Oterne kommer er en besynderlig sag. Ikke dermed sagt at den er uinteressant, men selv om den måske vel allermest ligner en børnebog, så er det snarere en billedbog henvendt til et mere voksent publikum. I det medfølgende pressemateriale påstås det, at det er ”en stor oplevelse for både børn og voksne”, men Kapellet vil i det følgende argumentere for, at det primært er den sidste målgruppe, der vil finde den interessant.

Først og fremmest så er bogen holdt i gråtoner. Måske er det en fordom, at børn automatisk opsøger bøger (eller andre ting) med pangfarver, men rent visuelt virker dette grå/hvide blyantsunivers umiddelbart ikke så indbydende, som havde den været i fuldfarve. For det andet, er historien om den lille dreng Gert, der overhører sine forældre skændes om, hvem der skal putte ham, i realiteten ikke en særlig rar fortælling. Gert føler sig uelsket og i sin ensomhed går frustrationen ud over en af hans bamser – Frømand – som bliver klippet i stykker.

Gert påstår først, at det er ”dunkelbror”, der har ødelagt frømand. Dunkelbror er et væsen, der dukker op når Gert bliver sur på sine forældre, men han indser, med lidt hjælp fra Oterne, at det faktisk er ham selv, der er dunkelbror. Oterne fra titlen er også væsener som Gert fremmaner. Deres navn er egentlig bare slutningen af ordet ”idiot”, som Gerts forældre slynger efter hverandre uden for børneværelset.

Oterne gør derfor Gert til mere end blot bogens hovedperson, for selv om han tydeligvis hygger sig med sine fantasivenner på værelset, så er der en meget dyster tone over det hele. Forældre, der skændes om en lille ting som, hvem der skal putte barnet, er i anmelders optik så dysfuntionelle, at de seriøst burde overveje skilsmisse. Man får i al fald indtrykket af at dette ikke er første gang Gert har lagt ører til et sådant skænderi, for Gert siger til en af Oterne: ”Det er min skyld, at mine forældre skændes” og ”jeg tror ikke mine forældre elsker mig mere” – hårde og voldsomme ord fra en bette purk.

Slutteligt er der flere passager i bogen, som børn ganske enkelt vil have ganske svært ved at forstå. Det vil for de fleste børn ikke være vanskeligt at afkode det virkelighedsplan, som kolliderer med Gerts indre univers, men derimod benyttes der i løbet af den korte fortælling ord som små drenge på Gerts alder næppe vil vide hvad betyder (f.eks. ”humørsygt” eller ”telefonskive” – sidstnævnte antager i al fald at læseren har set en drejeskivetelefon).

Man kan i den optik påstå, at Oterne kommer vil kunne bruges i højtlæsningsøjemed, hvor oplæser kan forklare disse ting, men ærligt talt, så ville nærværende skrivekarl ikke mene at denne bog skulle læses op for de allermindste. Især ikke da slutningen mere end antyder at Gert er blevet overtaget af en Ot.

Nej, Oterne kommer er i Kapellets optik en billedbog henvendt til voksne, der kan få et indblik i, hvordan deres egen selviske måde at opføre sig på, kan være med til at påvirke børn i en negativ, hvis ikke ødelæggende, selvdestruktiv retning. Har man et mere voksent blik på bogen, giver den også mere mening, for selv om indholdet kan diskuteres (ift. målgruppe) så er det helt tydeligt at Sarah Schackinger har et meget stærkt grafisk, visuelt udtryk i sine tegninger.

Hun formår med forholdsvis enkle virkemidler, blyant, hviskelæder og papirets hvide flader, skraveringer og en fin sans for runde, skæve, forvredne former, at skabe et visuelt univers der fungerer rigtigt godt. Ting er på én gang genkendelige og fremmedartede. Skildringen af barnesindets evne til at behandle følelser, distancere sig fra sig selv og bruge sin fantasi, når virkeligheden ikke er så rar, er i det lys ramt virkeligt fint.

Så tag endelig et kig i Oterne kommer og vurdér ved selvsyn, om kapellanen har ret, eller har skudt helt forbi i denne anmeldelse. Det er i al fald svært ikke at fatte stor sympati for stakkels, lille Gert, der giver sig selv skylden for sine forældres manglende evne til at få deres parforhold og relationer til deres dreng til at fungere.