Vi har tidligere her på kapellets sider gransket Jiro Taniguchis mangaer, f.eks. Min tabte barndomsby , En mand går en tur m.fl., og har rost tegneren for både sit store talent og hans evne til at fortælle afdæmpede, hverdagshistorier, der ved første øjekast kan virke mærkværdige i forhold til at levere historierne i tegnet form. Til gengæld giver det ved gentagne læsninger og nærstudie fuldstændig mening, idet fortællingerne i den grad bliver båret frem af Tanigushis delikate og til tider hyperdetaljerede streg.

Den ensomme gourmet er således det seneste udspil fra hans hånd, men denne gang bliver han hjulpet på vej af Masayuki Kusumi, der har biddraget med de 11 små historier der udgør udgivelsen. Det er uden tvivl den fineste madmanga (tegneserie om mad) som nærværende anmelder nogensinde har læst – omvendt så er det også den første tegneserie om mad undertegnede er stødt på.

Det er ifølge udgivelsen dog ikke en ny genre som d’herrer Tanigushi & Kusumi har opfundet, for tegneserier om mad har været en fast del af japansk populærkultur i snart mange år. Ind imellem glemmer man her i vesten, at japanerne er utroligt produktive ift. at få skabt tegneserier til et voksent publikum, der ikke kun kræver fortællinger om tentakkelmonstre der voldtager piger i skoleuniform, eller dystopiske fremtidsfortællinger om Neo Tokio og en fyr på en laber, rød motorcykel. Lige som al anden litteratur er mangaen et format, der er meget alsidigt og som tager mange former.

Den ensomme gourmet er reelt set ikke én lang fortælling, men i stedet elleve kapitler, der alle har den samme hovedperson og indtagelsen af et måltid til fælles. Hovedpersonen er sælger, der rejser Japan rundt, for at tale med kunder og forsøge at få ordrer i hus. Læseren finder aldrig ud af hvad det er han sælger eller hvem kunderne er, for når vi møder ham i hvert kapitel, er han i en situation hvor han er ved at blive sulten og skal finde sig et sted at spise.

I selskab med den navnløse hovedperson får læseren ikke kun indblik i en japansk madkultur som man som dansker måske ikke kender ret meget til, for japansk cuisine består nemlig ikke udelukkende af sushi eller nudler. Faktisk spiser vor gourmet på intet tidspunkt sushi i denne udgivelse, men dette sker måske i den næste del, som Fahrenheit ifølge planen udsender i 2017.

Selv om det er måltidet som bliver det der binder historierne sammen, så er det ikke kun en tegneserie om mad, men også om de betragtninger vores hovedperson gør sig i forbindelse med måltidet. Betragtninger om situationen han befinder sig i, om de folk der omgiver ham, omgivelserne, om prisen på måltidet eller noget helt fjerde. En af fortællingerne handler sågar om hovedpersonen der forgæves forsøger at finde frem til et lille spisested, som han besøgte år tilbage, men har svært ved at lokalisere. Sagt på anden vis - en lille fortælling om erindringen af mad.

I sagens natur er oplevelsen af et måltid meget afhængig af smag, duft og farver, tre ting som alle er fraværende i Den ensomme gourmet - så man kan måske undre sig over hvad det egentlig er som tegneserien kan, i forhold til f.eks. en regulær kogebog eller en tv-serie om japansk madlavning. Det er her vores hovedperson kommer ind i billedet, for han er både single og drikker ikke alkohol, men til gengæld er hans store passion mad – og det bliver derfor ham, der kommer til at fungere som læserens guide til madoplevelsen og samtidig den situation og stemning, der eksisterer i forbindelse med hvert måltid som indtages.

Selv om titlen måske synes at antyde at vor hovedperson udelukkende frekventerer Michelin-stjerneoverdryssede restauranter, så er dette altså ikke tilfældet, for selv om han i et par enkle kapitler bestemt besøger finere spisesteder, så er langt de fleste måltider nogle som er overkommelige, ja der er ligefrem et kapitel, hvor vi oplever ham handle stort ind i et lokalt supermarked, hvorefter han tilbereder lækkerierne foran sin computer på arbejdet. Det handler lige så meget om sammensætningen af forskellige dele til en helhed og smags/konsistenskombinationer, som løbende afprøves.

I et af de allerbedste afsnit – nærmere bestemt kapitel 6 – køber vores madglade handelsmand en madpakke fra et sted der har specialiseret sig i at lave mad som man kan tage med sig. Han begår så fejlen at åbne sin madpakke på en togtur og hvad han ikke havde regnet med var at retten, takket være japansk madteknologi, begynder at tilberedes idet han bryder forseglingen på madpakken. Det er virkeligt fascinerende skildret og ikke mindst ret morsomt at opleve, hvordan han det ene øjeblik i bedste japanske stil mister ansigt, føler skam og at alle i toget ser nedladende på ham. I næste nu overvældes han dog af hvor lækker retten i styrofoam-beholderen faktisk er og kaster sig glubsk over den.

Som det skrives i forordet til tegneserien, er det ikke udelukkende en udgivelse der kan gøre os ikke-japanere klogere på alsidigheden i det japanske køkken, det kan også fungere som en slags introduktion og guide til de madsteder og restauranter som den ensomme gourmet lægger vejen forbi. Som vanligt når man læser mangaer af Taniguschi, er der noget dejligt afslappende og eftertænksomt ved de små historier han præsenterer for os. For til trods for at de alle udelukkende handler om en madoplevelse, så kan de måske anspore dens læser til måske at nyde følelsen, lugten, smagen og oplevelsen ved selv at stoppe noget lækkert i munden.

Den ensomme gourmet er altså en visuel laber og sanselig læseoplevelse, der ikke kun formår at gøre sin danske læsere nysgerrig på nye sider af det japanske køkken, men også på hvordan de daglige måltider, i alle deres afskygninger bør ses som en mulighed for at afbræk fra ens fortravlede tilværelse. En mulighed for i selskab med sig selv, at nyde og slappe af, at fokusere på det som er lige foran en og ikke mindst at stille krav til at få noget lækkert, selv om det man spiser består af noget man har købt i al hast i det lokale supermarked.

Som en personlig kommentar til denne betragtning, kunne man dog hævde at det på dansk jord måske kan være vanskeligt at opnå denne nydelsens ro, når langt de fleste arbejdsplader herhjemme udelukkende tillader sine medarbejdere en halv times frokostpause - men se, det er en helt anden historie.