Fatale vol. 3 – Vest for Helvede / / 110 sider
Tekst: Ed Brubaker , ill: Sean Phillips
Anmeldt 26/1 2016, 12:43 af Torben Rølmer Bille
Tentakler gennem århundrederne
Tentakler gennem århundrederne
« TilbageBrubaker og Phillips’ medrivende tegneserie Fatale er her ved udgangen af 2015 nået til sit tredje bind. En udgivelse som samler de amerikanske hæfter med numrene #11-14, præcis som den TBP man kan købe fra forlaget Image, der udgiver serien i USA.
Selv om man ikke har fulgt med fra starten, gør det ikke så meget, for nye læsere kan faktisk godt starte her. Det kan man fordi det tredje bind byder på fire små fortællinger, der alle byder på lige dele horror, drama og ikke mindst det centrale, forførende noir-strejf, som har givet udgivelsen sin titel. Alle fortællinger byder på en forførende kvindefigur, og mødet med hende får ofte varige konsekvenser for de mænd, som krydser hendes vej.
Som nævnt tidligere så handler hovedhistorien om den smukke Josephine, der på uforklarlig vis synes at være evig ung. Hun har en evne til at manipulere og styre stort set alle mænd som hun møder. I tre af de de fire fortællinger jagter Josephine sandheden om hvor hun kommer fra og hvem de skumle kultister, der konstant søger at dræbe hende er. Ikke mindst forsøger hun også at finde frem til hvilken rolle de forskellige okkulte tekster spiller. Der antydes kun meget sparsomt, hvorfor disse magiske bøger og skriftruller er så vigtige, men uden at læseren bliver klar over præcist hvilken. Dette aspekt synes at skylde Lovecrafts Necronomicon en hel del.
Det er blandt andet disse ting, der sørger for den eminente fremdrift i fortællingerne. Ofte får vi fortællingerne serveret fra enten Josephine, eller fra de mænd, der ulykkeligvis støder ind i hende. Denne tredje del består af fire, korte, afrundede fortællinger, der hver især forgår i hver deres tidsperiode, ligesom den den første del. Det gør, at der er ganske stor variation i både det grafiske udtryk og indholdet i de enkelte dele.
I den nye udgave starter fortællingen i 1930ernes USA, hvor en politibetjent pludselig må indse, at den kvinde som sidder i kachotten, er uskyldigt dømt og derfor gør han pludselig ting, som slet ikke ligner ham. Den næste fortælling er henlagt til middelalderens Europa. Her møder vi en kvinde, der minder meget om Josephine, men som hedder Mathilda. Da vi møder hende brændes hun som heks, men hun dør selvsagt ikke i flammerne. Er hun mon i familie med Josephine, en tidligere inkarnation eller noget helt tredje? Svaret må læseren, indtil videre gætte sig til. Én ting er sikkert, hendes liv er meget tæt forbundet til en af de magiske bøger.
Den tredje fortælling foregår i det Vilde Vest hvor Jo bliver taget til fange af en indianer. For en gang skyld er her en mand, som hun ikke har magt over. I den fjerde og sidste fortælling befinder Josephine sig i kløerne på nogle onde nazister i Rumænien i slutningen af Anden Verdenskrig. Nazierne har til hensigt at ofre hende til et unavngivent væsen, men skulle man gætte på hvem det er, er det med garanti være i familie med en af Lovecrafts ”Great Old Ones”.
Der er ikke kun skruet op for tempoet denne gang, for i og med at hver fortælling fungerer som et afrundet kapitel i en større historie har de hver især ca. 20 sider til at skabe drama på. Det bliver også gjort virkeligt effektivt, for selv om der er elementer i alle historierne, som er med til at levere ledetråde til den bagvedliggende ”store” fortælling om Josephine. På den vis benytter Fatale samme fortællermæssige strategi, som mange af de længere tv-serier, som f.eks. X-Files hvor seeren både kunne se en enkelt episode, men hvor fans af serien, samtidig fik historien om en større sammensværgelse leveret drypvis gennem de forskellige episoder.
Ud over at der her i 3. del er blevet skruet op for dramatikken, er der også blevet skruet op for antallet af monstre og tentakler. Der var jo kun antydninger af disse monstrøsiteter i forgængeren, men der er masser af både mord, blod og lemlæstelse i disse seneste fortællinger.
Samtidig forekommer Sean Phillips’ at være blevet mere sikker i sin streg. Stilen er stadig både mørk og dyster, men det virker som om han har fundet sin form, da der eksperimenters mere med ekspressive vinkler og stilarter i denne tredje del.
Fatale – vol. 3 – Vest for Helvede er muligvis den bedste udgivelse i serien indtil videre. Der er velskrevet (og fint oversat), utroligt stemningsfuldt og så er der god variation i der forskellige fortællinger. Kort sagt er dette en tegneserie man skal anskaffe sig hvis man er fan af serien og det kan også være et glimrende sted at starte sit bekendtskab med den mærkværdige Josefine.