Det er sket en rivende udvikling af de fiktive tegneserieuniverser som henvender sig til børn. Hvor de fleste af os sikkert husker ikoniske figurer som Lucky Luke, Asterix, Anders And eller Tintin, kan børn i 2015 læse tegneserier fra hele verden.

Spørger man en elleveårig i dag er heltene måske snarere Scott Pilgrim eller Finn og Jake fra Eventyrtid som er referencerammen. Holder man af sidstnævnte er der godt nyt, for forlaget God og Ond (der er et datterselskab til Aben Maler) har udsendt første bind i en serie, som er tegnet af en mand, der har været med til at tegne tegneserieudgaven af netop Eventyrtid.

Faktisk er der meget i Pimo & Rex der minder meget om Eventyrtid, for der er tale om et par ganske udknaldede hovedfigurer, der bevæger sig rundt i en verden, der er lige så bizar som den man møder i Eventyrtid. Det er en blanding af Kafka, Terry Gilliam tilsat en ordentlig dosis Dungeons & Dragons. For der er ganske mange ting der ikke bliver forklaret, som virker paradoksale og figurer som er vilde og fantasifulde.

Som eksempel kan man nævne de skeletter, der kidnapper musen, der har givet udgivelsen sin titel, som er forklædt i cottoncoats, overskæg og er karakteriseret ved udelukkende at have et øje. Eller for den sags skyld Nekromantikeren, der er ude efter den underskønne – og topløse – muse.

Der er lige så meget knald på farvepaletten, som der er på fortællingen. For det er ikke småting vore to nye venner oplever på de fyrre kulørte sider. Den første historie handler om den magiske muse og Pimo og Rex’ forsøg på at befri hende fra Nekromantikeren, der ifølge et par af de skeletter han har reanimeret er lidt af en spade. Den anden historie handler om Pimo, der har lånt en biblioteksbog, som han ikke kan finde. Han bliver mere og mere desperat, eftersom bibliotekaren konstant jagter ham.

Indimellem dukker også Leo op, der er en form for magiker, der bl.a. efterforsker geometrisk magi. Han bor samen med Rex og fungerer som en slags hjælper, der belejligt dukker op når der er brug for ham, eller når man læser en portal-scroll op.

Det er lidt usikkert, hvem målgruppen til Pimo og Rex er, men for at få det fulde udbytte af tegneserien skal ham have en god portion sund fantasi, holde af fantasy, magi og historier, der er vilde og skøre. Derfor vil den med sikkerhed appellere til både mange raske drenge, rollespilsnørder og ikke mindst de fædre, der aldrig er blevet helt voksne.

Det eneste minus ved Den magiske muse er, at den er alt for hurtigt læst. Det fyrre sider sluges i et væk og så sidder man tilbage med følelsen af at vil have mere, med det samme. Forhåbentlig kan de venlige ord der gives den med på vejen her, være med til at gøre den til en moderat succes herhjemme, for der er i al fald en anmelder som meget gerne vil have mere.

Bind to, kommer ifølge pressematerialet til efteråret 2015 – men på tegnerens officielle hjemmeside, er bog nummer to endnu ikke listet. Alle der har prøvet at lave tegneserier ved også hvor tidskrævende en proces dette er, men ikke desto mindre kan man jo godt tillade sig at være utålmodig. Især når man på denne vis får en tegneserie, der både kan ramme en bred målgruppe (af hovedsagelig fyre) og som er dybt, dybt underholdende og sjovt tegnet.