Vi har ofte haft en kategorisk tilgang til ‘de fem forbandede år’: Den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945. Der var danskere, der valgte at stå på “den forkerte side”, og de fik efter 1945 at føle for deres fatale fejlvalg.

En del af disse danskere valgte med fuldt overlæg at stå på nationalsocialismens side - af ideologisk overbevisning. Andre traf af opportunistiske årsager deres lidt skødesløse valg. Og for en tredje slags var det tilfældigheder, der gjorde udfaldet. Der fandtes for eksempel mennesker, som var skuffede over de danske politikeres adfærd og stillingtagen op til og på den 9. april 1940, og nogle af disse mennesker valgte endog fra 1941 at stå på Tysklands side, fordi de anså kommunismen for en fare, der langt overgik nationalsocialismen.

1930’erne og besættelsestiden er til stadighed relevant. Dilemmaer, konflikter og hemmeligheder er godt brændstof til en roman. Til nogle læseres smag er perioden måske forslidt i film og skønlitteratur. I grænselandet har det historiske stof dog altid en særlig relevans, der bestemt ikke er overeksponeret.

Journalist og dokumentarist Anna Elisabeth Jessen fik noget af en romandebut med bogen Om hundrede år, hvis handling er henlagt til et blandet dansk og tysk miljø i Sønderjylland over en periode på 100 år. Anna Elisabeth Jessen har slået sig ned på sin families gård ved Hoptrup syd for Haderslev efter at have arbejdet i den danske medieverden uden for Sønderjylland.

Det er også i hendes barndoms miljø, at handlingen i hendes nye roman Hjemsted udspiller sig. Bogen har undertitlen En sønderjysk skæbnefortælling, og forfatteren øser af blandt andet egne erindringer fra Haderslev-området.

Disse er dog spædet op med fiktion og virkelige skæbner, som dog næppe er 1:1, men sammenblandinger af flere personer. En af de virkelige personer, læserne møder i romanen er den første leder af SS-afdelingen Frikorps Danmark, Christian Peter Kryssing, der tilbragte sit liv i Haderslev efter krigen.

Hjemsted er en på alle måder fremragende kollektivroman, der beskriver en større gruppe mennesker og altså ikke blot har en enkelt hovedperson. Romanens personer er bundet sammen fra fortiden - den begynder i 1930erne - til nutiden.

Går hver sine veje
Den dansksindede lærerinde Margrethe forelsker sig den flotte nordjyde Johannes fra den danske hær. Deres livsveje ender dog med at gå i hver sin retning, da Margrethe bliver aktiv i den danske modstandsbevægelse. Johannes er først med til at forsvare Haderslev under tyskernes indtog den 9. april, men bliver så desillusioneret over den danske regerings politik, at han melder sig til tysk krigstjeneste på østfronten.

Peter er fra Sønderjylland og har både danske og tyske rødder. Under kampene i Haderslevs gader den 9. april 1940 vælger han at give tyskerne en hjælpende hånd, og det får konsekvenser for ham.

De første 60-70 sider af romanen sker der ikke særlig meget, men bare rolig, det kommer. Vi skal først have persongalleriet præsenteret på en troværdig måde. Meget lidt fortælles med direkte tale, mens der med en skjult fortællerstemme berettes fra hver enkelt persons perspektiv, og bogens afsnit bærer derfor også de enkelt personers navne som overskrift. Kronologien er desuden tydeliggjort med årstal på enkeltstående sider.

Perspektivet skifter fra person til person, og det er en absolut force ved romanen. Det er jo sådan, verden er. Flere øjne ser forskelligt på det samme. Efter krigen må hver hovedperson finde sin livsbane, men banerne har det med at krydse hinanden i det lille samfund, og fortiden er som muldvarpeskud. Man kan stampe et skud ned med sålerne ét sted. Der kommer bare et andet skud frem et andet sted på plænen.

Johannes tager sin dystre fortid med ind i sit ægteskab, og da Margrethe bliver gift med en præst, volder hendes kontante dansknationale stilling så store problemer for ægtefællen, at han må søge en præstegerning uden for grænselandet.

Blændende fortæller
Anna Elisabeth Jessens beskrivelser af den bestialske krig på østfronten er troværdig og berører læseren. Det lykkes forfatteren at fortælle meget uden selv at fortælle det. Mellem hvert afsnit, der springer i tid og fra person til person, sker der noget, som læseren selv kan ræsonnere sig frem til. Også her er Anna Elisabeth Jessen en blændende fortæller. Hendes sprog er enkelt og letforståeligt, men har alligevel en tyngde.

Hjemsted er endnu et stærkt bidrag til omfattende mængde af skønlitteratur, der de seneste 10-15 år er kommet fra grænselandet, og som handler om det særlige i området. Den viser, hvordan dansk og tysk har stået som en hård kontrast over for hinanden og alligevel været filtret sammen. Tag og læs Hjemsted. Den handler om at træffe valg - også de forkerte.