Der er vist ikke mange af Kapellets læsere (både de, der elsker tegneserier og dem, som aldrig gør), som ikke kender den charmerende cowboy Lucky Luke. Kapellets anmelder vil postulere, at Lucky Luke er mindst lige så ikonisk en figur som Anders And, Tintin og Asterix & Obelix. Om ikke andet så kender stort set alle det ikoniske billede, der pryder alle bagsiderne på Lucky Luke-tegneserierne, nemlig billedet af Luke der tydeligt beviser, at han er hurtigere på aftrækkeren end sin egen skygge.

Der er sket mangt og meget siden tegner og forfatter Morris for første gang satte pen til papir og tegnede den første westenfortælling med heldige Luke tilbage i 1946. I 1957 allierede han sig med René Goscinny (som kendes for sit arbejde på bla. Iznogood og ikke mindst Asterix). Han fungerede i en lang årrække som hovedforfatter på serien. Senere er der kommet flere forskellige tekstforfattere og tegnere til, men også indholdsmæssigt er der sket flere ting.

De, der kun husker de gamle albums, vil nok fundere lidt over, hvorfor man ikke ser Lucky hive sin tobakspung frem og med vanlig ro rulle sig en hjemmerullet cigaret, mens han skyder pistolerne ud af modstandernes hænder, men i 1983 besluttede Morris at erstatte smøgerne med et græsstrå ud fra betragtningen om, cigaretter i sagens natur er usunde og derfor ikke bør være noget, som hans helt reklamerer for. Nogle vil mene, at det måske er hysterisk, men idet det var Morris selv, der tog denne beslutning, er det svært at opponere imod.

Morris døde i 2001 og fortsatte ind til sin død både med tegne og skrive historier om Lucky Luke. Det blev til i alt 70 albums fra Morris’ pen. Efter hans død var det tegneren Achdé, er overtog arbejdet med at tegne både hovedserien og den spin-off, der hedder Kid Luke der, som titlen antyder, handler om Lucky som dreng – en serie som Morris var med til at starte. Achdé arbejder sammen med forskellige forfattere, men han er i stand til at gengive Morris’ streg med stor respekt for originaltegningerne. Det kan man selv få syn for i det seneste album med Lucky Luke - En cowboy i Paris.

Det kunne måske virke lidt søgt at finde på en fortælling, der kræver at vor helt drager hele vejen over Atlanten, men der er faktisk en ganske god grund til det. Som i mange andre albums dukker der også En cowboy i Paris figurer og hændelser op fra virkelighedens verden, selv om tegneserien selvsagt også tager sig visse historiske friheder.

Ved et tilfælde løber Lucky Luke ind i den franske skulptør Bartholdi, der drager rundt i det Vilde Vest for at samle de sidste penge ind til opførelsen af Frihedsgudinden i New York. For at få de sidste finanser på plads, har Bartholdi statuens ene arm (den der holder faklen) med sig, så folk selv kan danne sig et indtryk af figurens størrelse og forhåbentlig derfor få lyst til at give et biddrag til projektet.

Det hele er dog ikke historie, for der er ligeledes blevet gjort plads til lidt aktuel satire. En af Bartholdis mest ihærdige modstandere er en rigmand, der synes ideen om statuen er komplet latterlig. Han vil i stedet opføre et fængsel på Ellis Island, frem for en fjollet 83 meter høj bronzestatue. Da han hører, at statuen er blevet et tilløbsstykke i Mexico, siger han: ” Satans Mexicanere! En dag må vi bygge en mur mellem vore to lande! ” Det er vist ikke særligt svært at se, hvem det er, der latterliggøres her? Da planerne om at opføre Frihedsgudinden trues, hyres Lucky Luke til at være en form for bodyguard for statuen, og de der designer hende. Det er derfor at Lucky Luke pludselig befinder sig på en båd på vej til Paris, hvor han senere også møder Gustave Eiffel, ingeniøren, der står for stålkonstruktionen inde i statuen.

En cowboy i Paris er et både veltegnet og velfortalt Lucky Luke-album, der til trods for de ”eksotiske” franske omgivelser mod fortællingens slutning føles som en helt klassisk Lucky Luke-tegneserie. Illustrationerne er sjove, der er masser af finurlige figurer med og dialogen er overvejende morsom (selv om en af de sproglige jokes må forklares i en fodnote, da den refererer til noget meget specifikt fransk).

Det seneste album med Lucky Luke kan betragtes som en slags hyldest til venskabsforholdet mellem Amerika og Europa, et venskab, der måske i løbet af de senere år forekommer lidt anstrengt. Vi må så bare håbe på at virkeligheden imiterer kunsten og at den virkelige skurk, der i USA har til hensigt at vil bygge en mur på den Mexicanske grænse, ender præcis i samme situation som skurken gør i slutningen af denne tegneserie.