Det er altid herligt, når forfattere henvender sig til Kapellet med et ønske om at få lidt omtale af deres værker. Selvfølgelig er de måske blot interesseret i omtale, men samtidig kan afsender jo også risikere, at ens værk bliver revet gennem en slags hadsk Thomas Treo-mølle og får en masse uretfærdigt hårde ord med på vejen.

Noget sådant skal A.K. Hansn ikke frygte, for da hans forespørgsel landede i Kapellets kolde dyb, så var det også med en teaser om, at værket både indeholdt satire, betragtninger om kunst og ikke mindst elementer af kosmisk horror. Man skulle da være en ret kedelig type, hvis ikke den cocktail lød som en, der var værd at bunde med det samme.

Kortromanen Fede frelser Inc. af A. K. Hansn (et pseudonym for Andreas Hansen) er en hurtigt læst, fragmentarisk, eksperimenterende fortælling, der ender med at være et ganske fascinerende bekendtskab. I romanen møder læseren indledningsvis en række meget forskellige figurer, der alle har det til fælles, at de på den ene eller anden måde er tilknyttet et dansk kunstnermiljø.

En af de første, man møder, er rockmusikeren Jim Lane, der tydeligvis er mest interesseret i at opretholde sit image som bad boy, hvilket betyder at indtage en masse sprut og stoffer. Han er dog en figur, der glider lidt ud af handlingen undervejs. Det store drama udspiller sig primært imellem en række kvinder. I centrum står en af tidens hotteste kunstnere Kirsten Sonne, der godt nok ikke er en type kunstner, der får plads på de veletablerede kunstmuseer, men som til gengæld sælger vildt godt og er populær på såvel galleriet Romus, der ejes af Romulus Jensen, som på de sociale medier.

Samtidig føler læseren kunstneren Sysser Panoptikons kvaler med at forsøge at skabe en række værker, der måske kan blive udstillet sammen med Sonnes malerier. Hun har en slags kunstnerisk skriveblokering – men prøver virkelig at leve op til det, hun tror folk vil have. Randi Weitz er endnu en kvinde, der er i krise over ikke længere at være det, hun var engang. Bipersonen Alix er ligeledes involveret i planlægningen af denne udstilling, ikke så meget som kunstner men som organisator.

Til trods for sine kun 132 korte sider er der et væld af bifigurer. Det kan på den måde godt blive næsten så forvirrende som at læse en ældre engelsk krimi med et væld af særprægede navne og personager, man skal holde styr på, men holder du tungen lige i munden, så skal det nok lykkes dig at finde hoved og hale i persongalleriet.

Blandt bifigurerne finder man gallerist Romulus Jensen, der er arketypen på en cavadrikkende, storsnakkende forretningsmand, der forsøger at være på forkant med, hvad der trender lige nu, ikke fordi han er specielt interesseret i kunst, men penge kan man jo altid bruge. Foruden ham møder læseren også Bille Brixvold, der er journalist og anmelder, samt en række andre figurer der synes mere optaget af new-age spiritualitet, okkultisme og ritualer, end af moderne kunst.

Samtidig med at romanen præsenterer alle disse – i nogen tilfælde – meget overfladiske typer, så er der også noget andet der lurer. I en slags rammehistorie hører vi om et urgammelt væsen, der, som en anden Cthulhu, har ligget i dvale under vandoverfladen i titusindsvis af år, og om nogle mærkværdige, sorte, nærmest elektriske frøkapsler, der måske er en slags hallucionogener, muligvis noget helt andet.

Uden at afsløre for meget, så samles alle disse løsrevne fragmenter og handlingstråde ret elegant mod bogens slutning. Undervejs oplever læseren også scener, der er både ekstreme, voldsomt ulækre og i næste nu morsomme og helt igennem fantastiske.

Hr. Hansn har et ret fantastisk sprog og synes i den meget eksperimenterende måde som fortællingen er struktureret på at være inspireret af bl.a. William S. Burroughs eller senere postmoderne forfattere. Det an godt virker meget fragmentarisk men bliv endelig ved med at læse, for som sagt så kan man fornemme en overordnet idé, idet man når til finalen.

En af de ting som anmelder dog fandt allermest fascinerende ved denne kortroman (ud over de ovennævnte chock-scenarier), er Hansns beskrivelser af de mange kunstværker, der optræder. Disse ’ordværker’ skal selvsagt ikke gengives her, for vil du ’se’ dem, bliver du selv nødt til at få fat i Fede Frelser Inc..

Det kan dog godt afsløres, at de er så opfindsomme og herlige, at man ligefrem kunne ønske, at de ikke blot bestod af bogstaver og papir men kunne opleves live på Louisiana. Ja, selv det tilsyneladende upopulære værk som Romulus Jensens aldrig fik solgt, og som han derfor fik installeret permanent i baglokalet til galleriet, er et værk som undertegnede virkelig gerne ville opleve live. Fælles for disse kunstværker – eller i al fald mange af dem – er at man har ret nemt ved at forestille sig dem – og flere af dem de minder om ngle der sagtens kunne være skabt af folk som Damien Hirst, Jeff Koons, eller kunstnere, der er endnu vildere i bolden end de to.

Fede Frelser, Inc. er en fin lille satire, en dejlig læseoplevelse, og så er det en bog der har et format, der gør, at du kan have den med i lommen overalt – lige som de lommeromaner, som Kapellet skrev om sidste år. Uanset om du har lyst til at bære rundt på et stykke litteratur i lommeformat eller hellere vil have den stående i reolen, så læs den, for det er med garanti en historie ulig meget få andre, du har oplevet.