I løbet af de seneste år har vi her i Kapellet modtaget romaner, der har genrebestemt dem selv som alternativer til det man normalt opfatter som en ’roman’. Således har Kapellet kunne berette om en række kortromaner, en collageroman, for da slet ikke at tale om de mange tegneserier, som udsendes under betegnelsen ’grafisk roman’.

Her i foråret 2023 modtog vi så en Tomas Lagerman Lundmes I en verden af dråber der på coveret betegnes som en ’rammeroman’. Dette ikke så meget på grund af den sorte kant, der omgiver forsidebilledet, men måske snarere det faktum, at der i løbet af bogen skabes en fortællermæssig ramme omkring de syv individuelle figurer.

Kapellet har tidligere stiftet bekendtskab med Hr. Lagerman Lundme, både som forfatter til tegneserier og som manden bag en af de førnævnte kortromaner . Med andre ord har han mange talenter og dette beviser han også i dette seneste værk.

Det kan godt tænkes at der findes læsere, som kunne anklage forfatteren for ikke at tage sin læser ved hånden og forklare forskellige sammenhænge, eller begivenheder i detaljer. Til gengæld er undertegnede ret vild med hans meget evokative, kortprosaistiske stil. Lagerman Lundme deler ikke gavmildt ud af miljøbeskrivelser, detaljer omkring figurernes fysiske fremtoning eller for den sags skyld detaljer om, hvordan alle de ting man oplever undervejs i fortællingerne nødvendigvis hænger sammen. Til gengæld er figurernes følelser og ikke mindst dialogerne i bogen beskrevet så finurligt og intenst, at det er meget svært ikke at blive grebet af de skæbner der udfolder sig.

Med frygt for at afsløre for meget [og vil du opleve bogen helt på egen hånd spring da de næste to afsnit over – red.] så møder vi syv figurer, der har fået tildelt hvert deres kapitel på 20-30 sider hver. Ud over at de alle lever i Berlin og tydeligvis har fået kontakt til en mystisk figur kaldet Q, er der meget få fællestræk mellem dem. Hvert af kapitlerne bærer figurernes navn. Først møder læseren Cathy, som arbejder på et teater. Et arbejde der gøres hårdere af at hun er nederst i den lokale hierarki. Hendes fortælling starter med ordene ”Inden hun skal dø, lader hun, som om hun er på arbejde” (s. 9) og slutter idet hun tager ned til en banegård for at stå på et ganske bestemt tog, efter nærmere aftale med en figur der udelukkende kendes som ”Q”.

Hernæst møder vi Burkardt, en selvudslettende ejendomsmægler med parforholdsproblemer. Adelheid, der bliver mobbet i skolen, så voldsomt at hun bliver syg af det. Dernæst møder læseren den kriminelle Mouse, der oplever massivt pres fra alle sider. Karla, en utilpasset aftenskolelærer med ondt i livet. Silas der er et psykopatisk plejebarn, som ankommer til en ny plejefamilie, og endelig møder læseren Vivian at kende. Hun er en kvinde der har oplevet en altoverskyggende, knusende sorg. Fælles for dem alle er, at de ganske som Cathy tydeligvis har haft kontakt med Q, og alle har de planer om at tage med førnævnte tog. Dette er altså den ramme, der binder de enkelte figurers skæbne sammen.

Der vil nok være enkelte læsere, til dels også denne anmelder, der måske kan synes at bogens sidste sider, der har til hensigt at samle trådene og give os information om elementer der indtil slutningen har været skjulte, ikke er helt vellykkede. Selv om der antydes en del elementer og narrative sammenhænge, så virker finalen en anelse uforløst ved første gennemlæsning. Jovist, der kommer afsløringer men dette sker, helt sikkert med en række tilpas kryptiske informationer, der gør at man stadig kan sidde tilbage med følelsen af, at der er et eller andet centralt man er gået glip af.

Generelt set er der folk, som holder af åbne slutninger og så dem, der foretrækker at fortællinger leverer en afrundet afslutning. Hører man til sidstnævnte kategori vil man måske blive frustreret over I en verden af dråber, men synes man, at det er fedt når litteratur ikke leverer alle svar og man selv bliver sat på fortolkningsmæssigt arbejde, der måske ligefrem opfordrer en til at nærlæse en roman igen for at komme tættere på meningen, så skal der klart lyde en anbefaling herfra.

Man kunne godt anklage I en verden af dråber for at være syv personcentrerede noveller, der via Q og togafgangen er klasket sammen, men det ville være unfair. Til gengæld ville en dansklærer forholdsvis nemt kunne vælge tage et af bogens kapitler og behandle den i undervisningen som en selvstændig tekst. Selv om Lagerman Lundmes skrivestil benytter sig af de samme træk fra den ene figur til den næste, så er figurerne alle sammen trukket virkeligt skarpt op. Læseren kommer under huden på hver af de skildrede personer og de er alle sammen interessante at følge i deres forskellige uperfekthed.

Af disse årsager og fordi rammeromanen er så velskrevet, skal der lyde de varmeste anbefalinger herfra. Det er måske ikke litteratur der, som nævnt tidligere, vil appellere til alle læsere, men når det er sagt så er I en verden af dråber ustyrligt velskrevet.