Hvis der er noget, der kan give mig røde knopper, er det kunstneres iscenesættelse af sig selv som udskejende bohemer. Det er derfor med en vis skepsis, jeg tager hul på Asta Olivia Nordenhofs anden udgivelse, ”det ensomme og det nemme”. På forsiden poserer nemlig forfatteren selv; skødesløst placeret på en stol, rygende, blandt sprutflasker, cigaretpapir, bøger og selvfølgelig med en tændt computer med et åbent tekstdokument på skærmen. Så bliver klichéen ikke større. Men kigger man nærmere efter, ser man, at cigaretten er tegnet ind i forfatterens hånd. Og på mig virker det som en slags subtil selvironisk kommentar til den opmærksomme beskuer, fordi det selvhøjtidelige punkteres og gøres tegneserieagtigt; lidt som hvis der havde været tegnet skæg og briller.

Teksterne er anekdote-lignende, små historier, der er sat tilsyneladende tilfældigt op på vers; næsten så det begynder at smage af knækprosa. Skriftsproget er til en vis grad en imitation af talesprog, hvor eksempelvis ”ikke” ofte staves ”ik”, ”bliver” ”blir” og så videre. Digtene udmærker sig ved et konsekvent fravær af stort begyndelsesbogstav. Der er taget et bevidst valg om at fremstå uordentlig, bryde reglerne og skille sig ud. Det lykkes til fulde. Forfatteren har stilfærdigt listet sig selv med ind i teksterne; få steder identificeres jeget med navnene ”Olivia” og ”Olli”. Andre steder findes metaspor, hvor jeget selv skriver digte eller refererer til at skrive. Begge dele skaber en fortællerramme, som er med til at understrege distancer i tid og sted, samt fastholde et afsender-modtagerforhold.

Emnevalget for historierne er mest scener fra barndommen og ungdommen, og de har ofte socialt belastet karakter. Blandt andet spiller vold i hjemmet, misbrug og psykisk sygdom en væsentlig rolle; eksempelvis i beretningen om farens opvækst:

”hver dag ventede man på volden og så blev der stille / farmor kunne ligge i køkkenet / som lå i direkte forlængelse af gangen og var lige så smalt / eller hun kunne ligge i gangen / æklest hvis det blødte fra hende, hvis man skulle tørre op.”

Det er et sort og ofte meget ubehageligt univers, der bedst kan betegnes som en art socialrealisme. Men helt så enkelt er det heldigvis ikke. For det prosaiske brydes, og teksterne bevæger sig videre endnu. Det skaber et eget lyrisk udtryk, som løfter digtene op over det ellers meget konkrete indhold; her i en beskrivelse af moren:

”holde min mor på panden, sikre sig hun ikke har feber / at håndfladerne ikke er fugtige / at hun sidder på sin cykel / på vej til havet, vi plukker hyldebær / al den kærlighed jeg har kan være i et hyldebær”

Her flettes det konkrete sammen med billedsprog, og det er den slags små manøvrer, teksterne er spækkede med, og som er med til at dekonstruere den tilsyneladende socialrealistiske form. Andetsteds lyder det eksempelvis:

”vi havde den hemmelighed sammen om morgenen: nogen havde gjort os klar over at vi / elskede hinanden mere end vi elskede jonas / købte vildt meget brød. frosne fisk som blev ved med at være frosne. / nogen MÅTTE bare påtale solopgangen, briste i vellyst.”

Også her glider knækprosaen trinvis over i en mere lyrisk form.

Selvom det er et meget konkret og nøgternt univers, fornemmes få steder en egenartet og forfriskende humor:

” gid jeg hed torben og havde et lettere liv / så ville jeg ha stået fuldstændigt gennemkneppet nede i seveneleven”

Digtene er gennemsyrede af en personlig tilgang, og det faktum at handlingen - måske, måske ikke eller måske delvis – er selvbiografisk skaber et spændingsfelt, hvor Nordenhof leger med egen identitet på en måde, som i hvert fald jeg finder interessant. Ganske som på billedet på forsiden. Og selvom omdrejningspunktet tilsyneladende er forfatteren selv – i en eller anden form - bliver det alligevel vedkommende for læseren, fordi Nordenhof evner at gøre det banale interessant og originalt. Hun breder sig ud over sig selv, simpelthen. De ubehagelige beskrivelser af opvæksten er forfriskende fri for udbasunerende følelsesporno, og står i stedet som nøgterne sætninger, men vokser til mere end det, fordi de udbygges med en renere lyrik.

Asta Olivia Nordenhof er skarp og hendes tekster fastholder for det meste. Det er kun få steder, hvor digtene kører lidt for meget rundt i samme suppe uden rigtig at komme nogen vegne. Men når hun er bedst åbner digtene op til et originalt og personligt univers af den slags, som drager på en underspillet og til tider mareridtsagtig måde. Nok har man ikke lyst til at opholde sig her for længe, men på den anden side er det svært at kigge væk – man må simpelthen se mere af det grimme.