogen, at han ofte arbejdede sammen med andre skribenter og tegnere på MAD for at få ideer, så er der også rigtigt mange af hans striber og helsidestegninger, der er mandens helt egne. De fleste striber følger da også en nogenlunde fast formular, som de, der kender MAD, vil kunne nikke genkendende til.

Først er der det, som man vil kalde egentlige vittighedstegninger. Altså et billede, der er vedhæftet en sjov tekst eller en taleboble. Langt oftere er der dog et par eller tre indledende frames, før pointen leveres i et stort billede. Dernæst er der en række mindre striber (enten i et velkendt bredformat eller fire billeder, der hænger sammen), som alle kredser om et bestemt tema – garanteret knyttet til det overordnede tema for det MAD-blad, som de er hevet ud af, og slutteligt er der et par enkelte tegneserier, der spreder sig over flere sider, som f.eks. den parodi af den ganske obskure tv-serie Hans ven, Ben, som er inkluderet i bogen.

Fælles for mange af Don Martins streger er, at de er umiddelbare og lige til at gå til. Mange af striberne og vittighedstegningerne kræver end ikke at man kan læse, da meget af morskaben kan betegnes som fysisk, absurd humor. At læse Don Martin kan sammenlignes med at se en kort, animeret film med groteske figurer og ofte med en helt uventet pointe.

Selv om det ikke er alle af striberne, der har klaret tidens tand lige godt, så er størstedelen af indholdet i MAD – De største tegnere 3 – Don Martin 1965-1973 lige så sjove i dag som dengang, de først blev trykt. Det kan godt være at Mr. Martins gale streger har svært ved at konkurrere med tegnefilm og tegneserier af nyere dato (læs: Ren & Stimpy, Pimo & Rex, Rick and Morty, Cowboy Henk, mm.) men det betyder ikke at Don Martins mange gakkede påfund har mistet deres fascinationskraft.

Det er muligvis ikke alle der vil holde af Don Martins meget særprægede tegnestil, men at den er unik og særdeles genkendelig er indiskutabelt. Så hvorvidt man som anmelder har været fan i mange år (ja, siden Den store Gorilla-dragt dag blev læst igen, og igen og igen i ungdommen), eller man aldrig har hørt om Don Martin før, så bør man besøge sin nærmeste tegneseriepusher for at få lov til at bladre i denne meget flotte bog, så man kan se om det er noget for en. Er du ikke fanget og har fundet visakortet frem efter to minutter, så bør du søge læge, for så vil kapellets skribent postulere, at der er alvorlige problemer med dit humorcenter.