Hvis du i løbet af de seneste år har set Jørgen Leth i tv eller i videoer online, så har du måske oplevet at han har en tendens til enten at elske eller hade ting. Der synes ikke at være mange gråzoner i forhold til hvad der tiltaler Jørgen og hvad der bestemt ikke gør.

På samme vis synes mange danskere, at have nærmest samme holdning til Leth selv. Enten så betragter man ham som en gammel gris (godt hjulpet på vej af smædekampagnen oven på udgivelsen af Det uperfekte menneske - red.) eller også holder man af ham, som var del af ens egen familie.

Er du en af Kapellets faste læsere, så ved du sikkert at den skrivende redaktør hører til sidstnævnte kategori. Selv om Hr. Leth da bestemt ikke er uden fejl (..og hvem er i øvrigt det?), så indrømmer han det også gerne og stiller sig selv til skue. Leths persona synes altid at have været en uadskillelig del af den kunst og de mange forskellige projekter han har været involveret i, fra digte, over film og til tv.

Kritikere vil mene at han er selviscenesættende, selvsmagende og selvhøjtidelig, mens vi fans ser det som et spark i skridtet på janteloven, og en ærlighed og direkte form for kommunikation, der hører den gamle skole til. Uanset hvad man må mene, så er der netop kommet endnu en udgivelse fra den nu 87-årige multikunstner, en bog der har fået titlen Linjer der bevæger sig.

Der er flere elementer, der er ganske usædvanlige ved den nye bog.

For det første, så byder den på en række affotograferinger af en række tekster fra Hr. Leths mange notesbøger. I bogen er de gengivet enten på langs eller på tværs af siderne, alt efter notesbogens format. Det er også trykt så tilpas præcist, at de sider, hvor man kan ane blækket fra den næste side være synlig på den side man er i gang med at læse, passer idet man bladrer videre. Dette gør at man som læser får en illusion af at sidde med originalerne i hånden, selv om bogens format jo ikke helt stemmer overens med notesbogens format.

Det andet som er slående, er at bogens koboltblå forside, der blot er forsynet med titlen og Jørgens signatur. Den er virkelig rar at have i hånden. Bogen er bundet ind i en form for kraftig stoflignende papir, der er rart at røre ved så selv før man overhovedet har læst så meget som en enkelt note, så har man fået sig en på opleveren. Kort sagt, så imponerer BookLab igen, med deres opfindsomme og taktile udgivelser.

Hvis du allerede har læst dig gennem Jørgen Leths andre bøger, så er der muligvis ikke meget nyt at hente rent indholdsmæssigt, idet noterne på hver deres vis kommenterer på både Jørgens smag, forskellige projekter og selvfølgelig også privatlivet. Til gengæld er det ret fedt tænkt at lade offentligheden få adgang til dele af disse tanker i nærmest uredigeret form. I bunden af hver håndskreven side, er der også trykt en kort information om hvornår det er skrevet og i enkelte tilfælde også i hvilken anledning. På den måde kan den interesserede læser kan forsøge at sætte det skrevne i en form for Leth´sk kontekst eller tidslinje.

Det kan godt være en kende udfordrende at tyde nogle af Hr. Jørgens skriblerier, men for de der er udfordrede på dette, har forlæggerne heldigvis sørget for at inkludere transskriptioner af alle teksterne til allersidst, så man der kan få hjælp til at dechifrere de steder, som kan være lidt vanskelige at læse. Det skal i denne sammenhæng jo siges, at Hr. Leth næppe havde troet han skrev disse ting ned, til et eksternt publikum, men mest af alt til sig selv, så derfor er det nok vigtigst at han selv kan tyde det skrevne. I den forbindelse kan det undre lidt at der er enkelte, få ord, der i transskriptionen står som ”ulæseligt.” Har udgiverne ikke haft Jørgens til at hjælpe sig med denne samling af tekster?

Selv om Linjer der bevæger sig er en samling meget forskellige tekster, så er det også med til at tegne endnu et meget personligt portræt af Leth. Dette handler ikke om det grafologiske (selv om der sikkert vil være enkelte der kunne finde dette interessant – red.) , men i stedet om selve indholdet.

Leth blotter sig endnu engang skriftligt, både hvad angår de ting han holder af, de ting han finder vanskeligt og ikke mindst hans tanker om film, tekster, sport, poesi og sine helte. I forhold til de litterære helte, så blev anmelder enormt glad over at se sine egne helte Burroughs og Bukowski blive nævnt af Jørgen, selv om han dog havde sat parentes om sidstnævnte.

Til trods for at bogen virker som en række tilfældigt udvalgte, håndskrevne notater, så forekommer det også som om at er gået en ret grundig udvælgelsesproces af de enkelte tekster forud for publiceringen, både hvad angår rækkefølgen som de kommer i, men også i forhold til det rent indholdsmæssige.

Linjer der bevæger sig er på den led en ganske nørdet nicheudgivelse, der helt tydeligt er møntet på hardcore Lethfans, men er du det, så er det også en bog du skal have fat i. En bog som giver endnu et par vigtige brikker til den mosaik, som Leth har skabt af sig selv.