Er man glad for at læse, så vil man sikkert også være stødt på romaner, der på forskellig, eksperimenterende vis leger med både formen og/eller indholdet. Et eksempel på dette er A Clockwork Orange af Anthony Burgess som er skrevet i et delvist selvopfundet sprog, som læseren langsomt men sikkert begynder at afkode i skridt med at handlingen skrider frem. Man kunne også nævne William Burroughs’ værker, hvor såvel narrativet og i nogle tilfælde rækkefølgen af ordene har været udsat for saks og lim, så slutresultatet kommer til at fremstå en del mere fragmentarisk end det man ser i mange andre mere traditionelle romaner.

Dermed ikke sagt at danske Tomas Lagerman Lundmes seneste kortroman Stenbroer er hverken lige så eksperimenterende eller kan konkurrere med førnævnte litterære sværvægtere, men det er en fortælling, der til trods for sine kun 112 sider, stadig kan virke krævende af sin læser. Sidst Hr. Lundme kiggede forbi kapellet, var i forbindelse med tegneserien West End Boy, som han har lavet sammen med Rune Ryberg – en udgivelse, der rent sprogligt er langt mere konkret end prosaen i den nye roman.

Historien er nemlig fortalt fra et barns perspektiv, vel og mærke et barn, der lever under ret udfordrende omstændigheder. Hans mor slås med en masse mentale problemer og muligvis er hun også stofmisbruger, selv om dette ikke kan ses direkte gennem teksten. Den unavngivne drengs alder får man ej heller slået helt fast, men som der skrives i pressematerialet, så er det en tekst hvor barnet, ”forsøgsvis sætter begreber på verden. Fortælleren mangler klicheér, og må i stedet danne sine egne billeder.” Derfor må man gå ud fra at da vi først møder vor fortæller, er han ikke særlig gammel. Sproget i historien minder også om en udsyret form for bevidsthedsstrøm, hvor det ene lidt aparte metafor tager det næste i forsøget på at videreformidle den verden som barnet oplever.

Selv om ideen om at skulle læse (endnu) en roman om en misbrugsforælder, der i en storby udsætter sit barn for omsorgssvigt muligvis kan virke mentalt opslidende, nærmest allerede før man får begyndt, så bør det slås fast, at Stenbroer ender med at være en både meget givende og interessant læseoplevelse. På den ene side er der de læsere, der hurtigt vil give op i mødet med bogens noget abstrakte stil. Til gengæld vil der også være de, der lige som Kapellets anmelder har mod på nysgerrigt at kaste sig over værket og forsøge at uddrage betydninger og gætte på fortolkninger undervej. For sidstnævnte gruppe venter der en både rigtig fin, meget anderledes, men også ganske barsk oplevelse.

Selv om drengens mormor overtager rollen som ersatzforælder, nu drengens mor ikke længere er i stand til det, så er bliver det også hurtigt tydeligt at dette næppe er den ideelle situation for Stenbroers jeg-fortæller. Læseren er på denne led med i barnehøjde og oplever gennem lidt over hundrede sider hvordan en dreng oplever sin verden på Amager. Hverken navne, årstal eller konkrete stednavne er supervigtige i denne forbindelse. Det som er vigtigt er i stedet det ganske særlige sprog, som er det eneste der kan videreformidle den verden og de oplevelser han har.

Det er utroligt vanskeligt at forsøge at beskrive bogens fortællerstil, så derfor er det måske en idé, at give et eksempel fra romanen. Det er stort set tilfældigt valgt, men for at kunne forstå konteksten bør du vide, at fortællerens mor har valgt at benytte et tæppe som hun har fået af underboen. Tæppet har tidligere været et hundetæppe og er derfor loppebefængt. Der skrives;”Mor sagde ikke noget, hun var vant til, at man klæbede til hende og bed. Hun sagde det på lige præcis sådan en måde, at jeg ikke var i tvivl. Jeg var befængt og et pattebarn med hud, der gik i ét med et ruskindsetui. Når jeg blinkede, fyldte jeg hallen under brættet på toilettet med vand. Det var alt det, jeg ikke behøvede at gøre, når jeg var så gammel, at jeg selv kunne tage et ansvar, trække i land. Sige undskyld, holde mund, bare være hendes barn, når hun havde behov for det. Ellers ikke noget.” (s 30) Som du nok kan fornemme, så er det ikke just nøgen socialrealisme, men en tekst der konstant synes at slå knuder på sig selv og hvor man nemt kommer i tvivl om hvem der taler. Til gengæld har Tomas Lagermand Lundme en fantastisk evne til at ballancere mellem de abstrakte, hjemmegjorte metaforer og ting, der er en del nemmere at forstå og fortolke.

Stenbroer er hurtigt læst, men sidder i bevidstheden i rum tid herefter. Det er en roman, der godt kan være lidt svær at slippe, selv om mange af de elementer der optræder er nogle man har læst om i andre ammenhænge.

Det opsigtsvækkende er dog prosaen, for det er, som måske kan fornemmes fra citatet og anmelders lettere håbløse beskrivelser herover, meget unikt, spændende og interessant. Selv om der med garanti er nogle læsere, der vil mene at denne bog prioriterer stil over indhold, så er det samspillet mellem det lettere naive men lyriske sprog og den barske virkelighed det der gør, at der opstår noget, der mest af alt bedst kan beskrives som unikt. Så vil du udfordre dig selv, så se om ikke Stenbroer er noget for dig.