Serien Fatale er nået til sit fjerde, næstsidste bind. I al fald proklameres det på de sidste sider i den nye tegneserie, at femte og sidste del udkommer i efteråret 2016. Før dette sker er der al mulig grund til at kaste sine slimede tenakler ud i verden i forsøget på at fange et eksemplar af Fatale: At håbe på regn til ens støvede bibliotek, for her bydes på en historie, der lige som de øvrige i serien emmer af mystik, ritualer, skumle kultister, noir-stemning og ikke mindste en særpræget, dragende hovedperson, der besidder overnaturlige kræfter som hun ikke altid synes at være i lige god til at styre.

Da vi slap Josephine sidste gang, var det i en række små historier, der fulgte hende op gennem århundrederne, fra den mørke middelalder til de svingende 30’ere. I fjerde del dukker Jo tilfældigt (?) op hos et grunge-band, der holder til i en stor gotisk villa. Vi befinder os nu i Seattle i 1990’ene og som man kan se ved at tage et blik på forsiden, ligner rockbandets hus på mistænkelig vis det som optræder i Hitchcocks Psycho hvilket nok ikke er helt tilfældigt, selv om det godt kan afsløres at bandet ikke ligefrem gemmer mumier af deres mødre i kælderen. Til gengæld forsøger de at gemme noget andet i løbet af historien, men det skal selvsagt ikke afsløres her.

De mandlige medlemmer i bandet forelsker sig, vanen tro, alle nærmest øjeblikkeligt i den smukke, mørkhårede pige og dette skaber naturligvis problemer for dem indbyrdes. Jalousi er som bekendt en meget voldsom drivkraft. Så selv om bandets eneste kvindelige medlem sagtens kan se hvor meget uro og kaos Josephine skaber, så er det stort set umuligt at gøre opmærksom på det, når nu resten af bandet render rundt om deres nye husgæst med julelys i øjnene og tungen ud af munden.

Jo kommer til at fungere som en slags muse for bandets sangskriver, der idet fortællingen starter ellers lider af skriveblokering. Det virker dog ikke umiddelbart som om at sangen han efterfølgende komponerer er helt ufarlig, da den synes at påvirke ikke kun ham, men også de der lytter til den på en helt særlig måde. For at gøre det hele værre beslutter han at Jo skal have en helt central rolle i den musikvideo de har tænkt at lave til dette nye nummer. Som faste læsere af Fatale sikkert allerede har gættet, er dette en virkelig dårlig idé.

Sideløbende fortælles også om den mand - Mr. Lash - der siden seriens start har været på sporet af Jo og som forsøger at komme til bunds i hemmeligheden om hende. Han forsøger også at finde ud af hvilken rolle de magiske bøger spiller, de bøger som synes at være så tæt knyttet til Josephine. Lash får uventet hjælp af en person, hvis voldsomme fortid også præsenteres i løbet af dette fjerde bind, en fortid som griber ind i hovedfortællingen om bandet fra 90erne.

I baggrunden lurer som altid H. P. Lovecrafts univers og historier, men aldrig på en måde så det bliver anmassende eller decideret plagierende. Det som er Fatales største styrke er den måde den er skrevet på. Her tænkes ikke kun på at teksten passer rigtigt godt til de enkelte illustrationer, men mere at teksten i sig selv står meget stærkt.

Især emmer de forskellige første-persons fortællestemmer, der beretter om deres fascination af og kærlighed til Josephine af saft og kraft. Brubakers replikker (og Tue Gastons fine oversættelse af disse) får meget præcist sat en masse ord på den altoverskyggende besættelse som Josephine skaber i de mænd der krydser hendes vej. Det er ikke kun skarpt skrevet i forhold til andre, lignende tegneserier, men ganske enkelt generelt ganske virkeligt godt formuleret. Det er ord, som alle der har prøvet at være ulykkeligt forelsket, med garanti vil kunne forholde sig til.

Sean Phillips beviser atter engang at han befinder sig rigtigt godt rent stilmæssigt med Fatale. Hans streg som i de første par bind var lidt vekslende er sidenhen blevet sikker og stilren og de bakker den sexede og ubehagelige fortælling virkeligt effektivt op. Elizabeth Breitweisers farvelægning er også utrolig stemningsfuld. De afdæmpede farver kombineret med Phillips’ fornemmelse for billedkompositioner og vinkler, gør at denne fjerde del af Fatale fremstår endog meget stærkt visuelt.

At håbe på regn kan måske ses af nogen som et mellemspil inden seriens skabere leverer hvad alle håber på er et brag af en finale. Det er dog en historie, der ingenlunde føles som om forfatterne træder vande, for der sker mange virkeligt interessante ting i løbet af Jos tid i Seattle. Ikke mindst formår Brubaker, som nævnt, virkelig at få sat meget præcise ord på det dybe begær, som den mystiske kvinde vækker i de mænd der falder (døde om) for hende på stribe.

Forhåbentlig formår femte afsnit at samle de løse tråde som er opstået undervejs og ikke mindst forklare læseren, hvordan det kan være at Josephine er udødelig, hvem de dæmoniske skabninger er som vil hende til livs og endelig hvilke hemmeligheder de magiske bøger gemmer på. Indtil alt dette forhåbentlig sker, så anbefales det herfra at man læser og genlæser de fire første bind.